Skip to main content

For niende gang: Vi bliver stadig bedre til hjertesvigt

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

4. jan. 2013
3 min.

Der er overvejende grund til at være tilfreds med behandlingen og plejen af voksne patienter med førstegangsregistreret hjertesvigt.

Det viser friske tal fra Dansk Hjertesvigtdatabase (DHD), der afløser NIP-hjerteinsufficiens under det nationale indikatorprojekt.

Når man tæller NIP-rapporterne med, er dette den niende nationale audit, og det ser godt ud:

"Faktisk har vi svært ved at få armene ned", siger formanden for DHD-styregruppen, overlæge ved OUH Svendborg Sygehus, professor, dr. med. Kenneth Egstrup.

Bedre år for år

"Jeg har været med fra processens start i NIP, og der er sket en forbedring, år for år. Både på udrednings- og behandlingsparametrene ser det godt ud. Og man kan også se, at dødeligheden har været støt faldende i hele perioden".

Resultaterne viser, at regionerne lige som de foregående år forbedrer kvaliteten af behandlingen for patienterne, hvor stadig flere får de nødvendige undersøgelser og undervisning i deres egen sygdom.

De viser også, at antallet af genindlæggelse og dødsfald fortsat ligger inden for rammerne af de fastsatte standarder i alle regioner. Og siden NIP-projektets start er dødeligheden kun gået én vej: nedad.

Og lige som sidste år er standarden for god kvalitet opfyldt i målingen af undervisning af patienterne i egen sygdom ligesom iværksættelse af medicinsk behandling opfylder standarderne.

"Jeg mener, at det er NIP-processen og den stadige fokus på området, der har skabt forbedringerne. Også sygehusejerne er inddraget. De har forstået, at hvis et sygehus skal have 'stjerner', skal det her bare være i orden. Det har været et stærkt incitament til at få gjort noget ved tingene, hvad enten det så har drejet sig om logistik, apparatur eller andet", siger Kenneth Egstrup.

De aktuelle resultater gælder patienter, der er blevet indlagt eller behandlet ambulant i perioden fra juni 2011 til juni 2012 og sammenlignes med resultater fra de to forudgående år.

Anmærkning til Region Nordjylland

Der er en mindre anmærkning i karakterbogen til Region Nordjylland, der som eneste region ikke opfylder indikatoren 'ekkokardiografi'. Det er en forringelse sammenlignet med foregående år, hvor indikatoren var opfyldt i alle regioner. Ekkokardiografi giver et vigtigt fingerpeg om hjertesvigtets årsager og er derfor en nøgleundersøgelse i udredningen.

Også indikatoren NYHA er opfyldt fra alle regioner bortset fra Region Nordjylland, hvor der dog noteres en betydelig forbedring. NYHA (New York Heart Associations funktionsklasser) er en klassifikationsinddeling, som har stor betydning for prognose og er sammen med måling af hjertets pumpe evne grundlaget for et rationelt behandlingsvalg.

"Region Nordjylland har områder, som vi har peget på, kunne kræve forbedring, Men på de hårde parametre - behandlingen - gør de det lige så godt som vi andre", siger Kenneth Egstrup.

Medicinsk behandling er opfyldt på landsplan for alle undergrupper bortset fra Aldosteron antagonist behandling i Region Hovedstaden. Fysisk træning er generelt lidt forbedret, men indikatoren er kun opfyldt i to regioner. Indikatoren 'Patientundervisning' er nu opfyldt på landsplan.

Ni pct. af patienterne blev genindlagt indenfor de første fire uger efter udskrivning eller ambulante kontakt, hvilket er uændret fra sidste år. Dødeligheden er yderligere faldet til 13 pct.. Begge disse indikatorer er dermed opfyldte.

- Det er generelt blevet bedre, men ting kan altid blive endnu bedre. Hvor er der mest behov for at gøre det bedre?

"Fysisk rehabilitering", siger Keneth Egstrup. "Der er stadig brug for forbedringer i forhold til, hvor mange patienter der påbegynder fysisk træning og får vurderet deres funktionsniveau", siger Kenneth Egstrup.

Selv om det ikke er en indikator endnu, er styregruppen også begyndt at interessere sig for, om man udnytter de teknologiske muligheder godt nok - med f.eks. special-pacemakere - ICD og biventrikulær pacemakerbehandling til hjerteinsufficiens-patienter.

»Vi har lavet en opgørelse bagud. Foreløbig er det bare deskriptivt, men det ser ikke ud til at være i orden", siger Kenneth Egstrup.