Skip to main content

Ny kampagne skal skræmme rygerne fra cigaretterne

Journalist Sine Madsen, sinemadsen@live.dk

2. okt. 2009
5 min.



I et tv-spot følger kameraet cigaretrøgens rejse gennem luftrøret og videre ned gennem lungerne. Derefter ses billedet af en overskåret lyserød og sund lunge, der ligger på en obduktionsbakke. Et bæger med sort tjære hældes ud i lungen, og seeren registrerer lyden af den flydende sorte substans. Næste tv-spot. En hjerne skæres over på midten og fra et lille hulrum flyder blodet fra en hjerneblødning. I et tredje tv-spot ser vi de blodige dele af en aorta, som kyndige hænder presser hvidgult fedt ud af. Det ligner daggammel klumpet mayonnaise, men det er ifølge speakerstemmen det fedt, der som konsekvens af rygning hober sig op i blodårerne.

Disse tv-billeder er ikke for sarte sjæle, men det er ikke desto mindre, hvad Sundhedsstyrelsen i forbindelse med de næste måneders tobakskampagne vil sende ud i bedste sendetid. Fem tv-spot a 30 sekunders varighed og med kampagnesloganet »Hver cigaret skader dig«, skal sætte fokus på rygnings skadelige virkning på kroppens organer. Kampagnekonceptet er udviklet og afprøvet i Australien i 1997 og er siden blev lanceret i 30 lande, som nu også tæller Danmark. Det er en del af kampagnekonceptet at henvise til en rygestoplinje, hvor folk kan søge hjælp og vejledning.

Brugen af frygtvækkende visuelle budskaber i kampagner har været et omdiskuteret emne, siden de første teorier bag anvendelsen så dagens lys på Yale Universitetet i USA i 1950'erne. Og herhjemme er der også uenighed om, hvorvidt kampagneformen er den rette måde at nå rygerne på.

For meget

Læge Jens Aage Stauning, som er klinikchef ved Almen Praksis på Københavns Universitet, mener ikke, at skrækkampagnen vil få meget mere end en dyster effekt.

»Jeg tilhører det hold af danskere, som synes, at skræmmekampagner er for meget. Nogle mennesker kan jo ikke holde ud at se på de voldsomme billeder, og at blodet vælter ud fra hjernen, synes jeg er lige i overkanten. Vi arbejder selvfølgelig på, at folk skal være så sunde som muligt, men det kan også gøres med positive budskaber, som f.eks. at fokusere på de fordele et rygestop vil medføre«, siger Jens Aage Stauning.

Else Smith, der er chef for Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen og en af kampagnens iværksættere, mener, at hvis tobakskampagner skal have en virkning, skal de formuleres i et visuelt og direkte sprog, der ikke lader seeren i tvivl om, hvad rygning er årsag til.

»Vi har valgt i denne kampagne at informere om tobakkens skadelige virkninger på en meget direkte måde. Billederne skal vise rygerne den skræmmende virkelighed, der befinder sig på den anden side af rygning. Det er jo ikke noget, vi bare finder på. Som læge ved jeg godt, hvad jeg skal forestille mig, når jeg hører ordet hjerneblødning, men det er der mange, der ikke gør«, siger Else Smith og påpeger, at rygning kan koste helt op til 20 år af et godt menneskeliv.

Ifølge Sundhedsstyrelsen dør der hvert år 14.000 danskere som følge af rygning. Selvom antallet af rygere de seneste år har været nedadgående, er der stadig 23 procent af den danske befolkning, der ryger dagligt. Derfor håber Else Smith, at kampagnen vil medvirke til, at flere rygere vil søge hjælp til rygestop, og at det kan sænke antallet af rygere til 22 pct. eller mindre i 2010.

Kampagnen vil virke

»Vi mener, at man godt kan bruge skræk og frygt som middel til at nå målet, så længe der er anvist en handlemulighed for rygeren, så denne ikke sidder alene og efterladt med skrækken. Derfor er der et telefonnummer, man kan ringe til og få hjælp til et rygestop«, siger Else Smith.

Og kampagnen vil virke, mener Else Smith - netop fordi den er grundigt evalueret.

»Både Norge, Irland og Island har haft gode resultater, og vi ved fra undersøgelser, at der er mange rygere, som er trætte af at ryge. Der kan denne kampagne være anledning til at søge hjælp«.

Da kampagnen blev gennemført i Australien første gang i 1997, var andelen af dagligrygere 25-30 procent, hvilket er lidt højere end i dagens Danmark. Det blev efterfølgende beregnet at rygeprocenten faldt med 1,4 procentpoint alene som følge af kampagnen. Samtidig bidrog kampagnen til at gøre rygerne mere motiverede for rygestop og havde en positiv effekt i forhold til at begrænse rygestart blandt unge. De gode resultater var ikke begrænset til de velstillede og veluddannede, men havde en bred effekt i alle grupper - også i de kortuddannede og mest storrygende grupper.

Det gælder - muligvis - ikke Sarah Hansen, der til dagligt studerer kommunikation på RUC. Hun har været periodevis ryger i 15 år. Hun mener at tv-klippene fra kampagnen er for ulækre, og hun havde mest lyst til at lukke øjnene, da Ugeskriftet viste hende billeder fra kampagnen.

»Alle ved jo godt, at rygning er skadelig for kroppens organer. De gange, jeg har forsøgt at holde op med at ryge, har min motivation hængt sammen med helt andre faktorer, såsom følelsesmæssige og sociale faktorer, men også usund hud og den grimme lugt. Sundhedsfaktoren var bare en ekstra gulerod. Jeg mener desværre ikke, at denne kampagne vil få en effekt på antallet af rygestop. Dens dramatiske billeder fortæller for det første noget, man godt ved, og for det andet påvirker den ens dårlige samvittighed, og derfor lukker man af«, siger Sarah Hansen.

Der er Sundhedsstyrelsen, Stoplinien og Mini-steriet for Sundhed og Forebyggelse, der står bag kampagnen, som løber i uge 41 til 43 i oktober, uge 46 til 48 i november og uge 53 og 1. Frem til nytår.