Det går godt med organdonation i Danmark.
2025 var året med det højeste antal afdøde donorer nogensinde: 146. En stigning på knap 17% alene fra året forinden. Sammenhængende hermed fik 455 danskere sidste år en organtransplantation, også det højeste antal nogensinde, og en stigning på mere end 20% på ti år. Alt sammen fremgår af den nyeste opgørelse fra Dansk Center for Organdonation, udgivet midt i januar.
Den markante stigning i antallet af afdøde donorer, skal findes i én hovedforklaring.
»Det er, at man er begyndt at lave donation efter cirkulatorisk død i Danmark. Det er det, der gør den helt store forskel, fordi vi har fået en helt ny gruppe af patienter, som får mulighed for at give deres organer videre«, siger Mette Juul Kofoed.
Hun er overlæge og anæstesilæge på Intensiv, Aarhus Universitetshospital, foruden donationsansvarlig læge i Dansk Center for Organdonation med ansvar for bl.a. uddannelse af kolleger og monitorering af, om alle mulige donorer faktisk også får mulighed for at donere.
Og således en hovedaktør i det arbejde, der er blevet gjort med at implementere donation efter cirkulatorisk død (DCD) som supplement til den hidtidige praksis i Danmark med donation fra patienter med uopretteligt ophør af hjernefunktion (DBD). Et arbejde, der blev påbegyndt tilbage i 2018 med en rapport fra Dansk Center for Organdonation, som konkluderede, at kontrolleret DCD – hvor donation kun gennemføres efter forventet død, og ikke, som det sker i andre lande, også hvor det gennemføres efter uventet hjerte- og respirationsstop – var muligt i Danmark.
Herfra udarbejdede, forstyrret af COVID-19, Sundhedsstyrelsen de overordnede rammer, og i efteråret 2023 blev donation efter DCD formelt introduceret i Danmark.
»Det er sket på baggrund af, at der var kommet mere faglig sikkerhed for kvaliteten af organerne ved DCD. Man har gjort det i længere tid mange steder i udlandet, vores naboer i de nordiske lande indførte det, og data er blevet bedre og bedre på, at organerne er lige så gode som ved donation efter hjernedød«, siger Mette Juul Kofoed.
Ud af de 146 afdøde organdonorer i 2025 var tæt på en tredjedel DCD-donorer. Og på Aarhus Universitetshospital, hvor de står for den suverænt mest hyppige organtransplantation, nyrerne, var 34 af alle nyretransplantationer, inkl. fra udenlandske og levende donorer, udført med organer fra donorer efter DCD.
»Ud fra nationale vejledninger, har vi på AUH nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra alle afdelinger, som er en del af hele den her kæde, der skal til, for at man kan ende med at give et organ videre i den anden ende. Det har krævet, at vi fik beskrevet, hvordan vi gør det hos os; det har krævet oplæring og simulationstræning af kolleger, ligesom vi efter hvert enkelt forløb har haft en evaluering af, hvordan det gik, hvad skal ændres, hvad gik godt, og hvad gik mindre godt. Det kørte vi faktisk i en længere periode, men er nu nået dertil, hvor vi kan nøjes med at snakkes ved, hvis vi synes, at der var noget, som ikke fungerede optimalt«, siger Mette Juul Kofoed, der samtidig fortæller, at de pårørende har taget godt imod DCD, og at de kan være til stede, når behandlingen ophører – hvilket var noget, de involverede sundhedsprofessionelle tænkte meget over, da de begyndte implementeringen.
Giver donation efter DCD nogle begrænsninger i forhold til donation efter hjernedød?
»Ved donation ved hjernedød bliver organerne ikke udsat for iskæmi på samme måde, som de gør, når man venter på, om patienten dør inden for det tidsvindue, der er sat (maksimalt tre timer, red). Den periode kan selvfølgelig ikke blive for lang, hvis organet skal være egnet til transplantation. Så det giver en begrænsning i forhold til, hvor længe organet kan tåle ikke at have optimal iltning, før det udtages. Ligesom der er en begrænsning på, hvor længe det kan være udtaget, før det bliver sat i«.
Mulighederne for, hvor udbredt donation ved DCD kan blive, er ikke udtømte. Det er ikke det samme, som det skal. Men der er lagt en række begrænsninger ind i forhold til, hvem som kan donere på denne måde, og hvorvidt det skal fastholdes, er op til videre evaluering.
»Man har gjort det i længere tid mange steder i udlandet, vores naboer i de nordiske lande indførte det, og data er blevet bedre og bedre på, at organerne er lige så gode som ved donation efter hjernedød«Mette Juul Kofoed, overlæge og anæstesilæge på Intensiv, Aarhus Universitetshospital, og donationsansvarlig læge i Dansk Center for Organdonation
»Muligheden for donationen efter DCD er jo i første omgang startet på de store universitetshospitaler, så vi skal have fundet ud af, hvordan vi får det udbredt til alle hospitaler i Danmark. Ligesom donationen efter DCD også udelukkende er et tilbud til voksne over 18 år. Det skal selvfølgelig evalueres – om det også kan være børn, som det kan nogle steder i udlandet. Og så har vi i Danmark også låst det på en den gruppe af patienter, som dør af en alvorlig skade på hjernen. Det er ikke et krav alle steder i udlandet, hvor man sådan set bare skal dø på et hospital for at kunne donere«, siger Mette Juul Kofoed.
»Det var den gruppe, man i arbejdsgruppen enedes om at starte med. Men det skal selvfølgelig evalueres i national sammenhæng. Så kan det være, at man vælger at blive der eller at inkludere andre grupper«.
Og hvordan går det så med organerne, her nyrerne, som er doneret ved DCD efter transplantationen? Det spørger vi Henrik Birn om. Han er overlæge og professor på Nyresygdomme, Aarhus Universitetshospital. En af de transplantationsmedicinere, der varetager behandling efter transplantation.
Endnu er det statistiske materiale for DCD-donerede organer i Danmark for begrænset til at kunne konkludere noget skråsikkert.
»Men når vi kigger på internationale opgørelser, så er resultaterne for DCD helt overordnet lige så gode og fuldt ud acceptable sammenlignet med DBD. Ved DCD udført på den måde, vi praktiserer det på, ser vi dog oftere delayed graft function, end vi gør ved DBD, fordi den periode, hvor nyren sidder i donor uden at få iltet blod, er længere. Det betyder, at hvis man er i dialyse i forvejen, så vil det oftere være sådan, at man vil skulle fortsætte i dialyse nogle dage eller uger efter transplantationen. Det er ikke overraskende, og det er heller ikke det store problem, fordi det ikke påvirker nyren på lang sigt«, siger Henrik Birn.
»Men det, vi jo også gerne vil vide, det er, hvor lang tid nyrerne holder. Og det ved vi ikke endnu. Der vil jo gå en periode på 5-10 år, før vi for alvor kan begynde at sige noget sikkert om, hvorvidt de holder lige så godt som ved DBD. Der er rigtig mange andre faktorer, som man skal tage højde for, så det kræver et rigtig stort materiale. Men altså, jeg har absolut ingen grund til at tro, at vi i Danmark ikke skulle være lige så gode til det her, som de er andre steder, hvor det fungerer vellykket«.
Implementeringen af donation efter cirkulatorisk død er ét af elementerne i den nationale handlingsplan for organdonation, »Fælles om at give livet tilbage«, som regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget vedtog i sommeren 2024.
En plan, der derudover også bl.a. skulle styrke indsatsen omkring organisering, kapacitet og rum til samtale på sygehusene; som afledte i 2025, at alle danskere over 18 år fremover automatisk står i donorregistret, om end de stadig skal give et aktivt samtykke for at være organdonor. Og som lagde op til, at Dansk Center for Organdonation skulle gennemføre en faglig afdækning af donorpotentialet på landets hospitaler – om arbejdsgange, ressourcer, kompetencer, holdninger og kultur.
Med udgangspunkt i spørgeskema, interviewundersøgelser og workshops blandt mere end 1.000 relevante sundhedsprofessionelle barsler de afrapporteringen af det arbejde først på foråret. Et arbejde, som Helle Haubro Andersen, der er centerleder i Dansk Center for Organdonation, er rigtig godt tilfreds med – så fremtidige politiske løsningsforslag kommer til at hvile på grundig faglig vurdering.
»Men det er også vigtigt for mig at sige, at vi halter altså ikke bagefter nogen. Tværtimod. Vi har f.eks. samme donorrate som Finland, og en højere donorrate end både Sverige og Norge, og jeg har kæmpe respekt for det arbejde, der bliver gjort ude på hospitalerne med at holde fokus på det her område, med alt det, de ellers skal leve op til derude. Men vi har en forpligtelse til at forsøge at gøre det endnu bedre – både for dem, der venter på et organ, men så sandelig også for at efterkomme ønsket for dem, som har taget stilling og gerne vil donere«, siger Helle Haubro Andersen.
Nu kan og skal vi ikke foregribe resultaterne af den faglige afdækning. Ikke alt for meget, i hvert fald. Men nu har Center for Organdonation, som Helle Haubro Andersen formulerer det, »arbejdet intensivt på at udvikle området i 17 år, så der kommer næppe noget epokegørende nyt, vi aldrig har tænkt på før«.
Derfor tør hun godt pege på en række områder, som man formentlig kommer til at anbefale at se nærmere på. Først og fremmest det overordnet udgangspunkt i Danmark lige nu, om at alle skal kunne det hele på donationsområdet – altså, alt det, der går forud for selve transplantationen.
»Vi har en forpligtelse til at forsøge at gøre det endnu bedre – både for dem, der venter på et organ, men så sandelig også for at efterkomme ønsket for dem, som har taget stilling og gerne vil donere«Helle Haubro Andersen, centerleder i Dansk Center for Organdonation
»Når en patient med en mulig dødelig skade i hjernen kommer ind i akutmodtagelsen, skal personalet så tale med de pårørende om organdonation og afklare, om der er samtykke til donation? Eller skal patienten overflyttes til en intensivafdeling, hvor der kan gives tid til vurderinger og samtaler med pårørende om muligheden for organdonation? Er patienten indlagt på en neurologisk afdeling og bliver så tiltagende dårlig, at patienten kommer til at dø af skaden i hjernen, skal muligheden for organdonation også afklares før livsforlængende behandling afsluttes. Skal muligheden for organdonation opretholdes, skal patienten respiratorbehandles, hvilket kræver overflytning til en intensivafdeling«, siger Helle Haubro Andersen.
»Netop i forhold de to eksempler har Sundhedsstyrelsen for mere end ti år siden sagt, at patienter med lavt bevidsthedsniveau og skader i hjernen, som kan føre til død, skal overflyttes til intensiv. Så her har man egentlig taget stilling til det, men vi kan se, at det ikke altid er det, der sker«.
Så hun vil gerne have en kvalificeret stillingtagen om, hvor arbejdet med organdonation skal ligge – og ikke ligge. Det er ikke alle hospitaler, som har alle de specialer og specialistfunktioner inhouse, som er nødvendige for at gennemføre et donationsforløb. Men det er stadig udgangspunktet, at de skal kunne gennemføre et organdonationsforløb, hvilket kræver, at der skal kunne hentes ressourcer fra andre hospitaler i tide til det konkrete donationsforløb.
»Jeg mener, at organdonation kan sidestilles med andre højt specialiseret behandlinger. Og højt specialiseret behandling plejer vi altså ikke at smøre ud på alle hospitaler. Men vi bør have den opfattelse af det, og det synes jeg også, at vi har gjort med implementeringen af donation efter cirkulatorisk død. Her er lavet specialistteam koncentreret til de fire universitetshospitaler, som har den største erfaring med organdonation. Og vi kan også se, at man de steder i udlandet, hvor man gør det rigtig godt, der har man i højere grad specialiseret sig – både på hospitalsniveau, men også i specialistteams på de enkelte hospitaler«, siger Helle Haubro Andersen.
Når det så er sagt…
»Jeg tror, at det er der, vi skal hen for at sikre os, at vi får anvendt donorpotentialet optimalt. Men derfor er det ikke sikkert, at det skal være sådan i Danmark. Der kan være gode grunde til ikke at gøre det. Det kan have nogle implikationer, hvis vi f.eks. skal flytte flere patienter til de store universitetshospitaler med neurointensive afdelinger. Det er jo ikke ligegyldigt for de pårørende, at de i deres afsked med deres familiemedlem skal overflyttes til et andet hospital«, lyder det fra centerlederen.
Lidt på samme måde mener Helle Haubro Andersen også, at vi skal være bevidste om, at nogle af de ting, der indføres i sundhedsvæsenet – f.eks. i forbindelse med sundhedsreformen – har indirekte negativ betydning for optimal brug af donormaterialet.
Hvad med den patient, som både har sagt ja til at være organdonor, men også har sagt ja til ikke at modtage hjertestopbehandling, så han/hun netop ikke har mulighed for at donere? Hvad med den modstridende situation, hvor man har sagt nej til respiratorbehandling, men samtidig sagt ja til at være organdonor, som netop kræver, at man bliver lagt i respirator? Hvad med hele »Vælg klogt«-tankegangen, hvis man f.eks. undlader at lave en skanning, fordi man vurderer, at patienten vil dø med den sygdom, de kommer ind med? De kan heller ikke blive vurderet med henblik på organdonation.
»Det er sikkert, sådan det skal være. Det er bare for sige, at når du laver strategier i én retning, så er der nogle iboende ting, som nogle gange kommer til at konflikte med noget i en anden retning – her muligheden for at anvende donorpotentialet fuldt ud«.
»Det er klart, at der er en ekstra belastning, og at vi har lidt flere indlagt, som vi skal behandle efter transplantation. Men det gør vi gerne, når alternativet f.eks. er dialysebehandling«Henrik Birn, professor og overlæge, Nyresygdomme på Aarhus Universitetshospital
Og endelig, og her bevæger vi os fra aftager til modtager, fra donation til transplantation – noget Helle Haubro Andersen »er meget forsigtig med at gøre sig klog på«, fordi det ikke er noget Dansk Center for Organdonation følger: transplantationscentrene skal kunne følge med.
»Når vi får realiseret så mange potentielle donorer på samme tid, ikke mindst på grund af DCD, så har hospitalerne oplevet, at det kan skabe nogle kapicitetsudfordringer, som betyder, at noget donationspotentiale går tabt. Det er i hvert fald noget, der skal være opmærksomhed på«.
På Nyresygdomme på Aarhus Universitetshospital mærker professor og overlæge Henrik Birn, at den øgede donationsrate giver flere patienter.
»Nu er jeg jo transplantationsmediciner, og det er klart, at der er en ekstra belastning, og at vi har lidt flere indlagt, som vi skal behandle efter transplantation. Men det gør vi gerne, når alternativet f.eks. er dialysebehandling, som trækker rigtig meget på vores ressourcer. Så jeg ser det kun som en fordel. De kirurger, som både skal tage nyrerne ud og sætte dem i, er mere udfordrede, når der kommer flere donorer, fordi de også har alt deres almindelige kirurgiske arbejde – og fordi donationsforløbet ved DCD er lidt mere ressourcekrævende end DBD. Så jeg er i ikke i tvivl om, at de oplever det som en øget belastning. Men jeg har omvendt ikke hørt nogen af dem sige, at vi ikke skal gøre det«, siger Henrik Birn.
»Det afspejler jo også et fænomen, som er så velkendt i sundhedsvæsenet. Alle de besparelser, man henter et sted – f.eks. ved mindre dialyse og helbredsfordele for patienten, så nogle måske kan begynde at arbejde igen, og så videre – ikke lige bliver kanaliseret hen til et sted, hvor der opstår en øget udgift«.
