Nødprævention i håndkøb

Mulighederne for selv at styre vores reproduktion blev radikalt forbedrede gennem få årtier i det 20. århundrede. Latexkondomet blev udbredt i årene efter 2. verdenskrig, spiraler blev til rådighed i slutningen af 1950'erne, p-pillerne kom på markedet i 1960 (i Danmark i 1966) og kobberspiralen i slutningen af 1960'erne. I 1973 fik vi fri abort, et par år senere fik vi ret til sterilisation, og fra slutningen af 1990'erne blev det i Danmark muligt at inducere tidlig provokeret abort medikamentelt (1, 2).

De fleste betragter mulighederne for at planlægge tidspunktet for graviditeter og dermed børnefødsler som et velfærdsgode, hvis fordele langt opvejer samme muligheders mindre hensigtsmæssige konsekvenser: Sammen med andre ændringer i samfundet har de nye teknikker medført, at kvindernes alder ved første barns fødsel er steget fra i gennemsnit 23 år i 1970 til knap 30 år i dag, og at fødselsraterne i nogle lande er betænkeligt lave. Uden immigration ville også det danske befolkningstal med den nuværende fødselsrate falde.

Til gengæld introduceredes in vitro-fertilisation i 1980'erne og intracytoplasmatisk sperminjektion (ICSI) i 1990'erne, hvilket effektiviserede barnløshedsbehandlingen markant, og muliggjorde egne biologiske børn hos par med henholdsvis aflukkede ægledere og svært kompromitteret mandlig sædproduktion.

Såvel p-piller, spiraler, sterilisation som konsekvent og korrekt brug af kondom indebærer en ganske høj sikkerhed imod uønsket graviditet. Alligevel sker der hver dag svigt, primært ved at parrene ikke benytter en effektiv kontraception korrekt, sekundært ved at korrekt anvendte metoder svigter. Konsekvensen af et uønsket svangerskab er ofte et ønske om at få det afbrudt. Antallet af provokerede aborter i Danmark toppede i 1975 med 27.884, svarende til en abortkvotient på 24 per 1.000 kvinder i fertil alder per år. Antallet er siden faldet og er nu nede på omkring 16.000 per år, en abortkvotient på omkring 13 per 1.000 fertile kvinder, eller et fald på 46% over 25 år. Faldet i antallet af provokerede aborter skyldes primært mere konsekvent brug af sikker kontraception.

Nødprævention er betegnelsen for præventionsformer, som benyttes efter et ubeskyttet samleje. Det drejer sig væsentligt om kobberspiraler, som kan opsættes indtil fem dage efter formodet ægløsning, og om fortrydelsespiller. Der blev i 1999 solgt omkring 30.000 Tetragynon (levonorgestrel, ethinylestradiol)-pakninger, som er et regime med to gange to p-piller, der skal tages med 12 timers interval inden for tre døgn efter det ubeskyttede samleje. Man kan estimere, at det svarer til omkring 1.500 forbyggede svangerskaber (3).

I juni 2001 blev der lanceret en ny fortrydelsespille, NorLevo (levonorgestrel), som indeholder rent gestagen, hvor kvinden inden for samme tidsgrænser skal indtage to gange 0,75 mg levonorgestrel med 12 timers interval (4). Effektiviteten er omkring 85%, dog højere hvis man tager tabletterne inden for et døgn efter ubeskyttet samleje, og bivirkningerne er færre end ved Tetragynon. Som noget nyt kan man købe præparatet i håndkøb.

Charlotte Thim Hansen et al redegør i dette nummer af Ugeskriftet for brugen af fortrydelsespiller blandt en stikprøve på 423 kvinder, som anvendte metoden i 1996 (5). De kan påvise, at tre fjerdedele anvendte metoden for første gang, at behovet for metoden hos halvdelen skyldtes manglende brug af kontraception og hos den anden halvdel svigt i metoden, overvejende kondomsvigt. Videre at 98% af brugerne betragtede metoden som netop det, den er: en nødforanstaltning.

Da tidsaspektet ved fortrydelsespiller er afgørende for effektiviteten, må det, efter at de er blevet tilgængelige i håndkøb, imødeses, at flere fremover vil kunne drage nytte af metoden. Det er ikke urealistisk, at vi derved kan reducere antallet af provokerede aborter med yderligere et til to tusinde.

Det er væsentligt, at nødprævention også fremover alene benyttes som en »nødbremse«, og ikke som en alternativ daglig kontraception. Selv om bivirkningerne ved nødregimet er få, er dosis for høj og bivirkningerne ved længere tids brug for mange, til at metoden kan bruges kontinuert.

Det forudsætter, at kvinden eller parret får en samtale hos egen læge snarest efter brugen af nødpræventionen med henblik på at finde frem til en sikker kontraception, som fremover kan benyttes konsekvent. Endvidere kan besøget hos egen læge sikre, at nødpræventionen faktisk havde den ønskede effekt. Kan vi sikre, at dette nye tilbud ikke misbruges, fx ved at der fremover i højere grad end tidligere sjuskes med brugen af sikker kontraception, kan vi kun hilse dette »nødtilbud« velkomment.