Børneneurologen Vanessa van der Linden undskylder forsinkelsen og går ud igen, for hun er nødt til lige at tage sig af endnu en baby med massive problemer. Sådan har det været, siden bølgen af misdannede børn med små hoveder begyndte i september sidste år.
Det har uden sammenligning været den mest ekstreme periode i hendes professionelle liv. På ti måneder har Vanessa van der Linden behandlet omkring 200 børn på Rehabiliterings Centret for Handicappede Børn i Recife, alle født med microcefali.
Hun har på kort tid fået et indgående kendskab til, hvad der med en ny betegnelse hedder medfødt zikasyndrom, og hun er blevet slået af, hvor voldsomme problemer de misdannede børn har.
»Vi har for eksempel en større gruppe børn på 6-9 måneder. De har store motoriske vanskeligheder, og kun omkring fem af dem er i stand til at holde på et stykke legetøj«, fortæller hun.
Hendes oplysninger passer meget godt med mine egne observationer efter flere eftermiddage hos støttegruppen AMAR, der tager sig af særlige børn med særlige sygdomme. Der har jeg mødt omkring 25 børn med zikasyndrom og oplevet, at det var de færreste, man kunne komme i kontakt med, også selv om de var mere end et halvt år gamle.
Græder hele tiden
På Rehabiliterings Centret for Handicappede Børn oplever lægerne, at de ramte børn er ulykkelige lige fra begyndelsen:
»De første tre måneder er der mange af babyerne, der græder hele tiden, op til 20 timer om dagen. Årsagen er ofte, at de får mavesyre op i halsen, fordi de har problemer med at synke den mælk, de drikker«, fortæller Vanessa van der Linden.
Siden bliver epilepsi det største problem. Børnene får mange krampeanfald, der må holdes nede med forskellige midler mod epilepsi.
Det næste store problem er, at mange har svært ved at spise, da de næsten ikke kan synke og derfor bliver ved med at få flydende kost.
Dernæst kommer motoriske problemer med arme og ben, hænder og fødder, og der er også fokus på øjne og ører:
»Vi har to forskellige øjenproblemer. Ca. 30 procent af børnene har små øjenlæsioner, men vi har endnu flere patienter, der ikke er i stand til at forstå, hvad de ser, fordi der mangler interaktion mellem øjet og hjernen. Deres øjne sender besked til synscentret i den bagerste del af hjernen, men signalerne bliver ikke omsat, fordi den del af hjernen har taget særlig skade på grund af zikavirus«, fortæller van der Linden.