Ny lov om sundhed svigter svage børn

»Mere fleksible rammer«

»Frihed«

Det vil indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen med en ændring af loven om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge give kommunerne.

Frihed og fleksible rammer til selv at vælge, hvordan kommunerne vil trække på lægelig ekspertise for at løse opgaven med det forebyggende sundhedsarbejde for børn og unge.

Ifølge forslaget til ny lovtekst, som ventes at træde i kraft den 1. oktober, er kommunerne ikke længere forpligtet til at ansætte egne læger. Fremover kan kommunerne købe sig til ydelserne hos fx de alment praktiserende læger. Lovforslaget er opstået, fordi indenrigs- og sundhedsministeren finder det bekymrende, at mindst 14 procent af alle børn ikke modtager et tilbud fra den kommunale sundhedstjeneste, selv om loven foreskriver det.

Kommunerne kan nemlig ikke få besat stillingerne som kommunallæge. Ministeriets seneste opgørelse fra 1999 viste, at 20 procent af landets kommuner ikke havde ansat nogen læge.

Kommunallægerne finder imidlertid ikke lovordene om frihed og fleksibilitet tillokkende. Argumentet for - og forudsætningen for lovforslaget - at kommunerne ikke kan få besat stillingerne holder ikke, lyder det nærmest samstemmende fra kommunallæge Per Saval, Viborg, formand for Dansk Selskab for Børnesundhed, og Per Steinø, Skive, formand for Foreningen af Kommunalt Ansatte Læger.

Kommunerne gør ikke stillingerne attraktive nok. Normeringen er ofte beskeden.

»Ifølge annoncerne i Ugeskriftet er der overraskende mange rigtigt dårligt normerede stillinger i forhold til kommunens børnetal. Jeg har løbende kontakt med medlemmer, som siger, at de nu forlader jobbet som kommunallæge, fordi normeringen er for dårlig. De har orienteret kommunen, som ikke vil lave om på forholdene«, udtaler Per Steinø.

»I jobannoncerne fra kommunerne står, at man søger en kreativ, initiativrig person, som ud over helbredsundersøgelser ved ind- og udskolingen er interesseret i nytænkning, udvikling og tværfagligt samarbejde, men det forekommer overraskende, at man kun slår stillingerne op med tre til fem timer om ugen. Det hænger ikke sammen, og det har jeg også skrevet til ministeren«, siger Per Steinø.

God udvikling sat i stå

Tanken om at lægge helbredsundersøgelserne ud til alment praktiserende læger er grundlæggende forkert, mener Per Saval.

»Svenske, hollandske og engelske undersøgelser viser, at en helbredsundersøgelse i sig selv er værdiløs. Helbredsundersøgelser batter kun, hvis de bliver sat ind i en tværfaglig sammenhæng«, nævner Per Saval og fremhæver kommunallægens samarbejde med fx psykologer, pædagoger og sundhedsplejersker.

Loven om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge, som stammer fra 1995, betoner det tværfaglige samarbejde, men både Per Saval og Per Steinø mener, at ændringen af loven ved i højere grad at give kommunerne mulighed for at trække på familielægerne arbejder imod lovens intention om tværfaglighedens lyksaligheder.

Per Saval mener, at friheden og de fleksible rammer kommer til at dække over en afprofessionalisering af området børne- og ungelæge, kommunallæge. Han frygter, at det lægelige ekspertområde for børn og unge bliver endnu mere overset i de kommunale forvaltninger, hvis kommunerne vælger ad hoc-ansættelser frem for en fast kommunallæge, som har overblikket, den daglige gang i forvaltningen og står for en kontinuerlig udvikling af børn- og ungesundheden.

»Vi var sådan set i gang med en rigtig god udvikling af vores fag, men hvis ændringen af loven træder i kraft, vil det forstærke problemet med at finde ud af, hvad socialmedicin for børn og unge egentlig er for noget. Det er ikke anerkendt som speciale, men det er et fagområde for sig selv, for vi beskæftiger os præcis med de ting, som den alment praktiserende læge ikke har tid og rammer til at tage sig af, nemlig det tværfaglige og forebyggende arbejde. Jeg er bange for, at en ny lov vil gå ud over den fortsatte faglige udvikling af de forebyggende helbredsundersøgelser, hvis de bliver lagt ud til de alment praktiserende læger«, bemærker Per Saval.

Børn svigtes

Både han og Per Steinø er sikre på, at lovforslaget vil ramme gruppen af børn med særlige behov.

Kun en kommunallæge - ansat på en fornuftig normering - vil være i stand til at opfange det utilpassede og svage barn og sætte nogle forebyggende og helbredende tiltag i gang i samarbejde med andre af kommunens medarbejdere i skole-, sundheds- og socialforvaltningen.

»Børn, som er fysisk handicappede, skal vi nok få taget hånd om, men de mere skæve eksistenser, som fx er tavse, risikerer kommunerne at overse, hvis de vælger en læge, som kun ser børnene hver for sig i kort tid og ikke har tid og resurser til at sætte børnenes liv ind i en social og tværfaglig sammenhæng. Kommunallægen derimod har evnen og muligheden for at bringe sagen videre og tage den op med klasselæreren, tale-høre-pædagogen, skolepsykologen, sundhedsplejersken, osv.«, understreger Per Steinø.

Bente Hansen, overlæge i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune, er dybt bekymret for de svage børn, hvis kommunernes faste læger bliver udfaset til fordel for ad hoc-læger.

»Vi kommer til at tabe nogle børn, og det bliver dem, som virkeligt har behov for at blive kigget på. Og vi vil risikere, at det vil blive mere langsomt at få noget op at stå, hvis man med den ny lov piller lægen ud af det tværfaglige team i kommunen, som Serviceloven i øvrigt priser højt. De børn, som vi får sværere ved at få fat i, kunne være de sansemotorisk sent udviklede børn, som starter i børnehaveklasse. Det kan skyldes umodenhed, men også en uerkendt organisk hjerneskade. Hvis kommunen ikke har en børne- og ungelæge, skal sådan et barn enten til privatpraktiserende pædiater eller til undersøgelse på hospitalet, og så taler vi om en ventetid på ikke under et halvt år. Derudover kommer problemerne med den videre kommunikation til skolepsykolog og lærere«, fortæller Bente Hansen.

Hun frygter, at lovforslaget er et led i en ond cirkel. Næste udspil fra ministeren kunne blive, at det slet ikke er kommunens opgave at lave forebyggende helbredsundersøgelser, mener hun.

»Så har man virkelig taget lægen helt ud af barnets miljø. Men det er den forkerte vej. Man skulle hellere fagligt opkvalificere de læger, som er i barnets miljø og styrke det tværfaglige samarbejde«, siger Bente Hansen.

Også Praktiserende Lægers Organisation anser det for et væsentligt tilbageskridt, at kommunallægens opgaver i forhold til børn med særlige behov ikke længere er beskrevet som en specifik lægelig opgave i lovudkastet - her tænkes bl.a. på opgaven som rådgiver for kommunens institutioner og på kommunallægen, som en del af det tværfaglige team. P.L.O. fremhæver at, kommunallægerne selv anser den lægelige indsats over for børn med særlige behov som meget vigtig. Især den mulighed kommunallægerne har for a t tale frit (uden tavshedspligt) om børn med særlige behov med andre fagpersoner i forvaltningen og i fællesskab tilrettelægge en mere helhedsorienteret indsats over for børnene.

Børne- og ungelæger i kommunerne frygter et kvalitetsfald i det forebyggende og sundhedsfremmende arbejde, hvis lovforslag om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge bliver vedtaget.