Ledende overlæge tager en tørn for sammenhængskraften

Hvad er afstanden fra regionale sygehus-sundhedsvæsen til det nære, kommunale ditto? Et spørgsmål, det ellers er svært at give et kort svar på, men i Finn Rønholts tilfælde er svaret enkelt: 3,6 kilometer. Det er ifølge GPS’en afstanden fra Herlev Hospital, hvor han gennem 16 år var ledende overlæge og i halvandet år også vicedirektør, til pleje- og træningscenteret Kildegården i Gladsaxe, hvor han fra 1. maj er tiltrådt i en nyoprettet stilling som centerets læge.

Kildegården har 69 midlertidige boliger, der overvejende fungerer som en mellemlanding for borgere på vejen fra indlæggelse til eget hjem. Det er altovervejende ældre, multisyge borgere, der bor på stedet – typisk i to-tre uger.

Da Ugeskriftet møder ham, kun 14 dage inde i det nye job, døjer han stadig lidt med at finde rundt i det krinkelkrogede center, der i flere omgange gennem årene er knopskudt ud i ny- og tilbygninger. Og så retter han et par gange sig selv, når han siger »patienter« om de »borgere«, der midlertidigt har plads på stedet.

Et usædvanligt karriereskift? Ja, det synes nogle måske, medgiver Finn Rønholt, mens han skænker kaffe, men for ham selv giver det rigtig god mening:

»Det kan da være, at der er nogen, der tænker, at det er underligt, når jeg nu har været ledende overlæge i så mange år. Men jeg tænker sådan på det, at jeg efter mange år med mange og store administrative opgaver igen nærmer mig det, jeg egentlig blev uddannet til som læge: det direkte arbejde med patienterne – eller borgerne, som de hedder her hos os«, fortæller han.

»Og så kendte jeg i forvejen Gladsaxe som en kommune, der ikke er bange for at prøve nogle ting af, og jeg har tidligere haft et godt samarbejde med kommunen om forskellige projekter. Det stillingsopslag, jeg søgte på, havde tre ben: For det første skal jeg forsøge at sikre et bedre lægeligt overblik over den samlede behandling af patienterne i overgangen mellem hospital og de midlertidige pladser. Dels gennem grundig medicingennemgang ved ankomsten, dels ved at give en hurtigere lægelig tilgang til de ofte meget komplekse borgere, der udskrives til videre medicinsk behandling og rehabilitering her«, siger Finn Rønholt.

For det andet skal han også med sin lægefaglige-geriatriske viden deltage i en øget indsats inden for kompetenceudvikling af Kildegårdens tværfaglige personale, der altså håndterer endog meget komplicerede helbredsmæssige problemer blandt centerets beboere.

»Sidst, men ikke mindst, er et af formålene med min ansættelse at videreudvikle og smidiggøre samarbejdet i trekanten mellem kommune, almen praksis og hospitalet. Her håber jeg, at mit store kendskab til ikke mindst Herlev Hospital, hvorfra vi modtager de fleste af vores borgere, og et godt samarbejde med kommunens praksiskonsulenter kan medvirke til, at det kommer til at ske«.

»Så med stillingen her tror og håber jeg på, at jeg får en mulighed for at kombinere nogle af de ting, der interesserer mig mest, og hvor jeg gerne skulle kunne få en mulighed for yderligere at bidrage til udviklingen henimod et mere sammenhængende forløb for de mere komplekse ældre patienter«, siger Finn Rønholt.

Ideen om at skifte job kom hverken til ham i en drøm om natten eller som et opkald fra et lokalt headhunterfirma – næh, det var noget langt mere pragmatisk:

»Jeg var som ledende overlæge ansat i en åremålsstilling, der ikke kunne forlænges uden opslag, og så tænkte jeg: Måske skal det her være anledningen til at prøve noget andet? Men jeg stoppede da på Herlev-Gentofte Hospital med både vemod og spænding. Vemod, fordi jeg sagde farvel til et job, jeg godt kunne lide, en masse kolleger jeg holdt af, og en direktion, jeg godt kunne lide at arbejde sammen med. Men jeg var selvfølgelig også spændt, fordi jeg nu kaster mig ud i et helt nyt job, hvor jeg selv sammen med centerlederen og kollegerne her skal opbygge stillingen og definere den«, fortæller Finn Rønholt.

Lavthængende frugter

Men hvad det så for erfaringer, Finn Rønholt tager med sig og vil trække på i sit nye job og i arbejdet med at sikre lydefri overgange for borgerne? Hvordan vil han bidrage med at skabe den sammenhængskraft, der mangler?

»Jeg er jo uddannet geriater, og jeg har hele tiden set det tværsektorielle samarbejde som en naturlig del af arbejdet med patienterne. Vi skal huske på, at borgeren kun er patient på et hospital i et splitsekund af tiden – resten af tiden er han eller hun jo hjemme hos sig selv eller i kommunalt regi«, konstaterer han.

Finn Rønholt har gennem årene været med til at starte en række projekter og tiltag op omkring de ældre medicinske patienter. Det gælder for eksempel etablering af udgående geriatrisk teamfunktion, som han i sin tid skrev ph.d. om, og projektet »Opsøgende hjemmebesøg til ældre efter udskrivelse«, som han gennemførte for nogle år siden i samarbejde med en almenmedicinsk kollega.

»Desuden har jeg undervist praktiserende læger og hjemmesygeplejersker i mange forskellige sammenhænge og gennem det fået et betydeligt indblik i de muligheder og udfordringer, man der arbejder under. Og så betragter jeg geriaterne som hospitalernes brede internmedicinske speciallæger, som i høj grad baserer indsatsen på tværfaglighed og tværsektorielt samarbejde«.

»Nu hvor jeg sidder på den anden side af bordet, kan jeg se, at der er nogle lavthængende frugter – ting, vi kan gøre bedre og til gavn for borgeren, uden at det behøver at koste noget. Det gælder for eksempel en langt mere konsekvent videreformidling af undersøgelsesresultater og behandlingsplaner fra hospital til primærkommunen og sikring af, at den rette medicin er videregivet til et passende tidsrum, indtil patient eller hjemmepleje selv er i stand til at skaffe det fra apotek«, siger Finn Rønholt.

Færre akutindlæggelser

Men hvordan kan man sikre glidende overgange og samtidig undgå, at der opstår uklarhed om, hvem der har ansvaret for patienten i og mellem de forskellige dele af behandlingsforløbet?

»Behandlingsansvaret for den enkelte patient skal være entydigt. Når patienten er indlagt, er det sygehuset, der har ansvaret. Når borgeren er hjemme eller på ophold for eksempel her på Kildegården, er det den praktiserende læge. Men det er klart, at vi bliver nødt til at se på, hvor og hvordan der skal justeres i samarbejdsflader netop i overgangene for at sikre den nødvendige sammenhæng. Det er også et område, jeg tror, min ansættelse kan være med til at sætte mere fokus på«, siger Finn Rønholt.

»Her på stedet opfatter jeg os som en slags hospitalets forlængede arm og et skånsomt bindeled for borgeren, der sikrer, at når hospitalet har diagnosticeret og lavet en behandlingsplan, så bliver den efterfølgende fulgt. Og ja, så skal vi også være bindeled til den praktiserende læge, så han eller hun også er helt inde i den enkelte borgers behandlings- og genoptræningsforløb. Jeg synes ikke, det behøver være så svært, men der er en række ting, som vi bør drøfte yderligere i forhold til arbejds- og ansvarsfordeling.

Hvad kan det på sigt komme til at betyde for rollefordelingen mellem sektorerne? Skal hospitalerne i højere grad »stå til rådighed« for kommunerne og spille en lidt mere »underordnet« rolle?

»Det handler ikke om, at vi bare skal undgå indlæggelser – men vi skal nedbringe antallet af akutte indlæggelser. De er traumatiserende for borgeren, og det er ofte spild af ressourcer, når mange af dem kunne undgås ved rettidig lægelig behandling hjemme hos borgeren, på plejecentret eller for eksempel her på Kildegården«, siger Finn Rønholt.

Hospitalernes nye rolle

Han peger på en ny rolle til hospitalerne:

»Jeg tænker, at hospitalerne i fremtiden i endnu højere grad bliver at betragte som store diagnostiske centre, hvor der stilles de korrekte diagnoser og lægges de nødvendige behandlingsplaner. Herefter vil en langt større del af behandlingen kommer til at foregå uden for hospitalerne, helt tæt på borgerne. Vi skal selvfølgelig fortsat have de specialiserede afdelinger – vi vil alle sammen gerne mødes med den rigtige specialviden, når der brug for den. Men vi kommer til at se flere og flere kronikere og multisyge patienter, og ressourcerne bliver samlet set ikke større. Så for at imødekomme dette pres er det afgørende, at vi nedbryder de siloer, der er – både i hospitalsvæsenet og i den kommunale sektor – så vi giver den rette behandling på det rette sted, og så vi ikke taber borgerne undervejs eller sender dem frem og tilbage mellem sektorerne«, siger han.

Det kommer til at stille krav hele vejen rundt, påpeger Finn Rønholt:

»Det kræver selvfølgelig, at vi ude i kommunerne er gearet til at tage imod de udskrevne borgere – og her er der meget forskellige måder at gøre det på, og nogle steder fungerer det bedre end andre. Hospitalerne bliver på deres side også nødt til at arbejde henimod en mere hensynsfuld overlevering af patienterne, der tager højde for den hverdag, der er ude i kommunerne. Sådan helt lavpraktisk duer det jo ikke at sende en patient hjem en torsdag med medicin til to dage, så patienten løber tør i weekenden, hvor den kommunale sektor er lukket«, siger han.

Flyt rundt på ressourcerne

Men hvad er det så, politikerne skal tage fat på, når de nu skal sætte rammerne for høj kvalitet og bedre sammenhænge for borgere og patienter?

»Der er brug for bedre kommunikation og langt mere smidighed – begge veje ­– og det kommer, som jeg sagde, til at stille nogle krav til de kommunale tilbud. Men det kommer også, som jeg ser det, til at kræve en anden brug af ressourcerne på hospitalerne. Og det er der helt sikkert mange måder at gøre det på. Måske skal man etablere delestillinger, hvor læger fra hospitalerne to dage om ugen er ude på genoptræningsstederne. Eller stillinger, hvor sygeplejersker fra kommunerne får en del af deres ansættelse og virke på hospitalerne«, siger Finn Rønholt.

Og så skal man måske også omlægge allokeringen af ressourcer på de enkelte hospitalsafdelinger, så man i højere grad kan behandle uden at indlægge, siger han og henviser til sin egen erfaring:

»Som ledende overlæge på Herlev-Gentofte Hospital var jeg for eksempel leder af cirka 175 læger og et personale på omkring 550 ansatte i alt. Det er mange, men nødvendige hænder – ikke mindst på grund af et stort akut beredskab. Tænk, hvis man kunne tage for eksempel 20 procent af den bemanding og flytte den fra de akutte behandlinger og over på indsatser, hvor man undgik nogen af de akutte indlæggelser. Det ville spare ressourcer og have en stor aftraumatiserende effekt for patienterne«, siger Finn Rønholt.

Men det handler også om at åbne hospitalerne mere op, påpeger han:

»Det skal også være lettere for os i det nære sundhedsvæsen at få adgang til hospitalerne. Bedre kommunikation og mere fælles viden om patienter og borgere er helt afgørende. Som det er nu, har jeg ikke adgang til Sundhedsplatformen, og det betyder, at der er en masse oplysninger om borgerens sygdomsforløb, jeg ikke har til rådighed – og det samme gælder de praktiserende læger. Det kan betyde, at vi kan komme til at lave dobbeltarbejde og undersøge og screene for ting, der allerede er undersøgt. Og det kan betyde, at vi vil være længere tid om at give borgeren den rigtige hjælp og behandling«, konstaterer han.

Undgå huller og overlap

Hvilke mål har du sat dig med dit nye job? Hvad vil du gerne kunne aflevere, når du går fra?

»Når jeg en gang holder op – hvornår det så bliver – vil jeg gerne kunne se, at der er skabt nogle sammenfaldende metoder og et fælles sprog for det tværsektorielle arbejde omkring de meste skrøbelige ældre medicinske patienter. Det handler både at undgå huller og at undgå overlap i forløbene, sådan så vi hverken taber borgeren på gulvet eller spilder unødvendige ressourcer«, siger Finn Rønholt.

Selv vil han have blikket rettet mod en ny model for netop arbejdet på tværs af sektorerne:

»Det tværsektorielle samarbejde er jo heldigvis på fremmarch på rigtig mange fronter, og der sidder andre læger som mig i andre kommuner. Dem skal jeg bruge noget tid på at besøge for at høre, hvordan de griber tingene an. Der findes ikke én rigtig måde at gøre det på, men jeg håber, at jeg med mine mange år i hospitalsverdenen og nu som kommunalt ansat kan være med at samle de bedste erfaringer fra begge sider og dermed give dem videre som forslag til en model for, hvordan vi kan skabe et mere sammenhængende forløb for den ældre medicinske patient«, siger Finn Rønholt.

Meget kan gøres med relativt små tiltag, mens andet har noget længere udsigter, konstaterer han, mens fotografen trækker ham med ud i forårssolen:

»Ja, det ville da være rigtig godt med et sammenhængende patientjournalsystem på tværs af sektorerne – men det bliver vist ikke i min tid …«.