Skip to main content

Ny garanti giver faglig mening

Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen

3. maj 2012
3 min.

Sundhedsministeren havde en velkomstgave med til åbningen af Lægemødet i Kolding for nylig. Samme morgen havde hun nemlig offentliggjort, at regeringen er på vej med en ny udrednings- og behandlingsgaranti.

Det gjorde Lægemødet særligt festligt. Lægeforeningen har kæmpet for en ny garanti i årevis. Vi har igen og igen gjort opmærksom på urimeligheder i den stadig eksisterende ordning. Derfor var glæden stor, og det prægede også dialogen på Lægemødet.

For den ny garanti er et stort fremskridt for patienterne, som får en helt ny rettighed. Patienter får ret til udredning inden for fire uger. Hvis ikke det er muligt at stille en diagnose inden for den ramme, skal der lægges en plan for den videre udredning. Det sidste er vigtigt. For selv om medier betegner garantien som en diagnosegaranti, er det at tage munden for fuld. Vigtigst er, at den ny model tager fat på det store problem, at patienter ofte må vente i alt for lang tid på at få afklaret, hvad de fejler.

Den ny behandlingsgaranti består af to trin, så de alvorligt syge højst skal vente i fire uger og mindre alvorligt syge højst i otte uger. Det er også en forbedring i forhold til i dag, hvor det reelt kun er de patienter, hvis sygdomme kan klares i den private sundhedssektor, som er omfattet af behandlingsgarantien. Lægeforeningen kunne godt leve med en bagkant på tolv uger. Fagligt set ville det være forsvarligt, men vi har forståelse for, at det kan være politisk ømtåleligt.

Meget glædeligt er det, at psykiatriske patienter får samme rettigheder som andre patienter. Det er godt, at der nu bliver rettet op på den urimelige forskelsbehandling af psykisk syge, og det er samtidig et skridt i retning af at få et samlet og sammenhængende sundhedsvæsen.Endnu er der ikke et konkret lovforslag på bordet, og der er en række punkter, som kræver afklaring. Hvordan er private udbydere tænkt ind i udredningsgarantien? Hvilke konsekvenser har det, hvis garantierne ikke overholdes? Vi vil også gerne have flere oplysninger om, hvordan ministeren ser på det fremtidige samspil mellem privatpraktiserende speciallæger, praktiserende læger og sygehusene. Det er ikke muligt at læse sig frem til, om garantien omfatter eksempelvis undersøgelse og behandling hos privatpraktiserende speciallæger. Det har stor betydning, ikke mindst i psykiatrien, hvor folkesygdomme som angst og depression i stort omfang behandles hos speciallæger uden for sygehusene.

Der er ingen tvivl om, at den ny garanti bliver en stor udfordring for sundhedsvæsenet, som skal opruste inden for specielt det diagnostiske område. Det samme gælder psykiatrien, som i forvejen har et økonomisk efterslæb. Derfor er det positivt, at regeringen signalerer vilje til at forhandle med regionerne om økonomien i ordningen.

Lægeforeningen ser frem til det endelige forslag, og vi bidrager naturligvis også gerne til at skræddersy detaljerne, så modellen kommer flest muligt til gavn.