Skip to main content

Helle Collatz Christensen

Medlem af repræsentantskabet for to år siden. Ansat som reservelæge på KAS Gentofte, audiologisk klinik. Stiller op i Region Hovedstaden.

Hvorfor har du valgt at stille op til repræsentantskabet?

»Jeg har skrevet min ph.d. færdig og har energi og kræfter til at stille op igen. I Københavns Amt er der brug for Ny Løn; det vil jeg gerne arbejde for.«

Hvad er din mærkesag?

»Ny Løn skal implementeres lokalt. Det gælder blandt andet i Københavns Amt, hvor jeg arbejder. Cheferne på lokalt niveau er generelt ikke rustet til opgaven og kan ikke tage beslutninger. De er for dårlige. På H:S Rigshospitalet havde jeg indtrykket af, at cheferne ikke kunne overskue, hvor mange penge der var givet ud til de forskellige faggrupper og derfor blev bange for, om der var penge nok at bruge.

Derudover synes jeg, at det er godt, at vi har fået Ny Løn. Man skal kunne forhandle med sin chef. Hvis jeg for eksempel har været på kursus og vil gøre et arbejde for at sørge for, at sygeplejerskerne lærer noget mere, så skal jeg kunne forhandle mig til et tillæg på 1.000 kr. om måneden. Ny Løn er et vigtigt motiveringsredskab.«

Kirstine Moll Harboe

På barsel, snart tilbage i gastrokirurgisk introstilling på H:S Hvidovre Hospital. Stiller op i Region Hovedstaden.

Hvorfor har du valgt at stille op til repræsentantskabet?

»Jeg fik en e-mail sendt ud til alle om, at der nu var mulighed for at stille op til repræsentantskabet. Det vil jeg, tænkte jeg. Jeg ved, at det bliver travlt, men jeg har lyst til det faglige arbejde alligevel«.

Hvad er din mærkesag?

»Jeg vil gerne arbejde for, at vi skal arbejde mere end 37 timer. Jeg vil være kirurg, og jeg mener, at det er vigtigt for min uddannelse at arbejde mere. Jeg synes ikke, at YL har arbejdet for dette, og der er for lidt fokus på uddannelse. Det er som om, at målet har været 0 timers arbejde til maksimal løn«.

Shahid Q. Manan

(www.manan.dk) Turnuslæge i Helsingør. Stiller op i Region Hovedstaden.

Hvorfor har du valgt at stille op til repræsentantskabet?

»Jeg vil gerne stå frem og fortælle om problemerne med uddannelsen generelt, her med erfaringer fra mit eget turnusforløb, hvor min nuværende afdeling fungerer ufatteligt dårligt mht. uddannelsen. Jeg har selv haft en dårlig oplevelse med en overlæge på afdelingen. Efter jeg havde stillet op som tillidsmand tænkte jeg, at jeg også ville gå skridtet videre.

Man kan ikke tage et godt uddannelsesforløb for givet i det danske sundhedsvæsen. Man er som yngre læge nødt til kæmpe for god uddannelse.«

Hvad er din mærkesag?

»Det største problem er uddannelsen. Der er f.eks. ikke fokus på uddannelse på min afdeling, og jeg tror, at det er et gennemgående problem. Turnuskandidater tør ofte ikke slå i bordet og er måske bange for at skade deres egen karriere. Mange går rundt med lidt ondt i maven, men uden at gøre noget ved netop dette problem. Jeg er parat til at tage de udfordringer op, som mange yngre læger møder i deres hverdag, og som kræver en fælles indsats, solidaritet og sammenhold.«

Kimie Lago

Turnuslæge på Aabenraa Sygehus. Stiller op i Region Syddanmark.

Hvorfor har du valgt at stille op til repræsentantskabet?

»Det er en pligt, jeg ønsker at påtage mig. Vi har alle et ønske om at ændre det, der er galt, eller det, der kunne blive bedre, og det kan man kun, hvis man gør noget for det. I min gymnasietid var jeg politisk aktiv, men da jeg flyttede til Danmark og skulle begynde på et nyt liv - ikke blot som lægestuderende men som halvt fremmed i mit eget land - var jeg nødsaget til først at integrere mig i det danske samfund. Nu er jeg klar til at give noget tilbage, og derfor stiller jeg op til repræsentantskabet.«

Hvad er din mærkesag?

»At sætte fokus på den stigende vagtbelastning, der rammer alle læger, og som udgør et alvorligt arbejdsmiljøproblem. Vi må arbejde på en løsning, der ikke kun afhjælper situationen, men der på sigt kan forebygge de fysiske og psykiske følger, der ledsager denne form for vagtordning. Vi må nytænke og løsrive os fra de traditionelle rammer og skabe noget mere tidssvarende«.

Er du interesseret i at stille op til Yngre Lægers repræsentantskabsvalg, kan du finde opstillingsblanket og læse mere på www.fayl.dk