Skip to main content

Ny national klinisk retningslinje efter gammel opskrift

Anne Steenberger, as@dadl.dk

23. nov. 2012
2 min.

Sundhedsstyrelsen har netop i en pressemeddelelse proklameret at den har udsendt "Nationale kliniske retningslinjer for knæartrose."

Men der er altså ikke tale om retningslinjer af den nye "forkromede" slags, som regeringen ved sidste års finanslov afsatte 20 millioner kroner til årligt i fire år - fra 2012 til 2015. Det er tværtimod "gammeldags" retningslinjer, som har været undervejs nogen tid.

"Sundhedsstyrelsen har altid lavet kliniske retningslinjer og vi var i gang med knæartrose, da den nye aftale kom. Men det er nationale kliniske retningslinjer, vi nu har udsendt for knæartrose. De er bare lavet efter en mere gammeldags opskrift, end dem, der kommer fremover", siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm.

De nye bliver lavet efter en mere ensartet systematisk og med andre krav til den bagvedliggende evidens, oplyser Søren Brostrøm.

De første retningslinjer efter den nye opskrift bliver for ADHD hos børn og voksne samt diabetisk fodsår. Søren Brostrøm forventer, at de er klar i starten af det nye år.

Et særligt udvalg skal stå for udarbejdelsen af i alt omkring 50 nationale kliniske retningslinjer frem til 2015, eventuelt ind i 2016.

FAKTA

Med Finanslov 2012 er der afsat 20 mio. kr. årligt for 2012-2015 til at udarbejde nationale kliniske retningslinjer. Af aftalen fremgår, at der skal:

»... udarbejdes nationale kliniske retningslinjer. Det betyder systematisk udarbejdede, faglige anbefalinger, der beskriver diagnostik, behandling, pleje og rehabilitering for konkrete patientgrupper - baseret på evidens for virkningen og bedste praksis. Retningslinjerne er også et element i sikringen af en løbende prioritering på sundhedsområdet, med fokus på at sikre mest mulig sundhed for pengene. Regeringen og Enhedslisten afsætter 20 mio. kr. årligt, 2012-2015 til at frikøbe de nødvendige lægefaglige ressourcer. Administration og sekretariat for ordningen varetages af Sundhedsstyrelsen.«