Skip to main content

Ny udfordring for de praktiserende læger, sociallæger og de kommunale lægekonsulenter

Cand.scient.pol. Anders Kristian Kristensen

2. nov. 2005
3 min.

Med aftalen omkring førtidspensionsreformen og det rummelige arbejdsmarked er de danske kommuner sat over for nye udfordringer som skal gøre tilkendelsen af førtidspension og etablering af fleksjob lettere. Dette skal ske gennem en mere helhedsorienteret sagsbehandling som hviler på en systematisk metode: »arbejdsevnemetoden«. Med indførelsen af arbejdsevnemetoden bliver det endvidere muligt at sikre en mere kontinuerlig sagsbehandling på tværs af sagsområder, dette gælder ikke mindst de eksterne samarbejdspartnere som revalideringsinstitutioner, lægekonsulenter og de faglige organisationer og a-kasserne.

Folketinget har forbindelse med indførelsen af metoden afsat midler til at gennemfører en række kurser over for kommunale sagsbehandlere og deres relevante ledere. Der påtænkes endvidere at tilbyde kortere kurser for revalideringsinstitutionerne landet over.

Førtidspensionsreformen og selve loven træder i kraft den 1. januar 2003. Kravene i bekendtgørelsen foreskriver en række krav til hvordan den enkelte sagsbehandler behandler en sag, før der rejses en sag omkring tilkendelse af førtidspension. Arbejdsevnemetoden skal anvendes ved behandling af sager om revalidering, flexjob og førtidspension og kan desuden med fordel anvendes i sager omkring sygedagpengesager og på aktiveringsområdet, da metoden afdækker den enkelte borgers ressourcer i forhold til fortsat at have en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Men lovgivningen gør det som sagt ikke alene; det centrale er hvordan loven bliver udmøntet i praksis. Med indførelsen af bistandsloven gennemførte man et lignende uddannelsesforløb med stort held. Serviceloven, som har afløst bistandsloven, bygger på et værdiskifte i den sociallovgivning. Dette er bl.a. sket gennem fokus på den aktivtrettede indsats ift. arbejdsmarkedsområdet, i forlængelse heraf arbejder arbejdsevnemetoden på en dynamisk opfattelse af ressourcer, hvorfor selve metoden til sagsbehandling er blevet døbt »ressourceprofilen«.

Ressorurceprofilen består af 12 grundelementer:

  • Uddannelse

  • Arbejdsmarkedserfaring

  • Interesser

  • Sociale kompetencer

  • Omstillingsevne

  • Indlæringsevne

  • Arbejdsrelevante ønsker

  • Præstationsforventninger

  • Arbejdsidentitet

  • Bolig og økonomi

  • Sociale netværk

  • Helbred

Et af de væsentlige punkter i profilen er helbred. Her er det ofte relevant af indhente oplysninger og lægelige udtalelser som har betydning for borgernes funktionsevne, herunder en konkret diagnose, prognose for fremtiden og evt. handleplan og vejledninger. Herudover inddrager sagsbehandleren normalt den kommunale sociallæge/lægekonsulenten i vurderingen af borgernes helbredsforhold.

Med arbejdsevnemetoden og den systematiske gennemgang af borgerens ressourcer er det mit håb at samarbejdet mellem læger og sagsbehandler udvikles. Dette kan ske ved at såvel praktiserende læger som speciallæger indgår i et tættere samarbejde f.eks. ved deltagelse i rundbordssamtaler, visitationsmøder, samt de møder som de bliver inviteret til i kommunalt regi. Samtidig får den enkelte sagsbehandler mulighed for at stille mere specifikke spørgsmål til den enkelte læge vedr. borgernes resurser ift. en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det skal her præciseres at det er den enkelte sagsbehandler der har den fulde kompetence og ansvaret for en given vurdering af en borgers arbejdsevne. Læger kan og skal således ikke vurdere borgerens arbejdsevne. Denne arbejdsdeling mellem læger og kommunen er i øvrigt præciseret i en fælleserklæring som er udsendt af Socialministeriet og DADL.

Arbejdsevnemetoden er forankret i en styrket retssikkerhed over for den enkelte borger. Selve ressourceprofilen skal gennemarbejdes i en udviklingsproces i samarbejde med borgeren, da målet med metoden er en afklaring af arbejdsevnen med henblik på hel eller delvis selvforsørgelse og ikke for at mindske antallet af tildelte førtidspensioner.

Arbejdsevnemetoden er udarbejdet og gennemprøvet af flere forsøgskommuner landet over. Ressourceprofilen og metoden er beskrevet af Beskæftigelsesministeriet (tidl. Socialministeriet) og Deloitte Consulting. For yderligere oplysninger se: wwww.arbejdsevnemetoden.dk.

Forfs. adresse: Vesterled 14, 8800 Viborg