Skip to main content

Ny procedure for indhentning og videregivelse af helbredsoplysninger

Morten Charles,Lægelig konsulent

26. sep. 2008
3 min.

Efter langvarige forhandlinger har Attestudvalget indgået en aftale med Forsikring og Pension om indhentning af supplerende helbredsoplysninger, herunder journalkopier. Aftalen betyder, at forsikrings- og pensionsselskaberne fremover klart skal argumentere for hvilke relevante oplysninger de ønsker i forbindelse med en forsikrings- eller pensionssag. Til gengæld er der ikke nogen begrænsning ved tegningstidspunktet.

Siden 1998 har der været en aftale mellem F&P og Attestudvalget om indhentning af supplerende helbredsoplysninger, som efterfølgende har vist sig at have nogle begrænsninger, særligt når der skal tages stilling til erstatningsudbetaling i forbindelse med forsikringsbegivenheder dels efter ulykker, invaliditet, død etc.. Ifølge aftalen kunne lægen ved forsikringsbegivenheder ikke udlevere oplysninger fra før forsikringens tegningstidspunkt. Dette gav problemer, fx i ansvarsforsikringssager, hvor den skadeslidte sandsynligvis aldrig tidligere havde været i kontakt med skadevolders forsikringsselskab eller fx i forbindelse med forsikringer, som tegnes kollektivt. Samtidig lagde aftalen ikke op til, at selskaberne skulle præcisere hvilke relevante oplysninger, som var nødvendige, for at de kunne behandle sagen. Mange læger har oplevet at modtage en anmodning, hvor selskabet blot har bedt om den fulde journal 10-20 år tilbage i tiden uden yderligere begrundelse. Dette har ført til en del frustrationer, kontroverser og problemer mellem patienter, læger og selskaber. Indtil nu har den meget uhensigtsmæssige løsning været, at såfremt lægen ikke ønskede at udlevere de efterspurgte journaloplysninger og selskaberne fortsat skønnede at have behov for oplysningerne, fx fra før tegningstidspunktet, kunne de bede patienten selv om at gå til sin læge og få en kopi af sin fulde journal, som patienten skulle sende til forsikringsselskabet. Alternativet har været, at patientens sag hos forsikringsselskabet blev stillet i bero, indtil oplysningerne forelå. Dette er en meget uheldig procedure, som hverken patienter, selskaber eller læger kan være tjent med, men juridisk har der hidtil ikke været nogen hindring for denne fremgangsmåde. Derfor er den nye aftale langt at foretrække.

Proceduren bliver således fremover. Selskabet indhenter et samtykke hos patienten. Kopi af dette samtykke, som ikke må være mere end et år gammelt, fremsendes til lægen sammen med anmodningen om forsikringserklæringen. På anmodningen skal selskabet beskrive, hvilke klager patienten her angiver at have samt præcisere hvilke oplysninger selskabet ønsker i forbindelse hermed. Desuden skal selskabet beskrive for hvilken periode der ønskes oplysninger. Såfremt der ønskes oplysninger fra 5 år eller mere før tegningstidspunktet, skal selskabet særligt begrunde, hvorfor disse oplysninger ønskes. Lægen skal sikre sig at samtykket er underskrevet og dateret (under 1 år gammelt), at der ikke videregives oplysninger om 3. mand samt at der kun videregives relevante oplysninger.

De ønskede relevante oplysninger fremsendes til selskabet sammen med en regning for medgået tid.

De nye procedurer træder i kraft 1. oktober 2008.

(Indtil 31. december 2008 kan de gamle blanketter stadig bruges. )

Yderligere vejledning til forsikringserklæringen og de nye blanketter kan findes på http://www.laeger.dk under Lægefagligt/Attester/Forsikringsselskaber