Neuropsykiatri: Afventende tilgang til psykose giver unikke muligheder i dansk forskning

Det første præparat mod psykiske lidelser, chlorpromazin, blev udviklet i laboratorierne på Rhône-Poulenc, en fransk medicinalvirksomhed, i 1951 og taget i brug Paris i 1952. Først som et muligt stof i anæstesien. Kirurgen Henri Laborit brugte det intravenøst imod overophedning og opdagede, at det havde en beroligende effekt. Han overbeviste sine kolleger i psykiatrien på militærhospitalet Val de Grâce om at bruge midlet til en manisk patient, og efter 20 dages behandling med i alt 855 mg chlorpromazin kunne patienten leve et mere normalt liv [1].

Lægerne var ellevilde, fordi chlorpromazin var det første lægemiddel, der dulmede vrangforestillinger og andre psykotiske symptomer. Over de næste 20 år blev denne type af beroligende medicin, såkaldte førstegenerationsantipsykotika, udviklet og flittigt anvendt. Imidlertid fik mange af patienterne Parkinson-lignende symptomer. Stivheden og den indre uro kom, når man blokerede dopaminreceptorerne. Siden 1990’erne har man brugt antipsykotika med færre motoriske bivirkninger, de såkaldte atypiske antipsykotika eller andengenerationsantipsykotika. Men heller ikke de stoffer var bivirkningsfrie, de giver nemlig øget risiko for udvikling af metabolisk syndrom, viste det sig [2].

De bivirkninger har patienterne levet med i mange år, men nu prøver lægerne på Centre for Neuropsychiatric Schizophrenia Research, CNSR, på Psykiatrisk Center Glostrup også at hjælpe de patienter med professor og forskningsleder Bjørn Ebdrup i spidsen.

Foran hans kontor vrimler det med folk, molekylærbiolog og dataansvarlig Mikkel Erlang Sørensen inviterer på kaffe, afdelingssygeplejerske Helle Schæbel tilslutter sig, og de fortæller om deres forskning og arbejde. Da Bjørn Ebdrup kommer fra klinikken på den aftalte tid, er det næsten ikke til at få afsluttet samtalen i køkkenet.

Men det er ham, Ugeskrift for Læger har en aftale med. Han skal fortælle om sin forskning som led i en række artikler om lægers forskerliv, om bivirkninger til medicin og forskningens tiltrækning. Han lukker sin dør bag sig.

»Summer her altid sådan af liv?«, spørger jeg.

»Ja, vi har et meget åbent miljø, svarer han og sætter sig ved mødebordet. Bag ham hænger et billede med teksten ’A wise doctor once wrote’ efterfulgt af nogle ulæselige kragetæer. Det har Bjørn Ebdrup fået af en af sine ph.d.-studerende, fordi hans håndskrift er håbløs, fortæller han og griner.

På kontoret står også hans racercykel, som fragter ham 15-25 km på arbejde hver dag, afhængigt af ruten han vælger.

Det åbne, rummelige forsknings- og arbejdsmiljø er altafgørende for Bjørn Ebdrup, som har været forskningsleder siden august 2021.

»Det er et godt arbejdsmiljø, hvis der er en lyst til at være her. Hvis det ikke bare er et arbejde, men man føler en glæde ved at være en del af en større proces og en idé omkring, at vi skal hjælpe hinanden til at forstå et problem. Arbejdsmiljøet på en forskningsenhed skal være inspirerende, vi er nysgerrige, alle har gang i noget, de ikke kan lade være med at rode med«.

Vægtøgning og tidlig død

Skizofreni er en sjælden, men alvorlig sygdom. Den rammer ca. 1.000 danskere årligt, og risikoen for at udvikle sygdommen er omkring en procent.

Det er et kæmpe problem, at patienter med skizofreni oplever vægtøgning, får hjerte-kar-lidelser og dør en tidlig død, begynder Bjørn Ebdrup. Selvmord alene kan ikke forklare overdødeligheden, for det er heldigvis en relativt sjælden hændelse, siger han.

Overvægten er ikke kun medicinens skyld, understreger Bjørn Ebdrup. Det er også sygdommens biologi og genetikken, der giver en øget risiko. Hertil kommer at patienter med psykose og skizofreni ofte ryger og spiser mere usundt. Samtidig lever de i det samme samfund som mentalt raske, som også har problemer med overvægt.

Den canadiske gæsteprofessor Margaret Hahn har arbejdet med den metaboliske klinik på Psykiatrisk Center Glostrup ud fra en canadisk model, hvor patienterne bliver introduceret for en palet af muligheder og tilbud. Men canadierne har aldrig testet, om det virker.

»Så det gør vi nu, for der er ingen grund til at oprette en klinik, hvis det ikke virker. Det er en pragmatisk tilgang, hvor mennesker i antipsykotisk behandling med overvægt bliver henvist, og hvor lægerne hjælper patienterne med flere problemstillinger«, siger Bjørn Ebdrup.

Behandlingen vil ligge i psykiatrien, og det er tricket. Den vil ikke ligge i almen praksis eller hos endokrinologerne.

»Vores patienter har det ofte meget svært med at møde op til nye aftaler blandt andet på grund af deres symptomer. Med klinikken vil vi prøve at lave et tilbud inde i psykiatrien, hvor den del af behandlingen, der handler om den mere lægelige behandling af tidlige kardiovaskulære risikofaktorer som overvægt, tages ind«.

Det handler om at nedbryde klassiske silotanker og gøre op med bare at give medicin mod psykisk sygdom og lade patienterne gå til egen læge med alt det andet.

Har psykiatere før haft for meget fokus på psykosen og ikke taget bivirkninger alvorligt nok?

»Problemet er langt henad vejen, at der kun er tid til at lave brandslukning for at få dæmpet psykosen, og så når man ikke ret meget mere. Psykiaterne er presset af systemet, men jeg mener bestemt ikke, at det er en uvilje. Problemet er, at der opstår en faglig usikkerhed, når vi skal behandle på tværs af vores siloer. Vi er trygge ved de vanlige medikamenter, men vi ringer straks til en ven, hvis der er noget, der falder udenfor vores smalle kompetencer, fordi vi bliver mere og mere specialiserede. Vi er nødt til at have en større bredde for patienternes skyld«.

Der har blandt psykiatere været stigende fokus på bivirkninger de senere år, pointerer Bjørn Ebdrup. Det kan man se på, at lægerne måler og følger patienterne med blodprøver og undersøgelser.

»Problemet er, at vi ikke har nogle formelle retningslinjer for, hvad vi så skal gøre. Det findes simpelthen ikke. Derfor arbejder vi med konkrete forslag. Det smarte er, at etableringen af en metabolisk klinik – hvis den har effekt – ikke vil kræve ret meget rent organisatorisk. Det kræver ikke flere dyre skanninger«.

Men det kræver vel en ændring i mindsettet hos psykiatere?

»Ja, og det kommer også til at tage tid. Vi mangler ressourcer, og det her kan blive opfattet som en ekstra opgave. Men jeg ser det som en styrke, også i forhold til rekruttering af kommende kolleger. Psykiatri er svært og komplekst speciale, der dybest set handler om at fordybe sig i andre menneskers oplevelser og erkendelse af verden. Derfor er psykiatrien det mest spændende lægefaglige speciale. Dem, der synes, det er ,spild af læge’ at blive psykiater, kan med det metaboliske arbejde få øjnene op for, at psykiatrien også giver rige muligheder for lægearbejde i klassisk forstand. Jeg har en stærkt tiltro til, at dette kan tiltrække læger, som ellers ville være bekymrede for at savne somatikken«.

Skizofreni i sin rene form

Bjørn Ebdrups forskning udspringer af lige dele nysgerrighed og ønsket om at gøre noget for de patienter, som psykiatrien normalt kun behandler for deres psykiske lidelser.

Skizofreni starter typisk i starten af 20’erne med kliniske symptomer typisk i form af stemmer eller forestillinger om at føle en særlig opmærksomhed rettet imod sig. Men taler man med patienterne, vil mange fortælle, at de meget tidligt livet har haft det svært og måske altid har følt sig udenfor eller anderledes. Derfor har mange også søgt at dæmpe uroen og tankerne med stoffer eller alkohol, hvilket igen påvirker hjernen.

»Det er derfor lidt en kunst – og et stort privilegium – at vi i vores forskningsafdeling kan rekruttere og undersøge patienter, som i den reneste form oplever psykotiske symptomer, uden en masse andre faktorer forstyrrer, eller de allerede har fået en masse medicin, som også kan påvirke systemerne«, siger Bjørn Ebdrup.

Det gør, at forskerne har et meget selekteret vindue at operere i, og det har været kernen i den forskning, der foregår i Glostrup.

»At vi kan fange patienter tidligt i den psykotiske fase og prøve at undersøge dem, så godt vi kan, med skanninger og kognitive undersøgelser og eeg-undersøgelser. Ved at deltage i vores studier bidrager patienterne til, at vi kan samle et billede eller lave en model af, hvad psykosen i sin reneste form er i de mennesker, der oplever symptomerne. Vi kan undersøge, om der er nogle forstyrrelser, der går igen, og se på, hvilke domæner og netværk der er påvirket«.

Muligheden for at følge patienter, fra før de starter i behandling, er en unik mulighed, som udmærker forskningsenheden internationalt, fordi man i andre sundhedsvæsener, eksempelvis i USA, er langt hurtigere til at udskrive medicin, fordi lægerne frygter klager, siger Bjørn Ebdrup.

»Ret hurtigt bliver der langet noget over disken. Vi har i Danmark en mere restriktiv og afventede tilgang til behandling af psykose, fremfor straks at afregne ved kasse 1. Den mere afventende tilgang er klart en dansk styrke. Symptomernes kompleksitet og ikke mindst bivirkningerne tilsiger jo, at man skal udrede grundigt, før man udskriver antipsykotisk medicin«.

Mød Bjørn Ebdrup, og hør ham fortælle mere om sin forskning i videoen her.

Under sine vinger

Da pressemeddelelsen om Bjørn Ebdrups tiltrædelse i stillingen som forskningsleder blev sendt ud i august 2021, var den plastret til med ordet »neuro«. Neurovidenskab, neurofarmakologi, neurobiologi. Fokus er på data, på hjernen, på skanninger, matematik.

»Medicin mod psykose påvirker signalstofferne i hjernen. Så hvis vi skal forstå, hvordan medicinen virker, og hvis vi skal udvikle ny medicin, er vi nødt til at undersøge mennesker med psykose på receptorniveau. Og det kræver blandt andet dyre og komplicerede skanninger, men det ændrer ikke ved, at vi skal spørge patienten grundigt til deres subjektive oplevelser, når vi skal forstå, hvordan medicinen virker. Medicinen virker jo ikke mod alle symptomer. At tro man med én pille kan fjerne hele skizofrenien, er en vildfarelse. Vi skal blive bedre til at forstå, hvad medicinen kan og også hvad medicinen ikke kan. Og den viden skal vi løbende formidle til kolleger, patienter og pårørende. Vores forskning fokuserer netop på koblingen imellem det lidende menneske med hans/hendes private oplevelser, og så de hardcore neurobiologiske ændringer, vi foretager i vores medicin«, siger Bjørn Ebdrup, som privat er gift med en neuroradiolog og har tre børn.

Bjørn Ebdrup har siden medicinstudiet vidst, at han skulle være psykiater. De skøre og de skæve, som han udtrykker det, forryktheden forstået positivt, altså når noget er forrykket i hjernen, har altid været attraktivt for ham at forstå.

»Jeg forskede allerede på medicinstudiet. Under min turnus på Bispebjerg blev jeg kontaktet af Birte Glenthøj, min forgænger, som ville have mig med på noget af hendes forskning. Jeg har været med lige siden«.

Bjørn Ebdrup har en grundlæggende nysgerrighed med et klinisk afsæt.

»Jeg vil så gerne forstå, hvad der er med de her mennesker. Det er helt vildt mærkeligt at tænke sig, at man kan tage medicin, som kan fjerne underlige, og vrangagtige tanker, men ikke fjerne ikke-underlige tanker. Det ved jeg ikke, om du har tænkt over, men det er jo virkelig mærkeligt«, siger Bjørn Ebdrup med et direkte blik og holder en pause.

»Vi skylder patienterne at forstå, hvad vi kan gøre for at hjælpe og skære deres til tider kaotiske oplevelser af det underlige og anderledes, de psykotiske oplevelser, ud i nogle mindre bidder. Er der elementer, f.eks. at høre stemmer og føle sig forfulgt, vi kan skære ud? Vi kan ikke og skal ikke fjerne det hele, men vi skal dæmpe de elementer, der giver patienten mest lidelse«.

Bjørn Ebdrup har været under Birtes Glenthøjs vinger hele sin karriere, siger han. Hun gik på pension i januar 2022 og er nu professor emerita. Bjørn Ebdrup peger på vigtigheden i at blive hjulpet og møde en mentorfigur i forskningen.

»Der er blevet taget sig af mig, og jeg har i forskningen set rosenblade, så langt øjet rakte. Birte vil nok sige, at hun ikke har foræret mig noget, og det har hun måske heller ikke. Men hvis der nogensinde har været et talent, har hun i hvert fald gjort sit til at det blevet opdyrket godt og grundigt. Birtes støtte har været en luksus, som jeg er dybt taknemmelig for«.

Vil du også gerne selv være en forskningsleder, der tager nye talenter under dine vinger?

»Ja. Det er noget, jeg tager med. Vigtigheden af at have et sted, der summer af liv. Det har Birte været virkelig god til: at lave et sted, hvor tingene er mulige. Hun har haft tillid til os, der har været ansat. Og nu det forekommer også mig naturligt at have tillid til dem, jeg har ansat, og regne med, at der kommer noget godt ud af det, uden at jeg skal detail-diktere, hvad folk skal lave«.