Skip to main content

Ny analyse: Forebyggelse kan forhindre tusindvis af indlæggelser og aflaste det pressede sundhedsvæsen

En ny analyse fra Lægeforeningen sætter tal på, hvor mange indlæggelser i sundhedsvæsenet der kan forebygges med 25 forskellige indsatser. Indsatser mod rygning kan for eksempel forhindre langt mere end 50.000 indlæggelser årligt, og Lægeforeningens formand opfordrer regeringen til at sætte ind med det samme for at aflaste det pressede sundhedsvæsen.

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Lægeforeningen

8. maj 2023
3 min.

Danmarks sundhedsvæsen er i disse år under pres. Den udbredte mangel på arbejdskraft og det demografiske træk i befolkningen, hvor der kommer flere og flere ældre med behov for behandling, vil under alle omstændigheder føre til mere travlhed, flere lægebesøg og flere indlæggelser i de kommende år. Derfor er der i høj grad brug for effektive tiltag, der kan forebygge, at presset bliver alt for voldsomt. En helt ny analyse, som Lægeforeningen har udarbejdet, sætter nu tal på 25 forskellige forebyggelsesindsatser og deres potentiale til at nedbringe omfanget af hospitalsindlæggelser.

»Der skal fuldt blus på forebyggelsesindsatser, der både gavner folkesundheden og aflaster sundhedsvæsenet. Vores nye analyse viser heldigvis, at der er et kæmpe potentiale til at forhindre mange tusinder indlæggelser i det danske sundhedsvæsen på kort og på langt sigt. Det er godt for sundhedsvæsenet, der bliver aflastet og får frigjort arbejdskraft – så det kan ikke gå hurtigt nok med at få igangsat flere tiltag rettet mod at forebygge indlæggelser«, siger Camilla Rathcke, der er Lægeforeningens formand.

Analysen fremhæver 25 forskellige indsatser og deres potentiale til at reducere antallet af indlæggelser på hospitalerne.

En styrket medicingennemgang kan som eksempel på kort sigt forhindre omkring 15.000 indlæggelser, og på langt sigt kan tiltag mod tobak som højere priser og tværfaglige indsatser mod rygning på grundskoler og på ungdomsuddannelser forhindre mere end 50.000 indlæggelser om året.

»Der er ikke noget quickfix på de mange udfordringer, der er i sundhedsvæsenet – men nu får vi sat tal på, hvor enormt mange indlæggelser der rent faktisk kan forebygges i fremtiden med de rette tiltag«, siger Camilla Rathcke.

For kort tid siden udkom de to rapporter om sygdomsbyrden i Danmark, som gav et opsigtsvækkende billede af, hvordan udvalgte sygdomme og risikofaktorer belaster samfundet, sundhedsvæsenet og borgerne. Af dem fremgik det for eksempel, at der i Danmark er næsten 16.000 tobaksrelaterede og næsten 2.500 alkoholrelaterede dødsfald om året, og det blev belyst, hvordan andre folkesygdomme som depression og muskel- og skeletlidelser i høj grad belaster den enkelte og sundhedsvæsenet.

»Det er katastrofalt høje tal, og det har store konsekvenser for både den enkelte patient og for samfundet. Vores nye analyse belyser med tal sort på hvidt, hvad man med konkrete initiativer kan gøre for at bremse sygdom og dermed flere indlæggelser. Jeg vil opfordre regeringen til at sætte ind nu, så flere mennesker undgår forebyggelig sygdom, og presset på sundhedsvæsenet bliver mindre«, siger Camilla Rathcke.

Analysen tager udgangspunkt i 25 forskellige forebyggelsesindsatser. Analysen viser den forventede tidshorisont for, hvor hurtigt tiltagene får effekt, hvor stor en effekt de vil have, og for flere af tiltagene, hvor mange indlæggelser de kan forhindre.