»Nogle af bogens interviews er nærmest komiske eller tragiske«

Bogens udgangspunkt er det sørgelige og skamfulde faktum, at man tidligere var tilbøjelig til at tillægge moderen skylden, hvis et barn udviklede en spiseforstyrrelse, skizofreni eller andet. At man var blind over for, at moderen (og faderen) naturligvis også forsøgte at tilpasse sig situationen, hvis barnet udviklede svære psykiatriske symptomer.

Det er nemt at forestille sig, hvor forfærdeligt det må være ikke alene at føle sorg og angst over, at ens barn er sygt, men også at skulle føle, at man var skyld i tilstandens opståen.

Myten om »den skizofrenogene moder« opstod i 1948, hvor psykiateren Frieda Fromm-Reichmann ud fra en psykoanalytisk tankegang mente, at moderens forhold til barnet kunne udløse skizofreni.

I 1950’erne udviklede sociologen Gregory Bateman den teori, at en særlig form for kommunikation kaldet »double bind« forårsagede skizofreni, idet der var uoverensstemmelser mellem, hvad moderen sagde, og hvad hun gjorde i forhold til barnet. Teorien var det pure tankespind uden nogen empiriske holdepunkter, men fik desværre kolossal betydning for de pårørende til psykisk syge. Den gav endog anledning til forskellige berømte spillefilm, bl.a. »Family life« af Ken Loach, som beskrev, hvordan en ung pige udviklede skizofreni i en kvælende småborgerlig families jerngreb.

Den forrykte teori fik desværre meget stor gennemslagskraft og forpestede forholdet mellem behandlere og pårørende gennem mange år, selvom enorme mængder af psykiatrisk forskning gennem 1980’erne og frem viste, at årsagen til bl.a. skizofreni ikke var så simpel og banal.

Forfatteren til den aktuelle bog føler dog stadig, at disse forestillinger præger mødet mellem de pårørende og de fagprofessionelle, og har derfor samlet et antal interview, som skal belyse problematikken. Det er der desværre ikke kommet nogen god bog ud af.

Interviewene stritter i alle retninger, og intervieweren holder bare mikrofonen og gengiver revl og krat uden ét kritisk spørgsmål. De fleste af de interviewede er dog enige om, at »det er psykiatriens skyld«. Det virker ærligt talt lidt trættende at få revet det i næsen, når man nu ved, hvorledes fremragende psykiatere i de sidste 50-60 år har forsket i de psykiske sygdommes opståen og igen og igen har tilbagedrevet de vanvittige forestillinger fra 1950’erne.

Nogle af interviewene er nærmest komiske (eller tragiske, denne anmelder kan ikke rigtigt afgøre, om han skal le eller græde), når de f.eks. slet ikke anerkender eksistensen af psykiske sygdomme.

En psykolog på en retspsykiatrisk afdeling (sic) mener således ikke, hans patienter er syge, men de er psykotiske, fordi »de har så stort et selvhad, at de ikke kan holde ud, at man ser på dem med kærlige øjne«. Javel, så ved man det.

Grunden til, at myten om den skizofrenogene moder kunne opstå, var jo netop, at teoridannelsen var så fuldstændigt frigjort fra krav til empirisk evidens. Dette illustreres desværre igen og igen i flere af kapitlerne.

Hvis bogen var skrappere redigeret og udsagnene mere evidensbaserede (der findes rigelig med evidens til at belyse dette emne!), kunne den måske anbefales. Men de pårørendes sorg og smerte fortjener et bedre forsvar og en bedre belysning end denne bog.