Skip to main content

Ny indekseringsform i Danish Medical Bulletin

Redaktør Jacob Rosenberg

19. mar. 2010
4 min.

Traditionelt indekseres videnskabelige artikler efter en fast skabelon, som består af årstallet, tidsskriftets volumennummer og fortløbende sidetal, hvor volumennummeret typisk skifter årligt. Denne model for indeksering har vi anvendt i både Ugeskrift for Læger og Danish Medical Bulletin, men nu skifter vi til en ny måde at indeksere indholdet på i Danish Medical Bulletin. Fremover vil den enkelte artikel have sidetal fra 1 til X, og sidetallene vil derfor ikke være fortløbende i den enkelte årgang af tidsskriftet. Til gengæld vil hver artikel få et unikt artikelnummer, og referencen til den enkelte artikel vil fremover være f.eks. Dan Med Bul 2010;57:A4116, hvor A4116 er det unikke artikelnummer.

Denne ændring skyldes bl.a. indførelsen af muligheden for gratis at publicere ph.d.-afhandlinger og disputatser i Danish Medical Bulletin som regelrette indekserede oversigtsartikler. Vi har indført en model, hvor forfatterne selv indsender en færdigredigeret fil med afhandlingen, som herefter umiddelbart publiceres. For at mindske arbejdsbelastningen i Ugeskriftets sekretariat og på Lægeforeningens forlag indfører vi derfor nu artikelnumre i stedet for fortløbende sidetal for en årgang. På denne måde skal vi ikke holde styr på fortløbende sidetal i hvert nummer af tidsskriftet, men kan nummerere artiklerne, efterhånden som de bliver klar, og herefter offentliggøre dem på internettet i det førstkommende nummer. Da Danish Medical Bulletin nu udkommer månedligt, betyder det, at artiklerne bliver publiceret maksimalt en måned efter, at de er færdige fra forlaget.

Artikelnumrene kan måske for udenforstående se mærkelige ud, men det er de samme artikelnumre, som anvendes i sekretariatets interne manuskriptsystem; det udelukker risikoen for at to artikler får samme nummer, og ved anvendelse af et system, som vi bruger i forvejen, vil der ikke være tvivl i arbejdsprocessen med tildeling af numre.

Et lignende system kendes fra BMJ, hvor man indførte artikelnumre i juli 2008 [1]. Her var årsagen dog en anden, nemlig at man ønskede at publicere løbende på internettet, dvs. at der kan udkomme nye artikler flere gange om ugen i takt med, at de bliver klar. Artiklerne i BMJ får således et artikelnummer og publiceres på nettet; hver uge plukker redaktionen så et udvalg af artikler til det trykte blad. I det trykte blad bevares disse specifikke artikelnumre, som er den korrekte reference, selvom BMJ stadig angiver sidetal i den trykte version af tidsskriftet. Ordningen i BMJ er indført for at give mulighed for ikke at trykke alle artikler på papir, dvs. at alt materiale ligger på nettet, men kun et uddrag trykkes på papir [1]. Situationen for Danish Medical Bulletin er anderledes, idet det er et 100% web-baseret produkt. Indførelsen af artikelnumre i Danish Medical Bulletin giver dog redaktionen en fleksibilitet til på et senere tidspunkt måske at udgive uddrag af det fulde materiale fra internettet i andre medier, trykte såvel som elektroniske, uden at skulle holde sig inden for en stram skabelon med fortløbende sidetal.

Det er svært at spå om fremtiden, men som det ser ud lige nu for de videnskabelige tidsskrifter, vil vi måske i Ugeskrift for Læger nærme os en model som BMJ's, hvor der på internettet offentliggøres fuldtekstversioner af de videnskabelige artikler, og man i det trykte medie ikke nødvendigvis publicerer det fulde materiale fra internettet. Indførelsen af artikelnumre i Danish Medical Bulletin vil derfor også give os nogle erfaringer, som vi vil kunne overføre til Ugeskriftet, hvis vi senere skal overgå til en model med fuld version på internettet og kun et uddrag publiceret i det trykte tidsskrift.

For forfatterne og læserne vil der ikke være nogen væsentlig ændring, idet identifikationen af artiklen ved søgning på f.eks. PubMed stadig vil være unik, og artiklen altid vil kunne findes ved angivelse af den korrekte reference. Den fulde reference vil altid være markeret på artiklens første side. Eneste mindre ulempe vil være, at man f.eks. i referencelister, hvor artiklen forekommer, ikke umiddelbart kan se, hvor mange sider artiklen fylder, da referencen kun indeholder artikelnummeret uden sidetal. Dette har vi dog anset for at være et mindre problem i forhold til de gevinster, vi får ved omlægningen. Specielt når vi bevarer Danish Medical Bulletins status som et open access -tidsskrift, vil man altid ved få tastetryk kunne finde den originale artikel og herved se dens fulde længde.



KORRESPONDANCE: Jacob Rosenberg, Gastroenheden, Kirurgisk Sektion, Herlev Hospital, DK-2730 Herlev. E-mail: jaro@heh.regionh.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Ingen


Referencer

  1. Godlee F, Delamothe T, Smith J. Continuous publication: the next logical step. BMJ 2008;336:1450.