ET VALGDØGN MED Camilla Rathcke: »Nu er det min tur. Jeg ved, jeg har skrevet en god tale.«

05.45: Jeg har overnattet på Hotel Comwell i Aarhus, hvor Lægemødet finder sted, og står op før min mand og vores niårige datter. De er med som heppekor og til trøst, hvis det ikke bliver mig, repræsentantskabet vælger som ny formand senere i dag.

I ro og mag foretager jeg de sidste tilrettelser af min valgtale.

09.00: Jeg har sprunget morgenmaden over, da jeg ikke rigtig kan få noget ned. Og på tom mave ankommer jeg som gæst til Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde forud for Lægemødet.

Sommerfuglene i maven forhindrer ikke forhandlingshunden i mig i at følge med i dagsordenen, herunder diskussionen af kravene til OK 21.

Det er spændende at høre debatten om, hvordan man bedst når i mål med at forbedre overlægernes vilkår, når de er i tilstedeværelsesvagt.

Jeg kompenserer undervejs for den manglende morgenmad med en croissant og en lille bid morgenkage, der er tilovers i trækasserne med morgenmad.

Indimellem sms’er jeg med min mand og datter, som turnerer rundt sammen i Aarhus. De er bl.a. på ARoS, og min mand fortæller løbende, hvad de har oplevet, og hvilke butikker de har været i. Det er rart at vide, at de er i periferien.

12.00: Overlægeforeningens repræsentantskabsmøde er overstået, og jeg får fat i en pose med sandwich, men da jeg falder i snak med forskellige af de fremmødte, kommer jeg til at sætte posen fra mig.

Samtidig har jeg fokus på, at jeg ikke har fået printet min valgtale. Heldigvis kender jeg flere i Lægeforeningens sekretariat, og takket være dem bliver talen hurtigt printet.

12.30: Sammen med de øvrige formandskandidater mødes jeg med Lægemødets dirigent og Lægeforeningens direktør på balkonen i Centralværkstedet, den del af Comwell, hvor Lægemødet lige om lidt går i gang.

Heroppe på balkonen er der rygende varmt. Luften står stille, og tilmed er der tændt stearinlys.

Vi sidder alle med behørig afstand til hinanden, og Lars Svenning Andersen, dirigenten, gennemgår valgproceduren for os.

Selv om vi alle er nervøse, er stemningen god.

Ingen af os kan nu gøre mere. De fleste delegerede har nok på forhånd gjort op med sig selv, hvem de vil stemme på, og vi har alle det til fælles, at vi er alene – ingen af os går til valg med entydig opbakning fra vores respektive delforening.

Vi er i samme båd imod den store flok.

Min oplevelse er, at vi langt hen ad vejen alle mener det samme, men at vi har forskellige prioriteringer.

Det er en svær situation, for jeg har stor sympati for og også empati med mine modkandidater.

Vi skal hver især vælge et tal, der afgør, i hvilken rækkefølge vi skal præsentere os for repræsentantskabet.

Jeg er så heldig, at det bliver mig, der skal på som den sidste. Det er uden tvivl bedst at være den, der skal op på talerstolen sidst – det ønske tror jeg, vi alle sidder med.

Jeg meddeler min placering til min mand og bliver opdateret på, hvor de befinder sig i regnvejret.

#GALLERY

 

13.00: Jeg spejder efter, hvor Ullum sidder, og sætter mig hos ham. Joachim kommer forbi, og vi spørger, om ikke han vil sidde hos os. Så kan vi have vores eget lille fællesskab.

Christina har sin plads ved bestyrelsesbordet, og Helene sidder et andet sted, da hun også er repræsentant med stemmeret.

Mens Michaela Petri optræder med sin fløjte, lyder der ligeledes fløjtetoner fra en mobiltelefon bag os. Det griner vi af, hvilket lidt afmonterer den nervøse stemning.

Andreas aflægger en god mundtlig beretning. Afslutningsvis hejser han et flag for, at vi i Lægeforeningen skal være bedre til at samle os om og dyrke det, vi har tilfælles som flok, fremfor at lade os begrænse af vores interne forskelligheder. Et dilemma, som jeg selvfølgelig kender, og jeg er mig meget bevidst, at det også er den rolle, en kommende formand skal se sig ind i: at holde sammen på flokken.

14.00: Jeg følger med i punkterne på dagsordenen og har som alle andre bemærket, at der ikke er indlagt pauser i mødet.

Der begynder at indløbe sms’er fra folk tæt på mig. En af dem er fra min gamle ven og kollega i bl.a. Lægeforeningens bestyrelse, Mads Skipper (sekretariatschef for Videreuddannelser i Region Nord, red.), der også er mødt op.

Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke kan give ham et kram.

Vi var begge med til at bakke op om Andreas, da han blev formand, og dengang besluttede vi, at vi også skulle klappe ham ud, når den tid kom.

14.30: Da jeg bevæger mig op igennem salen for at gå på toilettet, bemærker jeg, at der bliver serveret kage ved bordene. Jeg tænker, at det er underligt at servere kage om formiddagen. Først tilbage på min plads går det op for mig, at, nåh ja, det er jo eftermiddag. Der er åbenbart et totalt tidsmæssigt mismatch i mit hoved.

Og med ét er jeg sulten – indtil nu har jeg hovedsageligt ”kørt” på kaffe.

Kagen med gule og orange farver har jeg ikke lyst til, så jeg snupper i stedet et æble fra min taske.

16.15: Valghandlingen går i gang tidligere end programsat.

Det er en udfordring at koge den retning, man vil udstikke som formand, ned til de fem minutter, som vi hver især har til rådighed.

Jeg lytter til, hvad de andre vægter i deres taler, og tænker over, at alt det, de siger, alt sammen har klangbund blandt medlemmerne og derfor også bliver vigtigt for det, der skal ske i Lægeforeningen fremover.

Det er tydeligt, at vi alle er nervøse, og da Henrik Ullum, der sidder ved siden af mig, som nummer to har holdt sin valgtale, giver jeg ham et klap på skulderen for en god tale – det tror jeg, han har brug for.

Jeg får også komplimenteret de andres taler.

16.50: Nu er det min tur. Jeg ved, jeg har skrevet en god tale.

Repræsentantskabet kender mig på en anden måde end de øvrige, og jeg behøver ikke at ridse mit CV op. Så i den forstand er jeg lidt forud på point og kan i stedet koncentrere mig om, hvordan jeg vil arbejde for, at vi får mere tyngde på den politiske dagsorden.

Det er også vigtigt for mig at adresse, at jeg kender Domus Medica – kender snitfladerne. Og at en stemme på mig ikke er en stemme på en ikkekliniker.

I valgkampen er jeg på de sociale medier – meget absurd synes jeg – blevet gjort til ikkekliniker til trods for mine mange år med fingrene i mulden i klinikken.

Min karrierevej – og hvorfor jeg har valgt at være ansat i Sundhedsstyrelsen efter et langt klinisk virke – er jeg imidlertid selv den eneste, der kan sige noget om. Så det får jeg gjort.

17.00: Talerlisten er lang. Der er mange spørgsmål både til os allesammen og til hver især, ligesom repræsentanterne også bringer mange store temaer op, som vi skal forholde os til. Så blok og pen må frem.

Det er på en gang både sjovt og hektisk og stor cadeau til dirigenten for at styre slagets gang.

Jeg ender med at få det sidste ord pga. lodtrækningsrækkefølgen, og det er jeg glad for, ligesom jeg er glad for, at der er spørgsmål til min person og min ansættelse i styrelsen, fordi det giver mig anledning til at afmontere nogle antagelser, som ikke er rigtige.

17.50: Første afstemning går i gang. Da jeg ser tallet 44 ud for mit navn, tænker jeg, at jeg nok godt kan vinde, og om det kan ske i anden runde?

Efter anden stemmerunde kort efter, ser jeg, at mit stemmetal nu er 51, men i et splitsekund forveksler jeg antal stemmer med procenter. Jeg har i hele valgkampen understreget, at man skal kunne tælle til 55. Og så går det op for mig, at jeg har vundet med 51 procent af stemmerne.

Jeg bliver rørt, fordi det betyder noget at kunne være med til at gøre noget for os alle. Jeg ved, jeg kan, og nu viser det sig, at et flertal her i salen også har tillid til, at jeg kan.

Men jeg bliver også rørt, fordi jeg aldrig har taget demokratiet som en selvfølge.

Det er også det, jeg får sagt med ”tyk” stemme i min takketale. Ligesom jeg også siger, at jeg vil holde alle til truget. Og at Lægeforeningen er alle dens foreninger.

Her på talerstolen tænker jeg ikke på min familie. Men uden jeg ved det, har de fulgt afstemningen bagerst i salen.

Med en stor blomsterbuket i favnen går jeg ned på min plads. Helene og Christina er tilbage på deres pladser i repræsentantskabet. Jeg spejder efter Henrik, som jeg gerne vil sige farvel til, men han er væk, og Joachim er tilbage på sin plads.

Jeg modtager lykønsknings-sms’er fra flere i salen, og pludselig kommer Carmen, min niårige datter ned til mig, og vi går sammen hen til min mand. Efter kys og kram kommer Politiken Sundhed og Ugeskrift for Læger forbi for at lave aftaler med mig.

Lægeforeningens pressechef dukker også op for nogle logistiske bemærkninger.

Jeg opfatter slet ikke, at mødet afrundes, og ser på en skærm lykønskningerne til Andreas. Og til Lise Møller – der også træder af efter mere end 40 års virke som lægepolitiker.

Min datter hiver i mig. Hun vil gerne fortælle om alt det, hun har oplevet i dagens løb.

18.45: Der er konstituerende møde i Lægeforeningens bestyrelse, hvor vi også skal byde velkommen til en ny, men erfaren herre, Klaus Klausen fra FAS.

Her er en god og afslappet stemning, og vi spiser imens.

Der skal også tages billeder af os.

19.30: Folk begynder at fortrække, og jeg finder min mand og min datter.

20.00: Forsynet med et par krus kaffe – min datter har fundet en sodavand – kører vores lille familie nu hjemad. Den tre timer lange hjemtur går udelukkende med at besvare beskeder på mail, sms, Messenger, Facebook, Twitter og LinkedIn.

Flere hæfter sig ved, at jeg er den første kvindelige formand på posten, og ved nærmere eftertanke synes jeg da egentlig også selv, at det er ret sejt.

23.00: Hjemme i Allerød har vores søn på 17 fået lov at holde fest under tilsyn af vores ældre sønner.

Min 17-årige datter har postet en story på Instagram, hvor hun til en overskrift om, at jeg er blevet ny formand for Lægeforeningen, skriver ”stolt datter”.

Det gør mig da glad. Jeg tror vitterligt, de er stolte. Selv de festende unge mennesker giver i deres halvsnaldrede tilstand udtryk for stolthed over, at jeg bliver den første kvindelige formand.

Det går de mere op i, end jeg gør.

01.00: Mens de unge fester videre i haven, laver min mand os en Aperol Spritz, som vi nyder, mens jeg på Twitter allerede får lagt i kakkelovnen til dialog med flere mennesker.

02.00: Efter at have været ‘på’ i mere end 20 timer er det tid at gå i seng.

Allerede i morgen skal jeg ind og rydde mit skrivebord i Sundhedsstyrelsen.