6.00: Vækkeuret ringer. Jeg er udpræget B-menneske, men står op alligevel. Jeg bruger 10-12 minutter på at komme ud ad døren.
6.45: Den daglige løbetur ved Vestvolden og området omkring Hvidovre Hospital. Det bliver til ca. 5 kilometer. Det er først her, jeg rigtig vågner.
7.50: Ankommer til afdelingen. Godmorgen-runde til sygeplejerskerne med gåkaffe og uformel snak om, hvordan børnene har opført sig i løbet af natten. Vi snakker om nogle børn, som snart er klar til at komme ud til os fra neonatalafdelingen på Rigshospitalet. Når også en kort defusing af vagten med afgående mellemvagt – hun har klaret alle nattens fødsler godt. Der er blevet indlagt et nyt barn, som skal observeres for abstinenser.
8.15: Konference med »de store børns« læger, hvor vi gennemgår vagten og diskuterer interessante cases i plenum. Neonatalafdelingen er lidt ligesom Vatikanet – en afdeling inde i børne- og ungeafdelingen.
8.33: 15 minutter inde i konferencen bliver først mellemvagten og siden jeg ringet op om et kejsersnit på en tvillingegravid mor, hvor der er mistanke om placenta praevia og eventuel placering, som er i vejen ved kejsersnittet. Jeg vender situationen med mellemvagten, som er erfaren og tryg ved at håndtere situationen for nu.
8.40: Møder en storebror til en indlagt patient på gangen. Han fortæller mig, hvordan det papirsfly, vi lavede sammen i går, flyver. Vi lægger stor vægt på også at snakke med søskende til de indlagte for at skabe tryghed og forstærke dem i rollen som storebror eller storesøster.
8.55: Mellemvagten kommer med de nyfødte tvillinger, som er født seks uger før tid og derfor skal observeres det første døgn på neonatalafsnittet. Den ene har en lidt besværlig omstilling og lidt hævede lunger, så han ender med at få CPAP som hjælp til at trække vejret. Jeg når lige at kigge til dem og sige velkommen til far.
9.00: Morgenmøde på Neonatalafsnittet. Vi danner stuegangsteams og diskuterer de komplicerede børn, vi har: et præmaturt barn med tiltagende tynd og hyppig afføring; en dreng indlagt med meningitis og en patient med kongenit cytamegalovirusinfektion. Under vores faste punkt, »5 faglige minutter«, handler det om medicin til intubation.
9.30: Start på stuegang, hvor jeg har to medicinstuderende med – de skal forestå stuegang på en præmatur dreng med mig som supervisor.
9.45: Jeg har en indledende snak med forældrene til et nyindlagt barn, som skal observeres for abstinenser. Der er fundet ikkelægeligt ordinerede stoffer i morens urin, og vi snakker om det forventede forløb med observation i fem dage, og hvordan vi samarbejder med familieambulatoriet og den relevante kommune. Det er altid en balancegang, hvor vi ikke skal dømme nogen og lege detektiver, fordi vi skal have en behandlingsalliance med familien. De medicinstuderende er med til undersøgelsen af barnet, som heldigvis virker sund og rask.
10.00: Jeg slår et sving forbi en pige, som er født til tiden, men har haft en besværlig omstilling og på andendagen stadig har brug for CPAP. Hun har også et hovedomfang, som overstiger tre standarddeviationer. Jeg UL-skanner lunger og hjerne. Lungerne er mindre ødematøse i dag, men både i det subaraknoidale rum og i lateralventriklerne er hjernen pakket ind i rigeligt væske. Heldigvis er der ikke tegn på øget tryk. Vi mistænker diabetisk føtopati, bl.a. fordi moren har døjet med blodsukkeret under graviditeten.
10.30: Jeg superviserer de medicinstuderende, der ser en dreng med tiltagende tynde afføringer. Han er født seks uger for tidligt og skulle egentlig kun have et kort pitstop til observation her hos os. Men der tilstøder hele tiden noget. Nu har han 15-20 diarréer i døgnet – det er virkelig meget, så vi begynder at blive urolige for, om han kan nå at følge med i forhold til at optage væske nok. Og vi begynder at nærme os et område, hvor det kan blive livsfarligt for ham. Blodprøverne viser ikke tegn på bakteriel infektion, men bikarbonatniveauet falder, og standard base excess stiger. Han skal udredes for »the usual suspects« ved diarré – evt. norovirus. Familien er blevet isoleret, indtil vi ved, om der er virus på spil.
12.10: Jeg ser en maturfødt dreng, men som blev indlagt en uge gammel med pneumokokmeningitis. Han er nu ti dage inde i forløbet, som har budt på kramper, to lumbalpunkturer, UL-skanning af hjernen, eeg og MR-skanninger. Han er halvvejs i en tougers i.v. antibiotikabehandling, men vi har på MR-skanningen af hovedet fundet tegn på absces/blødning og en blodprop i en vene i baghovedet. Jeg har en længere snak med forældrene om prognosen og deres bekymringer. Drengen viser heldigvis tegn på fremgang, og efter dialog med vores dygtige kolleger på Rigshospitalet om, at det formentlig ikke er det, vi frygter, fastholder vi den samme behandling.
12.40: Jeg når lige det sidste af denne måneds mortality and morbidity-meeting, hvor vi samles så mange læger og sygeplejersker som muligt og gennemgår nogle vanskelige cases og retrospekt diskuterer, hvad vi gjorde rigtigt, og hvad vi kunne gøre bedre. Vi taler om et barn, som krampede nærmest allerede nede på kejsersnitsstuen. Vi drøfter bl.a. for og imod at indlede behandling uden for neonatalafdelingen uden alt vores udstyr eller at flytte barnet og dermed være endnu mere udsat, inden det når frem til vores afdeling. Så her forsøger vi at lære mest muligt. Der er altid noget, vi kan gøre bedre.
13.30: Fædresparring. Det har vi hver anden uge – de andre uger er der mødresparring. Det er noget, vi startede op for seks år siden. Jeg deltager ikke som læge, men ser min rolle som at nærme mig nogle af de emner, som de måske gerne vil snakke om, men ikke helt ved, hvordan de skal få hul på: Hvornår får man fornemmelsen af at være far? Er det okay at have brug for en pause og komme ud af stuen? Så oplever jeg det – modsat mødresparring som er meget mere alvorstung – som et rum, hvor der er brug for og plads til sort humor og grine af, hvor sindssygt det hele er. I dag er der fra start af to fædre: en far med tvillinger født 11 uger før tid, hvoraf den ene på femte måned har brug for respiratorisk støtte, og en far, der efter et langt fertilitetsforløb med over ti mistede graviditeter blev far til en søn født ni uger for tidligt to dage forinden. Senere kommer en mere. De kan virkelig give hinanden sparring og støtte på mange områder.
15.30: Vagtoverlevering. Vi diskuterer dagens indkomne patienter. Jeg mødes også med holdet fra den store børneafdeling.
16.05: Den nye mellemvagt og jeg ser de sygeste patienter sammen. Vi ser bl.a. de nye tvillinger, hvor den ene er i CPAP. Vi UL-skanner hans lunger – på Hvidovre har vi lavet bedside-UL-skanning af lunger, derfor er vi oftest en nybegynder og en trænet. Efter skanning tager vi drengen ud af CPAP og må afvente og se, om han kan holde sin saturation.
17.15: Hurtig omklædning og ud i bilen.
20.35: Efter aftensmaden har min kone og jeg lidt fælles kontortid. Hun er skolelærer. Der er kommet svar fra podningen på drengen med diarré. Han er positiv for en shigatoksinproducerende E. coli, som er associeret med den alvorlige, men sjældne hæmolytisk-uræmiske syndrom (HUS). Jeg ringer til mellemvagten og aftaler at rykke blodprøver frem, inkludere trombocytniveau og nyretal samt et dyneløft for at se efter petekkier eller andre spor af blødning. Vi er nødt til at holde ekstra godt øje med ham. Det er også tid til lige at opdatere mig selv på HUS.
22.47: De sidste svar tikker ind. Der er heldigvis ingen tegn på HUS. Inden jeg lukker computeren, kigger jeg på fødeafdelingens lister. Der ligger nogle mødre med komplikationer tidligt i graviditeten. Hvis deres barn vil ud, kan der blive arbejde for mig i nat.
23.30: Godnat! (Og der kom ingen opkald).
