Ud for Østafrikas kyst, mellem Mombasa og Dar es-Salaam, ligger øen Pemba. Samfundet er fattigt, og en stor del af indbyggerne er børn under fem år.
Her har Sofie Hoppe Søe tilbragt fire måneder med at undersøge, om de børn, der indlægges med luftvejsproblemer på Vitongojis distriktshospital, får en behandling, der stemmer overens med WHO’s retningslinjer for behandling af børn i lav- og middelindkomstlande.
Sofie Hoppe Søe har taget orlov fra 8. semester på kandidaten i medicin på Københavns Universitet og er udsendt af Global Health Unit på Rigshospitalet med det formål at styrke interessen for internationalt bistandsarbejde og engagement i globalt mor-barn sundhedsarbejde.
»Jeg ville ikke selv turde lægge min krop i et sundhedssystem med så få ressourcer«Sofie Hoppe Søe, stud.med., Københavns Universitet
Sammen med en lokal sygeplejerskeuddannet forskningsassistent holdt hun hver dag øje med, hvilken behandling børnene modtog. Hun lyttede på deres lunger, målte infektionstal og noterede sig, om de modtog ilt eller fik antibiotika under indlæggelsen.
Hvad har gjort størst indtryk på dig?
»Uligheden helt klart, men også hvor seje de her mødre er. Altså, virkelig pisseseje. De ting, de skal stå igennem, og at de gør det uden at kny.
Der sad f.eks. en mor på gulvet – der var ingen stole inde på hospitalsstuerne – og ammede sin baby. Hun havde dagen forinden født ved kejsersnit. Så prøvede hun at komme op. Det kunne hun ikke. Hun havde ondt, men hun sagde ikke noget. Det var først, da vi var nogen, der lagde en arm om hende, at hun kom op.
Børneafdelingen på Vitongoji består af tre rum med i alt 16 senge plus de løse madrasser på gulvene. Ofte er der to børn og to mødre i hver seng. Der er over 30 grader og ingen aircondition. Lugten er sødlig og urinfyldt. De her mødre skal selv håndtere en fødsel, en nyfødt og en krop, der er gået i stykker, sammen med mange andre børn og mødre. Og de brokker sig bare ikke. Tværtimod sidder de meget af tiden og hyggesnakker og sludrer med de andre kvinder.
»Jeg tror, at Vitongojis børn vil følge mig på allerfineste vis«Sofie Hoppe Søe, stud.med., Københavns Universitet
En anden ting, jeg også bemærkede, er, at jeg ikke har set nogen græde. Heller ikke når et barn dør. Det er helt klart noget kulturelt. Det gør man ikke. Den kulturelle forskel kommer også til udtryk i den måde, man udviser omsorg. Hvis barnet græder, så ligger mødrene og ,smølfesparker’ barnet i ansigtet og siger: ,Basi’.
Det har også overrasket mig, hvordan man holder børn fast uden at forklare dem, hvad der skal ske, når man f.eks. skal stikke i dem. Det sker tilmed med store voksennåle. Børnene er tit angste og bange, når vi nærmer os«.
Du har lavet en logbog fra dit ophold, hvor du skriver, at »et raseri over den globale ulighed i sundhed er blevet vakt« – vil du uddybe det?
»Jeg er imponeret over kvinderne og sundhedspersonalet, men jeg er også lidt flov over min beundring. For den bunder jo i, at jeg ikke selv ville turde lægge min krop i et sundhedssystem med så få ressourcer. Det er ubehageligt at blive konfronteret med mit medfødte privilegie til selv at kunne vælge, hvor jeg vil behandles som syg. Jeg bliver pinligt bevidst om, hvor lidt jeg var klar over den globale ulighed – før jeg så den.
Altså, teoretisk vidste jeg det jo godt. Jeg havde jo læst artikler om den her skævvridning og om, at halvdelen af alle verdens børn, der dør, inden de bliver fem år, bor i landene i Subsahara. Jeg forstod det bare først for alvor, da jeg landede på distriktshospitalet i Vitongoji.
For lige pludselig ser man med egne øjne den nyfødte, der ligger og sulter et par dage, fordi der ikke er lagt en gastrisk sonde. Den er måske ikke blevet lagt, fordi der ikke var penge til det, eller måske fordi kulturen er helt anderledes her. Mere rolig. Tingene er ikke så effektive, som vi er vant til i Danmark.
At komme ned og se mislykkede genoplivningsforsøg af nyfødte, som ligger på skrivebordet, eller et nyfødt barn med en iltmætning på 45, der nok egentlig skulle hjerteopereres, men som man ikke har kunnet stabilisere til at flytte. Nu ligger det så bare og får ren ilt. Og så dør det jo.
Jeg synes, at sundhedspersonalet gjorde det hele vildt godt med alle de forudsætninger, de havde. Men det her med, at der ikke er de remedier, de skal bruge, og at der ikke er mulighed for at få de ressourcer, vakte en form for vrede og indignation i mig.
Helt sikkert, vi også har problemer i højindkomstlande, men der er bare et kæmpe gab mellem dér, hvor problemerne er størst, og hvor vi har vores penge til sundhedssystemet, ressourcer til at uddanne og træne sundhedsmedarbejderne og til at bedrive forskning.
Det har da også mindet mig om, at vi tager meget for givet.
»Lige pludselig ser man med egne øjne den nyfødte, der ligger og sulter et par dage, fordi der ikke er lagt en gastrisk sonde«Sofie Hoppe Søe, cand.stud.med., Københavns Universitet
På Pemba er tingene ikke sat i system, og der er ikke faste procedurer, så det er ofte lidt tilfældigt, om en given behandling bliver iværksat.
Her er heller ingen adresser, så hvis man skal ud at finde patienterne, når de har forladt hospitalet, skal man f.eks. vide, at det pågældende barn bor ,i det blå hus 300 meter fra den store hovedgade’. I Danmark er det jo helt omvendt. Vi har procedurer for stort set alt, er supereffektive og kan spore folk på alle ledder og kanter«.
Hvad tror du, dit ophold i Pemba vil betyde for dit fremtidige liv som læge?
»Jeg håber, det gør, at jeg fortsætter med at have en bevidsthed om at tilstræbe en lighed og en ligeværdig behandling af de patienter, jeg kommer til at håndtere, uanset socioøkonomisk baggrund.
For alle unge sundhedspersoner vil de patienter, man møder i starten af ens karriere, nok sætte sig lidt dybere. Jeg tror, at Vitongojis børn vil følge mig på allerfineste vis.
Jeg har virkelig lyst til at fortælle om mine oplevelser for at flere kan få en bevidsthed om den her globale ulighed, og måske også så de kan føle sig en lille smule privilegerede over at bo i en verdensdel med så let adgang til behandling og udredning«.
