Skip to main content

Ny aftale kan bane vej for flere læger i almen praksis

I de seneste år er der sket en markant stigning i antallet af ansatte læger i almen praksis, og nu er Praktiserende Lægers Arbejdsgiverforening (PLA) og Yngre Læger (YL) blevet enige om en overenskomst for de ansatte læger hos de praktiserende læger. Aftalen sikrer blandt andet løn under barselsorlov og ventes at kunne tiltrække endnu flere yngre speciallæger til almen praksis.

Bodil Jessen, boj@dadl.dk

18. nov. 2020
4 min.

Den ny overenskomst mellem YL og PLA er godt nyt for udviklingen af det nære sundhedsvæsen. Det er den klare melding fra de to organisationer, efter det i går lykkedes dem at lande en aftale om arbejdsvilkår for de speciallæger i almen medicin, der er ansat i de praktiserende lægers klinikker rundt om i landet.

Der har ikke hidtil været en overenskomst mellem de to parter om de ansatte læger i almen praksis.

Med aftalen sikres en række forbedringer for ansatte speciallæger i almen medicin, der arbejder i almen praksis, blandt andet barsel, 6. ferieuge, barns første sygedag og mulighed for at forhandle omsorgsdage. Forbedringerne kan gøre det mere attraktivt for yngre almenmedicinere at blive ansat i almen praksis frem for på sygehus, lyder det fra flere.

»Jeg er ikke i tvivl om, at denne overenskomst vil gøre almen praksis endnu mere attraktiv for unge læger, og jeg tror, det vil føre til, at flere læger vil søge ud i praksis i stedet for at lade sig ansætte på for eksempel hospitalet. Vi mangler praktiserende læger, og når vi får flere ansatte læger i vores klinikker, kan det være med til at bære os igennem, indtil vi er blevet nogle flere praktiserende læger med egen klinik, siger konstitueret formand for PLO Jørgen Skadborg i en pressemeddelelse«.

Han forventer, at flere ældre praktiserende læger vil fortsætte lidt længere, hvis de får bedre mulighed for at ansætte en læge i deres klinik.

Fordobling

På bare to år er antallet af ansatte læger i almen praksis tæt på fordoblet – fra 70 læger i 2018 til 130 læger i år. Det viser tal fra PLO.

YL har længe ønsket en overenskomst, lyder det fra Helga Schultz. Overenskomsten sikrer nu, at det både lønmæssigt og arbejdsvilkårsmæssigt er attraktivt at være ansat som læge i almen praksis, siger hun.

»Det vil gøre almen praksis mere attraktiv som arbejdsplads for mange unge speciallæger i almen medicin. Vi ved, at mange yngre læger gerne vil være ansat hos en praktiserende læge, inden de beslutter sig for at købe egen praksis. Jeg er meget tilfreds med, at det nu kan ske med en overenskomst, og jeg forventer, at det vil få endnu flere til at søge ansættelse i almen praksis«, siger Helga Schultz i en pressemeddelelse.

Yngre Læger gennemførte i sommeren 2018 en spørgeskemaundersøgelse blandt læger under uddannelse i almen medicin, som viste, at flertallet af de yngre læger har et ønske om at komme til at eje deres egen praksis. 62 procent svarer, at de ønsker at eje deres egen praksis, mens 12 procent afviser det. De resterende (26 procent) svarer ved ikke.

Undersøgelsen viste også, at nogle ønsker at købe praksis, straks de er blevet færdige som speciallæger i almen medicin, mens andre ønsker at vente et par år, før de køber praksis. Frem til de køber praksis, ønsker langt den overvejende del (87 procent) af denne gruppe at være ansat læge i almen praksis.

Sidestiller almen praksis med sygehuse

I dag er der ca. 800 speciallæger i almen medicin, der arbejder andre steder end i almen praksis. Hvis selv en mindre andel af disse 800 læger kunne tiltrækkes til almen praksis, vil det være et markant bidrag til at reducere den nuværende mangel på praktiserende læger.

Kim Brogaard, der er formand for Almen Praksisudvalget i YL, kalder aftalen »et klart og tydeligt politisk signal om, at organisationerne står sammen om at sikre en bedre rekruttering af læger til almen praksis«. De usikre arbejdsforhold, der har hersket hidtil, har nemlig medført, at yngre almenmedicinere er søgt mod sygehusene for at være sikre på et ordentligt arbejdsmiljø, pointerer han.

»Vi har før set, at yngre almenmedicinere, der har opnået deres speciallægeuddannelse, har søgt ansættelse på sygehusene, fordi de har oplevet, at der har været usikkerhed om arbejdsmiljø, barsel og så videre i almen praksis. De yngre almenmedicinere får typisk mange børn, og de prioriterer et godt arbejdsmiljø meget højt. Der er sket et skifte i den måde, vi tænker på som læger, hvor arbejdsmiljøet vejer tungere i dag«, siger Kim Brogaard.

Tror du, at aftalen vil gøre almen praksis mere attraktiv for yngre almenmedicinere?

»Ja. Aftalen kan være med til at sikre, at nogle af de speciallæger i almen medicin, der er i tvivl, om de ønsker at eje praksis, er sikret nogle arbejdsmiljøforhold, der kan ligestilles med de forhold, der er på sygehusene. Når vi kigger på arbejdsmiljøforholdene, er der altså ikke længere et argument for at vælge sygehusansættelse frem for en ansættelse i almen praksis«.

Den nye overenskomst skal nu tiltrædes af PLA’s repræsentantskab og af YL’s bestyrelse. Dette ventes at ske i slutningen af november.

Når overenskomsten er godkendt, vil den gælde for ansættelser, der sker fra den 1. januar 2021 og frem. Overenskomsten løber frem til den 31. marts 2024.