Skip to main content

Novo-direktør: Besparelser truer dansk forskning

Regeringens foreslåede besparelser kan ende med at tvinge en stor del af Novo Nordisks forskning til udlandet, advarer forskningsdirektør Mads Krogsgaard Thomsen.

Forskning og udvikling hos Novo Nordisk i Bagsværd. Foto: Novo Nordisk
Forskning og udvikling hos Novo Nordisk i Bagsværd. Foto: Novo Nordisk

Klaus Larsen kll@dadl.dk

29. okt. 2015
2 min.

Hvis regeringens gør alvor af sine planer om at spare 1,2 milliarder kroner på bevillingerne til universiteternes forskning næste år, risikerer man, at medicinalgiganten Novo Nordisk vil flytte væsentlige dele af sin forskning til udlandet.

Det fastslår virksomhedens forskningsdirektør, Mads Krogsgaard Thomsen over for Berlingske. Advarslen kommer dels i et debatindlæg, dels i et uddybende interview:

»I Novo Nordisk finder vi to tredjedele af vores kolleger fra de store universiteter i hovedstadsregionen«, siger forskningsdirektøren.

»Hvis værdikæden med offentlig forskning og uddannelse af høj kvalitet ikke er intakt, bliver det fremover svært for mig at retfærdiggøre over min ledelse og bestyrelse, at Danmark er det rigtige sted at placere hovedparten af vores forskning«, siger han.

Det fremgår af regeringens udkast til finanslov, at der næste år skal skæres 8,5 procent, svarende til 1,4 milliarder kroner, af bevillingerne til offentlig forskning.

Det er anden gang inden for kort tid, at Mads Krogsgaard Thomsen kritiserer regeringens besparelser på forskningsområdet. I oktober var det ”grønthøsteren”, der over de næste fire år skal skære 3,3 milliarder kroner på landets universiteter og højere læreanstalter.

Afhængig af offentlig forskning

I debatindlægget peger Mads Krogsgaard Thomsen på, at Novo Nordisk bruger næsten lige så mange penge på forskning og udvikling som den danske statskasse, men at virksomheden samtidig er dybt afhængig af den offentlige forskning:

Et af Novo Nordisks produkter, som mere end en million diabetespatienter i hele verden har gavn af dagligt, havde aldrig set dagens lys, hvis ikke en forskergruppe på Københavns Universitet havde opdaget et lille interessant tarmhormon med potentiale”, skriver Mads Krogsgaard Thomsen og fortsætter:

”Novo Nordisks knowhow og investeringer i at forvandle det lille hormon til et lægemiddel var selvfølgelig afgørende. Men virksomheden havde ikke selv fundet kimen”.

Mads Krogsgaard Thomsen advarer om ”alvorlige konsekvenser” for dansk forskning, hvis man gør alvor af at skære ”næsten ni procent” af bevillingerne fra det ene år til det andet.

”Særlig hårdt vil beskæringen gå ud over sundhedsforskning, hvor det allerede er rigeligt svært at komme igennem nåleøjet. Det vil for de enkelte forskere virke helt usandsynligt at få støtte, hvis regeringens forslag gennemføres. Sådan skaber man ikke dynamiske miljøer og karriereveje for unge forskertalenter”, skriver forskningsdirektøren.

Mads Krogsgaard Thomsen: Forskningen beskæres for voldsomt (link)