Skip to main content

Novo Nordisk Prisen 2003 deles af to cancerforskere

Redaktionen

2. nov. 2005
3 min.

Cancerforskerne Jiri Bartek, afdelingsleder, og Jiri Lukas, seniorforsker, Kræftens Bekæmpelse, tildeles Novo Nordisk Prisen 2003. De får prisen i fællesskab for deres omfattende forskning, der belyser, hvordan celler deler sig, hvordan den normale celledeling er forandret ved cancer, og hvorledes cancer på sigt kan bekæmpes.



Prismodtagerne

Jiri Bartek er født den 24. oktober 1954. Han er uddannet som læge ved Palacky Universitet, Den Tjekkiske Republik i 1979, erhvervede ph.d.-graden ved Institute for Molecular Genetics, Czech Academy of Science, Prag, i 1983. Jiri Bartek var i perioden 1991-1992 chef for Department of Tumor Biology, Institute of Haematology, Prag, indtil han flyttede til København som seniorforsker ved Afdelingen for Cellevækst og Kræft ved Kræftens Bekæmpelse, hvor han i 1999 blev udnævnt til chef for afdelingen. Han blev i 2002 udnævnt til adjungeret professor ved såvel Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, som ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Jiri Bartek er medlem af European Molecular Biology Organization (EMBO).

Jiri Lukas er født den 31. oktober 1961 og blev dyrlæge ved Brnos Universitet, Den Tjekkiske Republik, i 1986. Han erhvervede ph.d.-graden ved Institute of Systematic and Ecological Biology, Brno, i 1990, fik post-doc-ansættelse ved Department of Tumor Biology, Institute of Haematology, Prag, i 1991-1992, hvor Jiri Bartek var leder. Post-doc ved Cell Cycle Group, Differentiation Programme EMBL Heidelberg i 1992-1993 og er siden 1993 seniorforsker ved Afdelingen for Cellevækst og Kræft ved Kræftens Bekæmpelse.

Prismodtagernes forskning

Lukas' & Barteks forskning vedrører et meget kompliceret netværk af proteiner, som kontrollerer cellers deling. De såkaldte cellecyklusproteiner bestemmer, hvorvidt celler skal træde ind i cellernes delingscyklus og forberede deling ved at kopiere arvematerialet. Nogle proteiner sikrer, at beskadiget eller forkert kopieret DNA korrigeres inden celledeling for at forhindre, at sådant ændret DNA bringes videre til en dattercelle. Lukas & Bartek har samarbejdet om en lang række vigtige opdagelser af, hvorledes disse cellecyklusproteiners aktivitet reguleres, og har bidraget meget væsentligt med hensyn til beskrivelsen af disse fundamentale processer i normale celler. De har samtidig påvist flere betydende ændringer af cellecyklusproteinerne, som ligger til grund for opståen af cancer. Barteks & Lukas' resultater er af særdeles stor betydning inden for cancerforskningen, og de er internationalt meget anerkendte.

Sammenfattende kan det konkluderes, at forskerparret Bartek & Lukas har etableret og vedvarende udbygget deres position som førende med hensyn til at øge forståelsen af, hvorledes cellecyklus reguleres. De har således vist, hvorledes DNA-beskadigelser bremser cellecyklus, samt hvorledes defekter i de komponenter, der indgår i dette komplekse netværk af proteiner, er relateret til cancer. Bartek & Lukas har sammen bidraget med flere originale fund, som er publiceret i de absolut førende internationale tidsskrifter og er ofte citeret. Det er imidlertid kombinationen af at bidrage med originale fund og samtidig sætte disse og andres ind i en konceptuel ramme, der er enestående for Bartek & Lukas.

Novo Nordisk Prisen

Novo Nordisk Prisen er på i alt 1 mio. kr. Prisen består af en personlig del på 250.000 kr. før skat samt yderligere 750.000 kr., som prismodtagerne kan disponere over til nye forskningsinitiativer, umiddelbare behov for apparatur, laboranthjælp, studierejser i udlandet eller invitation af gæsteforskere til Danmark med henblik på udveksling af viden.