Skip to main content

Nordjylland kan blive taber i PLO-konflikt

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

25. apr. 2013
3 min.

Rigtig mange ældre praktiserende læger i Region Nordjylland vil ikke finde sig i at få deres virke reguleret af en bekendtgørelse fra Sundhedsministeriet. Kommer sådan et indgreb, vil de ganske enkelt holde op.

Det advarer PLO-Nordjylland om i en udtalelse, som blev resultatet af diskussionen på et godt besøgt medlemsmøde tirsdag.

”Vi forudser, at rigtig mange patienter – måske op mod 100.000 – efterlades i et tomrum uden sikker adgang til en praktiserende læge, fordi ældre læger vil gå på pension, og yngre læger vil fravælge specialet”, som der står i pressemeddelelsen.

Udtalelsen kommer, efter at rygtesmedjen vil vide, at regeringen arbejder på en bekendtgørelse, der skal regulere almen praksis i tilfælde af, at Danske Regioner formelt opsiger den nuværende overenskomst med de praktiserende læger. Bekendtgørelsen ventes ikke at være særskilt imødekommende over for de praktiserende læger.

”Det er det, vi hører”, siger Kaj Bernth, formand for PLO-Nordjylland.

”Vi har 100 praktiserende læger, der er i den pensionsmodne alder – dvs. 64-65 år. Det er en tredjedel af lægerne. De gider jo ikke blive frataget rettigheder og oven i købet gå ned i honorar. Man får ikke de ældre læger til at blive. Det vil gå hårdt ud over Region Nordjylland”, siger Kaj Bernth, formand for PLO-Nordjylland.

Et regeringsindgreb vil også få afledt effekt på rekrutteringen.

”Der er jo ikke nogen, der vil op til et sted, hvor de risikerer 2-3.000 patienter”, siger Kaj Bernth om det nordjyske fremtidsscenarie.

Region Nordjylland har i forvejen svært ved at rekruttere praktiserende læger.

Færre jobs hos lægerne

Flere læger har kommenteret udtalelsen og gør opmærksom på, at usikkerheden omkring almen praksis’ fremtid allerede har fået konsekvenser, nemlig for personalet, som er blevet skåret ned.

En fortæller f.eks. om en sygeplejerske på 32 timer om ugen, som har fået nyt arbejde, og hvor stillingen ikke er blevet genbesat ”pga udsigt til konflikt”.

”Vi har også reduceret vores personale. Vores plan først på efteråret 2012 var at ansætte en ekstra deltidssekretær, men efter konfliktvarslerne er det ikke gjort, før vi har en afklaring. Samtidig går vores ene sygeplejerske på 30 timer af til efterløn nu i maj. Vi tør ikke nyansætte, så længe vi ikke ved, hvad fremtiden bringer”, beretter en anden.

Forhandlet løsning bedst

De nordjyske praktiserende læger ville langt foretrække en forhandlet løsning. Det vil Regionsrådsformand Ulla Astman (S) fra Region Nordjylland også.

”Jeg tror, vi alle sammen helst vil have en forhandlet løsning, men der skal to til at forhandle og to til at finde hinanden. Vi må se, om det kan lykkes i 11. time”.

PLO-Nordjylland mener, at et regeringsindgreb vil drive de ældre læger væk – bekymrer det dig ikke?

”Jeg kan ikke kommentere på det, når vi ikke ved, hvad der vil ske. Det er spåkoneri. Vi er nødt til at afvente. Men de praktiserende læger kan jo nemt selv løse problemet selv, nemlig ved at sætte sig til forhandlingsbordet”.

Nu er det jo regionerne, der har forladt forhandlingsbordet?

”Jo, men der har jo været taget kontakt nogle gange for at se, om vi skulle vende tilbage, om de ville forhandle, og der var ingen åbning. Der skal to til en forhandling”.