Skip to main content

Nye regler for knæoperation på vej

Anne Steenberger, as@dadl.dk

10. jun. 2011
2 min.

Trods faglige protester fortsætter regionerne arbejdet med at udsende strammere visitationsregler for en række sygdomsområder, som det er sket i forhold til fedme- og rygkirurgi. Regionerne og regeringen er netop blevet enige om at gennemgå yderligere 10-20 sygdomsområder i de kommende år.

Allerede inden sommerferien skal der ligge visitationsregler for visse knæoperationer (artrose), og til efteråret er turen kommet til skulderoperationer.

Sundhedsstyrelsen holder tøjlerne i de arbejdsgrupper, der skal udarbejde de nye retningslinjer. Men kommissoriet for knæarbejdsgruppen viser, at de nye visitationsregler bliver lavet, uden at der er et sæt evidensbaserede kliniske retningslinjer at fundere dem på.

Det er Lægeforeningen utilfreds med:

»Kommissoriet viser, at Sundhedsstyrelsen fortsætter samme linje, som vi så ved fedmeudmeldingen: Udgangspunktet er, at der er sket en voldsom vækst i antallet af operationer inden for området. Og så laver man retningslinjer, der alene gælder for visitation til operation. Dermed er resultatet givet på forhånd: Reglerne bliver strammet. Det kan være, at det er rimeligt«, siger Michael Dall, bestyrelsensmedlem i Lægeforeningen og fortsætter:

»Men det kan bedst belyses, hvis man analyserer behandlingsområdet fra praktiserende læger over sygehus til genoptræning, og man på det grundlag formulerer nationale kliniske retningslinjer. På det grundlag kan man så lave visitationsregler. Det ville der være faglig respekt om. Det er der ikke, som det foregår nu, fordi resultatet nærmest er givet på forhånd«.