Har du erfaring med at drive en praksis som praktiserende læge? Er du glad for at forske? Synes du, det kunne være fantastisk at arbejde ca. en times tid fra København i en naturskøn region? Er dine børn måske ligefrem vilde med Knuthenborg Safaripark og Lalandia?
Så er jobbet som professor i almen praksis i Nykøbing F måske noget for dig. Ansøgningsfristen er 1. oktober.
Området byder på landets bedst egnede befolkningsgrundlag til forskning i et af tidens varme emner - ulighed i sundhed. Og den nyansatte vil få muligheden for at bygge et helt nyt forskningsmiljø op.
Organisatorisk er jobbet, som finansieres af Region Sjælland, tilknyttet Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet. Den type set-up er ikke så usædanligt, men det er den geografiske placering i landets periferi.
I jobopslaget står der, at det ”primære” arbejdssted vil være Nykøbing F ”og” på universitetet i København. Den kommende professor skal desuden arbejde på deltid som praktiserende læge.
Det er ikke endeligt fastlagt, hvor meget den nye professor kommer til at tilbringe af sin tid i hhv. Nykøbing F og København. Der er flere hensyn at tage.
Hvad angår det kliniske, er der overvejelser om at oprette en universitetsklinik som det også er forsøgt flere andre steder, f.eks. i Odense.
Det vil forudsætte en aftale med PLO, der som udgangspunkt er begejstret for ideen.
Formand for PLO i Region Sjælland, Ulrik Hesislev, ser tydelige perspektiver i et set-up i Nykøbing F koncentreret omkring en universitetsklinik, professoratet og en række ph.d. forløb, ikke mindst i rekrutteringssammenhæng.
”Vi synes, det er meget positivt, at man ad den vej vil være med til at løse rekrutteringen ved at gøre det fagligt attraktivt”, siger han.
Men erfaringer fra bl.a. Odense har vist, at en universitetsklinik kan være svær at drive lukrativt.
”Hvis det bliver en fifty-fifty model, så skal vi sørge for, at forskningsdelen ikke fylder mere end den indtægtsgivende, så det bliver en uattraktiv virksomhed”, siger Ulrik Hesislev.
”Det er vigtigt med gode økonomiske rammer. Vi skal lave en god aftale, så det bliver et attraktivt sted, hvor folk gerne vil være. Det skal ikke være med lav indtjening og meget arbejde”.
Forskningsmiljø på Falster
Hvad angår det forskningsmæssige, vil valget af primært arbejdssted for den nye professor få stor betydning.
”Jeg tror, at det er vigtigt med ethvert nyt regionalt professorat at være opmærksom på både de store muligheder, der er for at igangsætte, opbygge og understøtte lokale forskningsinitiativer, såvel som de udfordringer, der kan være ved at indgå i både lokale såvel som det universitære miljø”, siger lederen af Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet, Susanne Reventlow.
”Forskning i almen praksis er et relativt ungt felt. Derfor er det at få en professor i almen medicin en vigtig prioritering af Region Sjælland – og det vil give forskningen i almen praksis et løft. Det er fantastisk. Det er samtidig vigtigt, at en ny professor indgår i et forskningsmiljø for almen medicin, hvor ideer kan afprøves, og projekter kan støttes”, siger hun.
Region Sjælland sætter sin lid til, at det store lighedsprojekt Broen til Bedre Sundhed, som regionen er i gang med, og som strækker sig helt til 2040, vil danne rammen om et forskningsmiljø. Her vil der blive rig lejlighed til at forske i ulighed i sundhed og almen praksis’ rolle i bekæmpelsen af samme. Der er f.eks. allerede koblet to-tre ph.d. forløb på en befolkningsundersøgelse af 20.000 borgere på Lolland og Falster, som vil løbe over tre år. Det nye regionale professorat er indtænkt i denne satsning.