Ny bog anklager lægers rolle i asbestsag

En række navngivne læger dækkede i 1950'erne og 1960'erne over, at asbest kan medføre dødelige sygdomme. Det skriver professor Kurt Jacobsen i en bog, der udkommer på Informations Forlag i dag, mandag. Bogen »Asbest. Magisk mineral og dræberstøv« afdækker, hvordan læger trods viden om, at flere arbejdere ved Dansk Eternit-Fabrik havde alvorlige tegn på begyndende sygdom i lungerne, ikke anbefalede et forbud mod asbest. Ugeskrift for Læger bringer i dette nummer en kronik, som Kurt Jacobsen har skrevet med afsæt i bogen.

Til Ugeskriftet siger Kurt Jacobsen:

»Jeg vil betegne lægernes rolle i denne sag som i enhver henseende forkastelig. Dertil kommer, at den var ulovlig«.

En af de læger, der står for skud, er nu afdøde Aage Grut, der var overlæge i Arbejdstilsynet. Han skrev til Direktoratet for Arbejdstilsynet i 1968:

»Man må altså afveje det fra arbejderen rimelige krav om total afskaffelse af alvorlige sundhedsfarer med de økonomiske konsekvenser«.

Coverup

Aage Grut kendte på det tidspunkt til røntgenbilleder, der viste symptomer på asbestose, hævder bogen. Kurt Jacobsen påviser, at Aage Grut var klar over, hvor farlig asbest er, da han frarådede et forbud af stoffet af hensyn til samfundet. Han orienterede også Direktoratet for Arbejdstilsynet om stoffets farlighed. Men de sygdomstilfælde, som røntgenbillederne havde afsløret, blev ikke indberettet til Direktoratet for Ulykkesforsikringen. Og de syge fik heller ikke selv noget at vide. Kurt Jacobsen skriver: »Læger løj og fortalte arbejdere med en alvorlig og i værste fald dødelig arbejdssygdom, asbestose, at de intet fejlede«.

Ledelsen af eternitfabrikken fik besked. Men den var interesseret i et coverup, og det medvirkede lægerne altså ifølge bogen til i en årrække.

Kurt Jacobsen - det er alvorlige anklager, du kommer med, både over for døde og nulevende læger. Har du belæg for det?

»Jeg gør bare rede for, hvad der er sket. I bogen er der en enormt omfattende kildeliste. Der er kilder og dokumentation for alt, herunder korrespondancen mellem lægerne. Langt det meste af dokumentationen og kilderne befinder sig i Landsarkivet i Viborg«, siger Kurt Jacobsen.

Lægens ansvar

Men har Direktoratet for Arbejdstilsynet ikke det største ansvar her? Grut havde oplyst, hvor farligt stoffet er. Burde de ikke have forbudt stoffet - uanset hvad Grut i øvrigt syntes om et forbud?

»Ansvaret ligger hos begge parter. Grut havde ikke til opgave at forbyde. Men alligevel går han direkte ind og fraråder et forbud af hensyn til samfundsøkonomien. Han kender til faren ved at arbejde med asbest, men han anbefaler, at der ikke reageres. Det gør han som embedsmand. Men han er læge, og en læge skal reagere på det, hvis han har sådan en viden. Det er lægens ansvar. Hertil kommer, at han ikke fortalte de asbestoseramte arbejdere, at de var syge, selvom han direkte var pålagt at gøre det i lovgivningen«, siger Kurt Jacobsen.

Anderledes etik

Flere af de læger, som bogen kritiserer, er døde. En læge kritiseres for at indberette til Direktoratet for Ulykkesforsikringen og Direktoratet for Arbejdstilsynet om eternitarbejdere, der havde tegn på en begyndende asbestose, men som i øvrigt var helt symptomfri - uden om arbejderne selv. De fik ikke noget at vide. Lægen, tidligere kreds- og embedslæge Henrik Hamburger, siger fra det nordjyske:

»Det var med velberåd hu, hvis jeg ikke sagde noget til eternitarbejderen, der havde tegn på begyndende asbestose. Holdningen var anderledes i 60'erne. Det kan være svært at forstå i dag. Asbestose er en dødelig sygdom. Men det har en meget lang latenstid, og man kan leve i mange år med det og nå at dø af andre ting. Holdningen var, at man ikke fortalte folk helt uden symptomer, at de havde en dødelig sygdom. Det ville være en tikkende bombe. Da jeg var ung læge i 50'erne, sagde man heller ikke til patienter, at de havde cancer, hvis der ikke var behandlingsmuligheder. Man omskrev, sagde noget om en betændelsestilstand eller lignende. Det var den etik, der gjaldt dengang«, siger Henrik Hamburger.

Men der var jo en konkret årsag til den sygdom, der viste sig hos eternitarbejderne, asbesten ...

»Ja. Der skete også et skift i holdningen i 70'erne. Man begyndte at orientere patienter med alvorlige diagnoser om deres sygdom. Samtidig skete der noget på fabrikken. Da jeg kom til som kredslæge 1967 og besøgte fabrikken de første gange, så jeg, hvordan arbejderne væltede tre sække cement ud på gulvet på en gang. Det støvede, og der var ikke meget sikkerhed omkring det. Op gennem 70'erne satte fabrikken produktionen i vejret. Vi vidste, at der var risiko, og at der var en lang latenstid på sygdommen. Det i kombination gjorde, at det stedlige arbejdstilsyn, som jeg var rådgiver for, kom med flere årlige påbud til fabrikken om at nedsætte støvforekomsten. Ingen vidste dog, hvor grænsen gik for, hvad der var farligt. Men det blev reduceret betydeligt«.

Læs også Kurt Jacobsens kronik »Den farlige asbest«