Overlægen kommer ind ad døren og ser på patientens arm. Armen er forinden blevet undersøgt, det er en forstuvning, og der er ikke noget brækket. Patienten, der er flygtning fra Syrien, kan ikke tale dansk.
»Det er etniske smerter«, konstaterer overlægen. Han siger, at patienten skal have gips på.
Jawad Ahmad Zahid fortæller historien, som han blev vidne til, da han som lægestuderende var i klinik på et hospital i Region Hovedstaden. Den 27-årige ph.d.-studerende taler urdu og punjabi, men han har også lært lidt arabisk i sin fritid, og han var derfor blevet bedt om at hjælpe med at tolke ved konsultationen med den syriske flygtning.
»Før overlægen kommer ind, er lægen, sygeplejersken og jeg blevet enige om, at patientens arm skal forbindes. Men overlægen siger, at det er ”etniske smerter”, og at patienten skal have gips på«, fortæller Jawad Ahmad Zahid, der fortsætter:
»Jeg er ikke ortopædkirurg, men jeg har dog lært, at der ikke skal gips på en forstuvning, fordi det giver muskelsvaghed. Der var kommunikationsproblemer med patienten, fordi han ikke kunne dansk, men selv hvis han havde haft fantastisk komplians, var han endt i rodekassen med ”etniske smerter”. Det er bare ikke godt nok«.
Vi sidder i Jawad Ahmad Zahids lejlighed i det københavnske nordvestkvarter – lige midt imellem den monumentalt knejsende Grundtvigskirken og Jawads barndomshjem i Mjølnerparken. Det er nærmest symbolsk, for samtalen tager udgangspunkt i følelsen af at være midt imellem to kulturer og ikke rigtig passe ind nogen steder – for dansk det ene sted, for pakistansk det andet sted. En følelse af forladthed, som indirekte kan medvirke til ulighed og underbehandling i sundhedsvæsenet.
Ved siden af Jawad sidder KBU-læge Hamzah Chuodhary. De sad her også for fire måneder siden, da de sammen med syv lægestuderende med minoritetsbaggrund skrev på vedtægterne til deres nye forening Shifaa, mens snacks og pakistansk chai-te gled ned i en lind strøm.
Shifaa er et arabisk ord, der betyder helbredelse. Det kendes også på en række andre sprog i den muslimske verden, og det er ikke et tilfældigt valg, for initiativtagerne ønsker, at deres forening skal være med til at rette op på den ulighed i sundhed, som mange patienter med minoritetsbaggrund oplever i mødet med sundhedsvæsenet.
»De får simpelthen ikke så god behandling, som de burde, og derfor ønsker vi at gå ind og bygge bro mellem minoritetsdanskere og det danske sundhedsvæsen. Vi tror, at vi som minoritetslæger har et forspring, når det handler om at kunne forstå kulturelle barrierer og årsager til dårlig komplians. Vi vil gerne bruge vores indsigt til at nedbryde myter og fordomme«, siger Hamzah Choudhary, der er formand for Shifaa.
Det er efterhånden veldokumenteret, at det halter gevaldigt med lighed i sundhed for etniske minoriteter. Men hvorfor? Hvem er de skyldige? Og hvordan retter man op på det?
Svarene er ikke så enkle. Men Jawad Ahmad Zahid og Hamzah Choudhary bruger deres egne personlige livserfaringer fra deres opvækst som minoritetsdanskere samt deres faglige erfaring fra det danske sundhedsvæsen til at komme med nogle bud. Vi kommer til at tale om sprogproblemer, mistillid og manglende viden, men også om misforstået hensyntagen og strejf af racisme.
»Sprogproblemer, hvor vigtige nuancer forsvinder, er en væsentlig del af forklaringen på den dårlige komplians, som mange patienter med minoritetsbaggrund har – også dem, der har været i Danmark i mange år, og som tilsyneladende taler et rigtig godt dansk«, siger Jawad Ahmad Zahid.
Han fortæller om en oplevelse, han fik som lægestuderende på klinikophold. Her var han med til en konsultation med en patient, der taler punjabi, lige som han selv gør. Lægen benyttede sig ikke af hans tilbud om at tolke, men det var meget tydeligt for Jawad Ahmad Zahid, at patienten havde utroligt svært ved at beskrive sine smerter på dansk. Da lægen til sidst fortalte patienten om sin behandlingsplan, var det åbenlyst, at patienten kun forstod fragmenter.
Efter konsultationen trak patienten Jawad til side og spurgte til, hvad det egentlig var, lægen havde sagt.
»Som tredjemand i konsultationen kunne jeg se, at det gik helt galt. Patienten havde kun forstået 20 procent af det, lægen havde sagt til ham. Så bliver komplians et problem«, siger Jawad Ahmad Zahid.
Hvis du kunne se, at konsultationen gik skævt, hvorfor sagde du så ikke noget?
»Jeg var ny på afdelingen, og som studerende skal man primært observere. Det er svært at komme med inputs, medmindre man bliver inddraget i samtalen. Afbryder man, risikerer man måske ikke at kunne følge lægen igen«.
Men en del af forklaringen ligger også i den mistillid, som mange minoritetsdanskere møder sundhedsvæsenet med. En mistillid, som dels udspringer af dårlige erfaringer med sundhedsvæsenet i deres hjemlande, men som også handler om aldrig at blive accepteret som en rigtig dansker.
»Hvis du selv føler dig som en dansker, men resten af samfundet ikke opfatter dig som dansker, fordi du er for brun i huden, så oplever man ikke, at man er en del af fællesskabet. Det skaber en manglende tillid. Og så er det lettere at ty til YouTube-videoer med misinformation på ens eget sprog. Men det er ikke godt for sundheden«, siger Jawad Ahmad Zahid.
Der er også kulturelle forklaringer på dårlig sundhed og dårlig komplians. Både Hamzah Choudhary og Jawad Ahmad Zahid kommer fra familier med pakistansk baggrund, og de er godt klar over, at den fede pakistanske madkultur ikke er god for sundheden og sender blodsukkeret ud på turbulente og ukontrollerede svingture. Det er et problem, når pakistanere samtidig har en genetisk disposition for en sygdom som diabetes. Det er, som om forståelsen ofte halter. Man ved nok, at man som diabetiker ikke skal have raffineret sukker i teen, men man skal da lige have sin kage – og gerne én til, tak.
Hamzah Choudhary har som lægestuderende arbejdet på en øjenafdeling, hvor op mod 40 procent af de patienter, som kom ind med diabetiske øjenkomplikationer, havde minoritetsbaggrund.
»Deres komplians var virkelig dårlig. Det var helt tydeligt, at de etnisk danske patienter havde en langt bedre forståelse af sygdommen. Det kan være svært for danske læger at lære minoritetspatienter, hvordan de kan passe på sig selv, og der tror jeg, at vi kan komme ind i billedet, fordi vi har en bedre indsigt og forståelse i kulturen«, forklarer han og uddyber:
»For de patienter, der har en mistillid til systemet og lytter mere til YouTube-videoer end til deres egen læge, kan det hjælpe at få sat et ansigt på systemet, som ligner deres eget. Det kan gøre dem mere trygge og også lidt stolte. Jeg kan ikke så godt forklare det, for det gør jo ikke nogen forskel for mig, om ens hud er hvid eller brun, men jeg tror, at de nogle gange får en følelse af, at vi forstår, fordi vi har samme baggrund. Derfor har vi som læger med minoritetsbaggrund et ekstra stort ansvar for at bruge vores indsigt til at bedre vilkårene«.
Hovedformålet for Shifaa er at forbedre sundheden for patienter med minoritetsbaggrund, men foreningen har også et sekundært formål: at være med til at nedbryde fordomme i det danske sundhedsvæsen og forbedre forholdene for læger med minoritetsbaggrund.
Hamzah Choudhary har selv oplevet en række ubehagelige episoder med patienter eller kolleger. Patienter, som ikke vil behandles af ham, eller kolleger, som ikke inviterer ham med til kollegiale sammenkomster.
Det er ikke altid gjort med ond vilje. Nogle gange handler det mere om misforstået hensyntagen.
»Jeg har haft mange oplevelser. Da jeg var i psykiatrien i Region Sjælland, oplevede jeg flere gange, at patienter ikke ville behandles af mig, fordi jeg er brun i huden. Nogle af dem sagde helt åbenlyst, at de havde fordomme om mig«, siger Hamzah Choudhary og begynder at fortælle om en jobsamtale, der gik helt skævt for ham. Det var et job, han rigtig gerne ville have, og han havde glædet sig til at fortælle om sine erfaringer inden for fagområdet.
»Men lægen, der stod for jobsamtalen, var kun interesseret i at spørge mig, hvor jeg kom fra, om mit kvindesyn, om jeg følte mig som en dansker og den slags. Det var meget ubehageligt. Jeg er født i Danmark, jeg har gået på kristen privatskole, og jeg føler mig som en dansker, men jeg fik en meget klar forståelse af, at jeg ikke blev opfattet som en rigtig dansker«, fortæller Hamzah Choudhary.
En anden gang var han studerende i traumemodtagelsen på Rigshospitalet og var sammen med fire andre læger med minoritetsbaggrund med til at redde en ung dansk mand, der var ilde tilredt efter en række knivstik. Da han sammen med et par sygeplejersker skulle køre manden på sengeafdeling, sagde den ene sygeplejerske til den anden om den tilskadekomne: »Han har nok mødt nogle indvandrere ude i byen«.
»Jeg er meget påpasselig med at trække racismekortet, for det fjerner fokus. Men der er et racistisk mindset hos nogle i sundhedsvæsenet, og det vil også smitte af på deres behandling af patienterne. Det kan vi ikke se bort fra«.
Det sker, at Hamzah Choudhary lader sig slå ud af den slags dårlige oplevelser. Så mister han modet og tænker, at det ikke nytter noget. At han ikke vil være læge, når det skal være på den måde.
»Men så overbeviser jeg mig selv om, at jeg hellere vil prøve at ændre folks opfattelse. At vise dem, at jeg er god nok. Og noget af det, jeg har oplevet, har heller ikke handlet om racisme. Det har mere handlet om berøringsangst«.
Det var for eksempel det, der skete, dengang der var arrangeret julefrokost på den afdeling, hvor Hamzah Choudhary arbejdede. Det var en fantastisk god arbejdsplads med virkelig søde kolleger. Da klokken blev tre, havde folk fri, men der var ikke nogen, der gik hjem. Hamzah forstod det ikke og spurgte en af kollegerne, hvad der foregik.
Kollegaen svarede, at de skulle holde julefrokost kvart over tre, og de skulle have glögg og kage. De havde ikke inviteret Hamzah Choudhary, fordi … – som kollegaen sagde:
»Der er jo alkohol, Hamzah«.
»Men jeg kunne jo bare have drukket kakao«, siger Hamzah. »Hvorfor inviterede de mig ikke?«.
De første spæde skridt til Shifaa blev taget under den første coronavinter, da Hamzah Choudhary fik ideen til at tage ud i pakistanske moskeer og tale med den muslimske menighed om de sundhedsmæssige fordele ved influenzavaccination. Flere andre var med på den, blandt andet Jawad Ahmad Zahid, og de tog ud i moskeerne og informerede og vaccinerede dem, der var interesserede.
Ud af dette første initiativ udsprang ideen om at skabe en forening, der skal bygge bro og nedbryde fordomme – begge veje. Shifaas første arrangement var et foredrag på Panum den 5. oktober om organdonation og den muslimske patient. Tilhørerne var mere end 300 læger og lægestuderende med minoritetsbaggrund.
Med på mødet var imamer, der fortalte tilhørerne, at der ikke er noget i islam, der forhindrer organdonation. Men det tror mange – både minoritetslæger og -patienter.
»Minoriteters udfordringer handler meget sjældent om religion. Men det er blevet en let undskyldning at sige, at man ikke må, fordi religionen ikke tillader det. Så slipper man for at tage stilling. Men det handler næsten altid om kulturelle barrierer. Og dem vil vi gerne være med til at nedbryde«, siger Jawad Ahmad Zahid.
Til november har Shifaa en onlinekampagne i støbeskeen, som skal hylde minoritetskvinden i sundhedsvæsenet, hvad enten hun er rengøringshjælp, sosu-assistent eller speciallæge.
»Kvinderne er virkelig udsat for meget mere diskrimination, end vi mænd er. Især hvis de går med tørklæde. De gør et kæmpearbejde og fortjener at blive hyldet«, siger Hamzah Choudhary.
Det er gået rigtig hurtigt med at etablere Shifaa. Hjemmesiden er stadig under konstruktion, og der er ikke helt styr på alt det nødvendige bureaukrati med oprettelse af medlemsbase og så videre, men de har opnået stor synlighed på de sociale medier, offentlige myndigheder henvender sig med interesse, og medlemmerne strømmer til.
»Vi er 50 medlemmer nu, men vi har et stort arbejde for os med at blive mere brede, inkluderende og repræsentative. Lige nu er vi mange med pakistansk baggrund, fordi initiativtagerne har pakistansk baggrund, og fordi der er mange læger med den baggrund. Men målet er, at vi får flere med, som har familiebaggrund i andre lande«, siger Hamzah Choudhary.
Jawad Ahmad Zahid supplerer:
»Vi har ingen hudfarvepolitik. Danske læger er også meget velkomne. Det handler om, at man ønsker at gøre en forskel for de mest udsatte og vil være med til at sikre, at mødet mellem etniske minoritetspatienter og det danske sundhedsvæsen bliver bedre«.
Foreløbig glæder de sig over den overordentligt positive modtagelse, Shifaa har fået.
»Det er helt vildt. Hamzah og jeg blev færdige i sommer, og de andre er lægestuderende. Vi har ikke den store faglige ballast. Men vi kan se, at der er nogle udfordringer, og at de er meget store. Derfor vil vi gerne være med til at løfte vores ansvar og gøre vores til, at barriererne bliver mindre«, siger Jawad Ahmad Zahid.
