Aktuelt

»Nu er det genopdaget i hele verden, at infektioner kan påvirke hjernen«

Hvordan kan en streptokokinfektion udløse selvskadende adfærd og selvmordstanker hos en seksårig dreng? Hvordan påvirker somatiske sygdomme udviklingen af psykiatriske lidelser? Forskningen i immuno- og præcisionspsykiatrien kaster et stadig klarere lys over sammenhængene, siger Danmarks første og eneste professor i immunopsykiatri – og COVID-19 har givet medvind til forskningen.

Psykiatriske sygdomme fylder mest, når man måler impact af sygdomme. »Så der må følge tilsvarende midler med. Det synes jeg godt, man kan sige uden at være polemisk«, mener Michael Benros. Foto: Claus Bech

Jens Nielsen, jen@dadl.dk

28. apr. 2023

22 min.

Det var lige omkring skolestart, at han begyndte at opføre sig mærkeligt. Både derhjemme og i skolen, hvor lærerne sagde, han havde svært ved at sidde stille og havde nogle underlige bevægelser. De syntes, det blev værre og værre, og mente, at han skulle udredes psykiatrisk.

Det blev han så. En mild ADHD, lød vurderingen. Men der var noget, der slet ikke stemte, tænkte hans mor, Laura Lundby. Hun er med egne ord en »almindelig, alment praktiserende læge« i Valby, og hun kunne bare konstatere, at hendes søn blev tiltagende dårligere:

»Meget dårligere. Han havde fået en støtteperson i skolen tre timer om dagen og kom tidligt på fritidshjemmet, fordi han ikke kunne klare mere skole. Han var udadreagerende, selvskadende og voldelig over for de andre børn. Han var på vej væk. Han hallucinerede og fik selvmordstanker, og jeg tænkte, at det var da en mærkelig form for ADHD. Det kan ikke passe«.

På det tidspunkt var der gået flere måneder, og så var det en søvnløs nat, at Laura Lundby sad ved computeren og ledte efter forklaringer:

»Ved et tilfælde kom jeg den nat til at google ,streptokokker og ADHD’ og stødte på den måde på en lidelse, hvor jeg kunne sætte flueben ud for alle de symptombeskrivelser, der var. Om morgenen spurgte jeg ham så: ,Har du egentlig ondt i halsen’, og så sagde han ,ja’. ,Nå, men har du sådan rigtig ondt i halsen?’. Og ja, det havde han«, fortæller Laura Lundby.

»Så tog jeg ham med hen i min klinik og podede ham i halsen, og han var positiv for streptokokker. Der var jeg ved at falde ned af stolen og tænkte, at det kunne ikke være rigtigt. Så gav jeg ham penicillin, og på 24 timer vendte han fuldstændig og blev sig selv igen. Det var en fredag, han startede på penicillin, og da jeg sendte ham tilbage i skole ugen efter, spurgte lærerne undrende: ,Hvad har du gjort ved ham?’. Meget hurtigt kunne skolen tage støttetimerne væk, og derfra begyndte det at gå fremad«.

Sjælden – eller?

Den lidelse, som Laura Lundby havde googlet sig frem til, hedder PANDAS, pædiatrisk autoimmun neuropsykiatrisk forstyrrelse associeret med streptokokinfektion. Den blev defineret i 1998 og er altså direkte associeret med lige præcis en streptokokinfektion. Men i andre tilfælde med lignende symptomer hos patienter med en pludselig debut af OCD er der ingen sammenhæng med streptokokker, men derimod med en række andre sygdomme, og denne lidelse er fra 2012 defineret som en ny klinisk diagnose, PANS, pædiatrisk akutudløst neuropsykiatrisk syndrom. Nu er de begge nævnt i ICD-11, men uden specifikke symptombeskrivelser og uden behandlingsvejledning.

Begge lidelser er fortsat meget omdiskuterede, og Laura Lundby mødte i starten ikke megen tillid hos de læger, hun som mor konsulterede med sin søn og fortalte om sine observationer. Selv tænkte hun også, at det måtte være en meget sjælden lidelse.

»Men der gik kun tre måneder, før der sad en patient i min klinik med de samme symptomer – og så tænkte jeg, at så sjældent kan det så heller ikke være, når jeg støder på to på tre måneder. Siden har jeg og mine kolleger i klinikken været meget mere opmærksomme på det, og jeg har fundet et tilfælde mere. Både mit eget barns forløb og de andre tilfælde har da fået mig til at tænke, hvorfor ved jeg ikke noget om det her og har aldrig hørt om det før, og hvorfor der tilsyneladende ikke nogen i almen praksis, der ved noget om det her?«, siger Laura Lundby.

»I dag har vi kunstigt opdelte kasser af sygdomme, som jo er menneskeskabte, men ikke nødvendigvis baseret på biologi«, siger Michael Benros, professor, Psykiatrisk Center København. Foto: Claus Bech.

Fakta

Blå bog: Michael Benros

Det ene udelukker ikke det andet

Men hvordan kan en uskyldig infektion udløse sådanne psykiatriske symptomer? Hvor meget ved vi om sammenhængen mellem immunsystemet og hjernen? Og hvad peger den eksisterende viden om immunopsykiatri i retning af? Det har Ugeskrift for Læger spurgt Michael Benros om. Han er Danmarks første professor i netop immunopsykiatri, men forsker desuden i en bred vifte af mulige biologiske årsager til psykiatriske symptomer og sygdomme.

Immunopsykiatrien er bare et af de felter, som hans forskerhold i Biologisk og PræcisionsPsykiatri på Psykiatrisk Center København har gang i, og det hører under det overordnede arbejde med præcisionspsykiatri, hvor målet, som navnet antyder, er at give den enkelte patient så præcis en behandling som muligt – målrettet de specifikke symptomer og de underliggende udløsende faktorer.

Og de kan f.eks. i nogle tilfælde være en streptokokinfektion som i Laura Lundbys fortælling, men på sit kontor oppe under taget på Psykiatrisk Center København understreger Michael Benros, at der er mange mulige forklaringer – dog kan man i hvert fald konstatere, at der i nogle tilfælde kan ligge en autoimmun CNS-sygdom bag psykiatriske symptomer.

»Vi ved, at ja, immunsystemet og herunder autoimmune reaktioner kan påvirke hjernen, hvilket vi er i gang med at blive klogere på, men der er flere forskellige veje, hvormed immunologiske faktorer kan påvirke hjernen, og det ene udelukker ikke det andet. Og hvis vi kan detektere sikre immunologiske påvirkninger, såsom aktive pågående infektioner, og særligt neuroinfektioner, neuroinflammation eller sikre antistoffer i hjernevæsken, der kan reagere mod hjernen, skal vi selvfølgelig gøre vores ypperste for at behandle dem i henhold til aktuelle guidelines. Der, hvor der ikke foreligger guidelines med sikker evidens, bør vi undersøge det i store studier for at sikre evidensen, så det kan komme til gavn for en større gruppe patienter på sigt. Dermed kan vi arbejde hen imod at blive endnu mere specifikke og med større sikkerhed kunne dele sygdomskategorier op i nye kategorier, hvor vi så kan give en mere specifik behandling – selvfølgelig helst målrettet mod de underliggende årsager«, siger han og peger dog på, at der muligvis kan være et efterslæb inden for børneområdet i forhold til at udrede biologisk med differentialdiagnostisk øjemed, hvilket kræver velgennemførte studier, der klart påviser behovet og for hvilke undersøgelser.

»Børn bliver generelt udredt mindre biologisk end i voksenpsykiatrien, hvor det er standard, at man får en generel somatisk undersøgelse med blodprøver og en neurologisk undersøgelse ved indlæggelse. Særligt hvis patienten er over 50 år og indlægges med nyopstået psykiatrisk lidelse, går man som læge som det første på jagt efter at identificere en biologisk årsag i differentialdiagnostisk øjemed. Det kunne vi også se i et nationalt registerstudie, da vi kiggede på patienter over 50 år med førstegangsindlæggelser for depression. Her havde en ud af 54 en uopdaget cancer i kroppen – og der kan man så lægge på med andre sygdomme. Det mest almindelige er jo, at det er en urinvejsinfektion, særligt hos de ældre, og det er også en helt integreret del af vores behandlingssystem i dag at undersøge for de mest almindelige, kendte årsager med vores nuværende viden«, siger Michael Benros.

»Men vi laver også studier sammen med pædiaterne og børn og unge-psykiatere for at undersøge patienter, der kunne klassificeres med PANS og PANDAS, og undersøge, i hvilken grad og om de nuværende foreslåede definitioner i tilstrækkelig grad kan anvendes til at adskille patienterne fra andre patienter med tilsvarende sygdomsforløb og forekomster af tics og OCD. De foreslåede definitioner på PANS og PANDAS kalder på, at man får undersøgt det grundigt i større højkvalitetsstudier end tidligere for at undersøge sikkerheden i definitionerne og herefter med velgennemførte placebokontrollerede RCT’er undersøge, i hvilken grad immunmodulerende behandling er virksom, og særligt karakteristika hos dem, der responderer, så der kommer sikrere evidens bag behandlingen og præcisering af definitionerne«.

Men, siger Michael Benros, de fleste vil gerne have en biologisk forklaring på de symptomer, de oplever, og der er også et vist afstigmatiserende element i netop at få afsøgt underliggende årsager – såvel biologisk som psykologisk – men det tager tid at finde årsagsforklaringerne og kræver grundige studier, så vi med større sikkerhed ved, hvem vi kan hjælpe med en mere målrettet behandling«.

En overflod af data

For at nå hen til den størst mulige evidens tager Michael Benros og hans hold af forskere store mængder af data i brug. Meget store mængder. De bliver brugt til dels at se på, hvordan immunsystemet kan påvirke hjernen og forårsage neuropsykiatriske, neurologiske og kognitive symptomer, men »vi bruger dem også i arbejdet med præcisionspsykiatri til at kunne inkludere så mange faktorer som muligt i forsøget på at identificere nye underliggende årsager til psykiatriske sygdomme«, fortæller Michael Benros.

»Vi har nærmest en overflod af data i Danmark, dels fra de nationale registre, hvor vi kan følge hele den danske befolkning som én stor kohorte og se på forskellige eksponeringer, dels har vi de store genetiske studier, der er linket til registrene, hvor vi kan se på immunogenetiske sammenhænge og på andre genetiske forhold. I et nyt projekt har vi fået adgang til alle elektroniske patientjournaler fra hele Sjælland, og så har vi biobankstudier og endelig nogle kliniske studier som f.eks. PSYCH-FLAME [se faktaboks], hvor vi tager CSF [rygmarvsvæske], blod og mikrobiom fra patienter med nyopståede psykoser og depression og følger dem og matchede kontroller gentagne gange. De basale CSF-undersøgelser er en relativt billige undersøgelser, som viser en række standardmarkører, og hvis de så viser, at der er noget at arbejde videre med i f.eks. differentialdiagnostisk øjemed, vil vi undersøge for, hvilken patientgruppe undersøgelserne kunne være særligt gavnlige at indføre i differentialdiagnostisk øjemed«, siger han.

Aktuelt har han og forskerholdet netop startet et nyt behandlingstrial, hvor 300 patienter deltager i et randomiseret forsøg kaldet Dexa-Psych med placebo versus dexamethason, altså en immunmodulerende behandling, for at undersøge, om det har effekt på moderat til svær depression. Ud over at Michael Benros selv har været en del af holdet bag tilsvarende forsøg i udlandet med lovende immunmodulerende behandling til psykose, er der gjort et solidt forarbejde også forud for den danske udgave til depression, og det er afgørende for at sikre kvaliteten, understreger han.

»Vi arbejder meget med at udføre systematiske review og metanalyser for at opsummere, hvad der er state of the art inden for det, vi vil undersøge, så vi kan sikre, at hvert eneste studie, vi selv laver, netop substantielt forbedrer den nuværende state of the art og er det hidtil bedste i verden, og så vi er sikre på, at vi ikke overser noget. Inden det her nye forsøg og andre lignende RCT’er lavede vi netop systematiske review og metaanalyser af alle de forsøg, der hidtil er lavet med immunmodulerende behandling af depression, og den, der så ud til at være mest effektiv, var behandlingen med dexamethason.

Men det forsøg var kun baseret på to relativt små studier, der dog viste, at inden for fire dage blev depressionssymptomerne målt ved Hamilton-scoren halveret. Det er jo en stor effekt, men små studier skal altid tages med et gran salt, så nu tager vi det videre i et fuldt fase 3-studie med henblik på, om det kan implementeres og bidrage til at forbedre den nuværende behandling. Herunder om det særligt er dem med målbare immunologiske forandringer, som responderer på behandlingen.

På samme måde har vi i PSYCH-FLAME-studiet på forhånd gennemgået al litteraturen, hvor vi tydeligt kunne se, at der mangler store højkvalitetsstudier af særligt hjernevæsken, som er det materiale tættest på hjernen, der kan undersøges rutinemæssigt, så netop det har vi over de seneste år gennemført, så vi kan være sikre på de sammenhænge, der tidligere er vist, og udføre mere detaljerede biologiske undersøgelser, som nu er mulige til at komme årsagssammenhænge nærmere«, siger Michael Benros.

»Det store problem ved de her hjernesygdomme er jo, at vi ikke kan få direkte adgang til hjernen«, siger Michael Benros. Foto: Claus Bech

»Jeg tænker, at der er andre, der er gået under radaren. Det er jeg i hvert fald bekymret for«Laura Lundby, almen praktiserende læge

Nedbrudte barrierer

Rent historisk er det egentlig ikke nyt overhovedet, at der en sammenhæng mellem infektioner og psykiatriske symptomer, konstaterer han.

Helt tilbage til Hippokrates’ tidlige observationer af sammenhæng mellem feber og psykiske forandringer – »det har jo sandsynligvis været delirøse tilstande, men dengang kunne man ikke se infektionen« – til Emil Kraepelin, en af psykiatriens fædre, der i slutningen af 1800-tallet spekulerede i, om subgrupper af skizofreni i virkeligheden var en immunologisk sygdom, fordi han kunne observere hudlæsioner hos en væsentlig andel af patienterne uden at kunne forklare hvorfor, indtil man i starten af 1900-tallet opdagede syfilisinfektionen og dermed neurosyfilis. Den første Nobelpris til en psykiater blev også givet til malariainduceret aktivering af immunsystemet til behandling af neurosyfilis, som i visse tilfælde kurerede patienterne, men desværre heller ikke var en helt ufarlig behandling.

På det tidspunkt havde en tredjedel af alle indlagte på de gamle psykiatriske statshospitaler netop neurosyfilis som medvirkende årsag til symptomerne, fortæller Michael Benros, men efter opdagelsen af antibiotika under Anden Verdenskrig og udbredelsen af dem i det følgende årti forsvandt neurosyfilis gradvist fra de psykiatriske afdelinger.

»Så tænkte man, at det kun var den sygdom, der havde været problemet. Man troede nemlig dengang, at hjernen var komplet beskyttet af blod-hjerne-barrieren, og at der ikke var nogen immunceller inde i hjernen – selvom det da kan undre mig, at man overvejende troede, at der kunne være en sammenhæng udelukkende mellem syfilis og psykiatriske lidelser, men at der ikke kunne være det med andre infektioner.

Det var først i slutningen af 1980’erne, man fandt ud af, at blod-hjerne-barrieren faktisk godt kunne blive mere gennemtrængelig ved hovedtraumer og infektioner, og i 1990’erne fandt man ud af, at der faktisk er immunceller inde i hjernen, mikroglia, der bare er ,sovende’, indtil de bliver aktiveret, og senere har man fundet ud af, at der er en kommunikation mellem det perifere immunsystem og hjernen, også hos raske. Anti-NMDA [N-methyl-D-aspartat]-encefalitis blev opdaget i 2007, og så er det kun seks år siden, man fandt ud, at der, ligesom der er i resten af kroppen, også er et lymfesystem i hjernen, der drænerer den for affaldsstoffer og renser og vasker hjernen – særligt i løbet af natten.

Og så er det for ganske nylig, at danske forskere fandt ud af, at der faktisk også er en fjerde hjernehinde, hvis primære funktion er immunologisk. Så der er sket rigtigt meget med vores viden om hjernen og immunsystemet – forskningen i neuroimmunologi er gået sådan her«, siger Michael Benros og tegner med hånden en stejl kurve i luften.

En stejl kurve

Hans egen vej ind i forskningen startede på en sommerforskerskole hos Kræftens Bekæmpelse i 2005, hvor man blev opfordret til selv at komme med et projekt. Han tog afsæt i to patienter med depression, som han havde set under sin praktik i en almen praksis.

»En af dem reagerede til sidst ikke på behandlingen, blev psykotisk og blev indlagt. Her fandt man ud af, at han havde en hjernetumor, og da den blev behandlet, forsvandt de psykiatriske symptomer. Den anden patient med et lignende forløb viste sig at have småcellet lungecancer, som forklarede de psykiatriske symptomer. Det, syntes jeg, var interessant, og jeg gik via registrene i gang med at undersøge, om det var et tilfælde, eller om der var en reel sammenhæng.

Jeg tog et forskningsår og fik stablet et registerstudie på benene med hjælp af fantastiske vejledere, og det viste, at når du er førstegangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, har du øget risiko for uopdaget cancer – særligt i hjernen og lungerne: 19 gange øget risiko for uopdaget hjernecancer og seks gange øget risiko for uopdaget småcellet lungecancer«, fortæller Michael Benros om den opdagelse, der sendte ham i retning af forskningen og planlægning af en efterfølgende ph.d.-afhandling om, hvorvidt infektioner og autoimmune sygdomme generelt øger risikoen for psykiatriske lidelser.

»På nogenlunde samme tidspunkt blev der opmærksomhed på, at paraneoplastiske antistoffer fra særligt småcellet lungecancer kunne reagere mod hjernevæv, og i årene efter opdagede man anti-NMDA encefalitis, hvor antistoffer – der ikke nødvendigvis var relateret til cancer – kunne påvirke NMDA-receptoren i hjernen og fremkalde psykotiske og psykiatriske symptomer. Tæt på 100% af de patienter udviklede svære psykiatriske symptomer, så det var ligesom et bevis på en mekanisme, og det har medført et peak i interessen inden for psykiatrien, og det har ført videre til de næste studier inden for mit område«.

Men selvom forskningskurven er stejl, er hjernen stadig i høj grad uopdyrket land:

»Det store problem ved de her hjernesygdomme er jo, at vi ikke kan få direkte adgang til hjernen – CSF er det tætteste vi kan komme på det i en større skala, hvorimod man som leverlæge kan tage biopsier af leveren løbende – det kan vi ikke gøre fra hjernen, og det er en stor forskningsmæssig udfordring, at vi cirkler lidt omkring ,den varme grød’. Vi kan kun studere hjernen fysisk post mortum, og når vi dør, undergår hjernehinden også forandringer, og så kommer der en masse ting ind i hjernen, der forstyrrer billedet. Så der er rigtig meget, vi ikke ved om hjernen. Selv nu i 2023 kan der komme en opdagelse af en ny hjernehinde – det er jo ret vildt«.

På tværs af kasserne

Nu handler det, siger Michael Benros, om at »gå fra store data ned i detaljerede kliniske studier og i sidste ende behandlingsstudier for at kunne forbedre behandlingen markant«.

»I PSYCH-FLAME undersøger vi hjernevæsken omkring hjernen, og i første fase har vi kunnet vise, at der er signifikant, men lille øget forekomst på gruppeniveau af øget permeabilitet af blod-hjerne-barrieren og øget forekomst af immunceller i hjernen og abnormiteter i visse cytokiner, sammenlignet med raske kontroller. Nu vil vi så dykke dybere ned og lave mere detaljerede immunologiske undersøgelser. Det skal pege i retning af at øge vores forståelse af mekanismer bag psykiatriske lidelser, men også det differentialdiagnostiske – altså kan vi bruge CSF-undersøgelsen til at skifte behandling hos den enkelte patient, der måske har en ubehandlet infektion i hjernen. Men her skal der ikke gå for meget hype i den – det er virkelig vigtigt at huske, at det vil være relativt sjældent aktuelt, at man kan pege på sådan en enkelt klar biologisk årsag hos yngre mennesker, og at der kan være en lang række årsager til den psykiatriske sygdom, og det her kan være én af dem hos nogle patienter«.

Efterhånden som billedet af årsager og sammenhænge bliver skarpere og mere nuanceret, vil det måske være nødvendigt at gentænke definitionerne af de enkelte sygdomme, siger Michael Benros.

»I dag har vi kunstigt opdelte kasser af sygdomme, som jo er menneskeskabte, men ikke nødvendigvis baseret på biologi. Det er sandsynligt, at de psykiatriske lidelser ser lidt anderledes ud, når vi kan zoome mere ind. Dels kan vi inden for de grupper, vi har i dag, finde nye undergrupper med underliggende biologisk forklarende årsager, som gør, at vi kan behandle anderledes og mere målrettet udløsende årsager, men dels undersøger vi også, om der er nogle grupper, der går på tværs af de aktuelle definitioner, og som f.eks. er immunologisk betinget«, siger han og peger på delirium, hvor der er en lang liste af underliggende biologisk årsager til de neuropsykiatriske symptomer, og hvor de psykiatriske »symptomer ved delirium går på tværs af de grænser, vi ellers har opstillet for psykiatriske lidelser«.

Infektionerne har åbenbart ikke læst det nuværende diagnostiske klassifikationssystem påpeger han.

Da levende hjerner er svære at undersøge molekylært, er det nødvendigt at »udvikle endnu mere detaljerede skanninger, end vi har i dag, for at kunne at se de subtile forandringer, vi formoder sker i forbindelse med psykiatriske lidelser, hvor der sandsynligvis er flere mekanismer involveret«, siger Michael Benros.

»Og i et andet studie, jeg er involveret i, griber de det biologisk an ved at lave stamceller, som kan programmeres om til såkaldte primitive 3D-minihjerner, og som vi på sigt kan eksponere for f.eks. infektioner og inflammation og så på molekylært niveau se, hvordan det påvirker hjernecellerne og en bred vifte af neurotransmittere samtidig«.

Fra niche til medvind

Michael Benros tror, at »vi kommer til at rykke meget og ultimativt« i de kommende årtier.

»Forhåbentlig bevæger vi os i retning af bedre molekylær indsigt i psykiatriske lidelser, for det er det, der i høj grad kan hjælpe os til at få ny og mere præcis medicinsk behandling og bedre kunne kortlægge, hvem der vil respondere på en given behandling, herunder også til at skelne, hvem der ikke vil profitere og eventuelt primært skal have watchful waiting eller andre nonfarmakologiske tiltag som psykoterapi. Gennem præcisionspsykiatrien tror jeg desuden, at vi kan implementere beslutningsstøttede værktøjer direkte i vores patientjournaler, som kan hjælpe med at gøre behandlingen bedre, og det er vi i gang med at få til at ske inden for en ret kort tidsramme.

Jeg tror også, at vi på sigt i højere grad vil bruge biologisk-fysiske undersøgelser i differentialdiagnostisk øjemed og dermed også have et øget fokus på at hjælpe med bedre at behandle den somatiske komorbiditet, som nu betyder, at patienter med alvorlige psykiatriske lidelser dør 10-15 år før tid og primært af fysiske sygdomme.

Personligt håber jeg, at vi kan hjælpe til at påvise nogle af de underliggende biologiske årsager til svære psykiatriske sygdomme, så vi kan finde objektive markører og basere behandlingerne på dem, så det har vi et stærkt biologisk fokus på i min forskningsgruppe. Indtil videre er der lavthængende frugter med de her beslutningsstøttende værktøjer, der potentielt kan højne niveauet af behandlingen og sikre, at alle får lige god behandling på tværs af regioner og befolkningsgrupper. Men overskriften er, at vi har brug for mere bred viden molekylært og behandlingsundersøgelser i form af trials kontrolleret for placeboeffekten med en høj standard af nye lovende behandlinger og eksisterende behandlingsregimer med lav evidens – både inden for medicinsk behandling i psykiatrien og i nonfarmakologiske tiltag som psykoterapien. Det er sådan, vi kan bevæge os fremad«, siger Michael Benros.

De seneste år har også givet immunopsykiatrien en noget uventet medvind i form af COVID-19-pandemien og bevågenheden på de senfølger, der kan være efter en alvorlig infektion.

»Inden COVID-19 var vi nok sådan en niche, men nu er det genopdaget i hele verden, at infektioner kan påvirke hjernen, særligt i den akutte fase med neuropsykiatriske symptomer, men også på sigt kan give kognitive og psykiatriske udfordringer hos nogle, særligt hos patienter, der har haft en svær infektion«, konstaterer han – og medvinden bør udnyttes til at få ny viden om de bagvedliggende molekylære mekanismer i hjernen.

»Desuden sker der lige nu omsider en opprioritering af psykiatrien også politisk – lad os håbe, at den bevågenhed varer ved, så vi kan gøre behandlingerne endnu bedre. Vi taler jo om megaprevalente lidelser. Bare det at have en hospitalskontakt med en psykiatrisk lidelse er der en tredjedel af alle danskere, der vil have i et livsforløb – og hvis vi så lægger kontakt til praktiserende læger og privatpraktiserende psykiatere oveni, så er det minimum dobbelt op. Psykiatrien er det andetstørste speciale inden for medicin, når man tæller patienter, og psykiatriske sygdomme er også dem, der fylder allermest i WHO’s måling af impact af sygdomme. Så der må følge tilsvarende midler med. Det synes jeg godt, man kan sige uden at være polemisk«.

Fakta

PSYCH-FLAME

Vi skal da vide det her

På klinikken i Valby har Laura Lundby siden sin søns sygdomsforløb været optaget af dels at have styrket fokus på sammenhængen mellem infektioner og psykiatriske symptomer i sin egen praksis og dels at udbrede nysgerrighed og viden om feltet blandt sine kolleger i almen praksis. Hun mener også, at infektioner som streptokokker burde være noget, som de praktiserende læger burde standardtjekke for, hvis de står over for pludselig debut af neuropsykiatriske symptomer.

»Det synes jeg jo er oplagt, og det er noget, vi i klinikken holder skarpt øje med, fordi vi kender min historie. Det er vigtigt, at vi alle sammen ved noget om det her«, siger Laura Lundby.

På Touretteklinikken på Herlev Hospital, hvor de blev henvist til i slutningen af sønnens forløb, mødte hun en god portion skepsis fra neuropædiaterne, men også en ildsjæl i overlæge Nanette Mol Debes. Sammen med hende og en lille håndfuld andre læger stod hun bag en statusartikel her i Ugeskrift for Læger tilbage i 2019, mens hun sammen med Nanette Mol Debes i den seneste udgave af Månedsskrift for Almen Praksis har opsummeret de erfaringer, der er gjort med PANDAS og PANS, ligesom de sammen har holdt kurser på Lægedage om neuropædiatri med eksempler om bl.a. PANDAS og PANS.

I den sammenhæng indgik hendes egen søn ikke som case. Han er ikke et typisk eksempel, fordi hans debut strakte sig over lang tid, fortæller hun.

»Mit eget barns case er ikke klassisk. Normalt er der en meget pludselig debut. Min søn nåede ud i en psykiatrisk udredning og havde en langsom debut. Derfor har vi i forskellige sammenhænge brugt en anden case, der er mere typisk: En pige vågner kl. 6 om morgenen og har ud af ingenting symptomer på OCD med tics og tvangshandlinger«.

Ligesom Michael Benros Eriksen håber hun, at erfaringerne fra COVID-19 kan skubbe til interessen for forskningen i sammenhænge mellem immunsystem og psyke. Selv mener Laura Lundby, at »alle vi, der behandler børn, bør vide noget om det her. Min motivation har selvfølgelig været, at jeg skulle helbrede mit eget barn – jeg var jo derude, at jeg var ved at tage ham og køre ham ud på psykiatrisk afdeling og aflevere ham og sige, at ,det der er ikke mit barn længere’. Jeg var ved at miste ham til psykiatrisk afdeling, og jeg tænker, at der er andre, der er gået under radaren. Det er jeg i hvert fald bekymret for«.