Nødvendigheden af et udvalg for videnskabelig uredelighed

Store fremskridt er sjældent støjfri. Blandt Ugeskriftets læsere må alle, der har fulgt lægevidenskabens udvikling gennem det sidste kvarte sekel, have observeret støjen. Forskning og viden er mangedoblet siden 1970'erne; men det samme synes desværre også at gælde fænomenet videnskabelig uredelighed. Alene internationale tidsskrifter som Nature og New England Journal of Medicine bringer nu jævnligt omtale af uredelighedssager med datafabrikation, datamanipulation, plagiering eller groft sjuskeri.

Fortiden kendte også til datafabrikation og manipulation, men betragtede de få eksempler herpå som isolerede undtagelser. De mange uredelighedssager i 1970'erne og 1980'erne kom hovedsagelig fra USA. Men de vakte opsigt overalt ved at sætte spørgsmålstegn ved forskningens fundament, den kompromisløse og omhyggelige sandhedssøgen. Var sagerne udtryk for generel degeneration af forskeretikken? Eller afspejlede uredeligheden blot en konstant lille fraktion af råddenskab i en kompetitiv verden, hvor rekrutteringen af forskere er hastigt stigende? Under alle omstændigheder har skadevirkningen været stor. Uredelige forskere er en »contradictio in adjecto« på samme måde som de pædofile præster, der er blevet afsløret i den katolske kirke.

Uredelighedsbølgen kom som nævnt fra USA. Men det blev efterhånden klart, at uredelighed fandtes overalt. Mange (om end langtfra alle) amerikanske uredelighedssager var lægevidenskabelige. Derfor tog Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd herhjemme først i 1990'erne initiativ til at undersøge og om muligt forebygge udviklingen ved at oprette Udvalget (senere Udvalgene) Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Oprettelsen blev grundigt forberedt [1]. Som Brydensholt & Axelsen [2] har beskrevet i dette nummer af Ugeskriftet, levede UVVU fra efteråret 1992 til januar 2003 i relativ ubemærkethed. Udvalgets dokumenterede skadekontrol medførte, at UVVU i 1999 blev udvidet til at dække alle videnskaber som et permanent organ under Forskningsstyrelsen. Selv om udvalget blot fortsatte sit stilfærdige liv herhjemme, steg respekten til gengæld i udlandet for UVVU som et velfungerende og gennemtænkt instrument til håndtering af de altid delikate uredelighedssager. UVVU inspirerede derfor til oprettelse af tilsvarende organer i andre europæiske lande. Hvor ofte gør et dansk udvalg det?

UVVU kunne efterhånden vise, at forsætlig og grov uredelighed er sjældent forekommende, men at der findes en betydelig gråzone med varierende grader af uhensigtsmæssig og kritisabel forskeradfærd, som ikke kaldes uredelig i snæver forstand, fordi forsætlighed ikke lader sig bevise. Endelig har UVVU også vist, at en del sager, der anmeldes som uredelighed, ofte blot drejer sig om ufredelighed mellem nærtagende og undertiden kværulantiske forskere. Hensigtsmæssigheden af et fornuftigt UVVU synes med andre ord at være veldokumenteret. UVVU's berettigelse underbygges også af den omfattende internationale erfaring, der viser, at det enkelte universitet gang på gang fejler i håndteringen af uredelighedssager. Der kræves ikke blot regelsæt, men også et overordnet organ med erfaring i både de sjældne egentlige uredelighedssager og de hyppigere gråzonesager. Det er som med komplekse og sjældne operationer. De må samles på en eller få specialiserede kirurgiske afdelinger med fornøden ekspertise. Ellers kan det som bekendt gå gruelig galt.

I januar 2003 brød et uvejr løs, der gjorde UVVU landskendt. Statistiklektor Bjørn Lomborgs bog med den ydmyge titel [3] var blevet anmeldt for uredelighed. UVVU håndterede alt i alt sagen rimeligt ved at basere sin vurdering af videnskabeligheden på en række af verdens førende forskeres gennemgang af bogen i Scientific American. Lomborg fik påtale af UVVU; men den var mild, da forsætlighed ikke kunne bevises. Ikke desto mindre udløste påtalen voldsom kritik og underskriftindsamling fra især jurister, økonomer og handelshøjskolefolk. Hvordan disse har kunnet sætte sig ind i UVVU's omfattende og hovedsageligt naturvidenskabelige materiale om sagen på få dage er næsten uforståeligt. Derfor indsamlede læger og naturvidenskabsfolk, men også en del humanister og samfundsforskere i en modreaktion en del flere underskrifter til støtte for UVVU. Modreaktionens budskab var, at UVVU er et hensigtsmæssigt og til tider nødvendigt organ i et civiliseret samfund, hvor seriøs forskning skal tages alvorligt, og hvor forskningens betydning er stigende. UVVU's forebyggende virke må ikke svækkes af Lomborg-sagen. Det ville kunne forlede svage sjæle til at tro, at det er acceptabelt at publicere useriøs og løsagtig forskning.

Det danske samfund bør glæde sig over UVVU og dets eksempel til efterfølgelse. Det har højnet den internationale forskningsverdens respekt for dansk forskning.

Korrespondance: Jens F. Rehfeld, Klinisk Biokemisk Afdeling, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København. E-mail: rehfeld@rh.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet