Skip to main content

Niels Hansen

Per Hove Thomsen
Anna-Marie Madsen
Hans Ulrik Mikkelsen
Jens Buchhave

9. sep. 2013
2 min.

Niels Hansen, uddannet børne- og ungdomspsykiatrisk speciallæge, døde den 13. juni 2013 efter kort tids alvorlig sygdom. Niels Hansen var fra 1961 til 1996 ansat som overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov.

Niels Hansen var en markant børnepsykiater og en pioner på sit område. Han var meget interesseret i og bidrog væsentligt til at opdyrke området vedrørende børn med MBD og DAMP, nu kaldet ADHD. Han bidrog betydeligt til at udvikle et udrednings- og behandlingstilbud til denne gruppe af børn på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital.

Niels Hansen havde en stor omsorg for de specielle børn og deres familier. Han kæmpede for deres muligheder i samfundet og blandede sig derfor gerne i den offentlige debat for derigennem at fremme sårbare børn og unges vilkår.

Som vejleder for yngre kolleger var han altid nærværende, nysgerrig og udfordrende. Han indbød sine kolleger til refleksion og omtanke med sin omfattende faglige indsigt og sit skarpe intellekt. I en lang årrække var Niels Hansen ansat som lektor ved Aarhus Universitet. Han var som underviser en fantastisk formidler, som inspirerede og prægede yngre generationer af børne- og ungdomspsykiatere.

Niels Hansen lod sig pensionere fra sit overlægehverv i 1996, men kunne ikke helt slippe faget. Han lod sig derfor overtale til at vende tilbage som speciallægekonsulent på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospitals ADHD-klinik i Risskov fra 2002 til 2004.

Niels Hansen fortalte gerne om de vilkår, han selv var vokset op under. Det faktum, at han selv kom fra fattige kår, gav ham en stor medmenneskelig forståelse for og indsigt i vilkårene for de børn, som ikke er født med en sølvske i munden. Han var et varmt, rummeligt og elskeligt menneske og en særdeles afholdt kollega og chef. Niels Hansens interesser begrænsede sig ikke til børne- og ungdomspsykiatrien. Han var bredt kulturelt og filosofisk optaget, også af livets store spørgsmål. Noget andet, som fyldte væsentligt i Niels Hansen og ægtefællen Lissis liv var deres børn og børnebørn, som til det sidste var hans store glæde.

Niels Hansen satte et markant præg på dansk børne- og ungdomspsykiatri. Han vil blive husket og savnet af mange på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov.