Et nyt forskningsprojekt skal forsøge at besvare nogle af mange spørgsmål, som par står med efter en tabt graviditet.
Copenhagen Pregnancy Loss Cohort er sprunget ud af knap 20 års arbejde med patienter, der taber deres graviditet og spørger, hvorfor det sker, og hvad de kan gøre for, at det ikke sker igen.
Det forklarer Henriette Svarre Nielsen, overlæge og professor i gynækologi og obstetrik og ansvarlig for forskningsprojektet på Hvidovre Hospital.
»Det har været mange år undervejs, fordi der er en holdning til graviditetstab om, at det ikke er noget, vi undersøger. Det har været tabuiseret, og man har ment, at det ikke var særlig alvorligt, og at det var en ønsket mekanisme, der sikrer, at de fostre, der ikke kan overleve, går til«, siger Henriette Svarre Nielsen.
Forskningsprojektet startede i november 2020 og inkluderer de kommende 2.000 tab, hvor de vil undersøge far, mor og foster. Indtil videre har de undersøgt 200 tabte graviditeter.
»Der har været ’the missing link’. Vi har sagt, at der var noget galt med fosteret, indtil kvinden har tabt tre gange. Derefter rettes fokus mod kvinden. Men manden har været glemt. I projektet undersøges fostrene dels gennem graviditetsvævet, der enten opsamles hjemme eller efter en udskrabning, dels via en blodprøve på moderen. Fra kvinden og manden samler vi urin, blod og mikrobiom-prøver (hhv. skede og endetarm) og fra manden desuden en sædprøve. Vi ønsker at blive klogere på både kvinden og mandens bidrag til tab«.
Skrøbeligt DNA i sæd
Studier tyder på, at nogle af de syge fostre kan være resultat af en høj skrøbelighed i DNA’et i fars sæd, forklarer Henriette Svarre Nielsen.
»Sædcellen kan ikke reparere sin egen DNA-skade, og hvis det ikke repareres af ægget ved befrugtning, fører det til fejl i fosterets arvemasse, der ikke er foreneligt med liv og dermed er årsagen til tab. Skrøbeligheden i sæden ser ud til at kunne forbedres bl.a. med livsstilsændringer. Det betyder, at de fejl, man tidligere mente, blot var naturens gang, måske kan forebygges. Det vil ikke kun betyde meget for de involverede par, men det vil også betyde fremtidige penge i statskassen, for forebyggelse af tab betyder i gennemsnit 80 vundne år«, siger hun.
»Forældrene græder ikke over, hvor stort fosteret er, de græder over, at de ikke skal være mor eller far«Henriette Svarre Nielsen, overlæge og professor i gynækologi og obstetrik
At der er en sammenhængen mellem høj skrøbelighed i sæd og graviditetstab er allerede dokumenteret, men forskerne på Hvidovre Hospital ønsker at gå skridtet videre og se præcist, hvilke fejl i arvematerialet skrøbeligheden fører til, siger Henriette Svarre Nielsen.
»Der er manglende evidens på området, som skyldes, at graviditetstab ikke rigtig har været regnet for noget. Det er derfor utrolig spændende at lave dette studie, fordi vi kortlægger de mekanismer, der fører til, at ønskede børn ikke bliver til børn. Forebyggelsespotentialet er enormt, da blot 5 pct. forebyggede tab vil bidrage med 1.000 børn om året.”
Forskerne ved, at jo flere gange en kvinde har tabt et foster, jo større er sandsynligheden for, at det ikke er et sygt foster.
»Indtil nu har vi talt til tre for at finde de kvinder, der skal udredes for, om »rugekassen« er årsagen til tabet. Fra forskningen i gentagne graviditetstab har vi en stor viden om årsager hos kvinden til tab blandt andet anatomiske forhold i livmoderen, stofskiftesygdomme og immunologiske forstyrrelser, der fører til, at fosteret afstødes«.
Den tilgang har flere par anfægtet, senest direktør på onlinemediet Heartbeats Le Gammeltoft, der i februar i år udgav bogen Tabet, som er en række fortællinger om at miste sit ufødte barn.
Hun fandt det urimeligt, at hun ikke kunne blive undersøgt med fire tab, fordi der var en fødsel imellem. Så hun har aldrig fået en undersøgelse eller en forklaring, skriver hun i bogen.
Henriette Svarre Nielsen laver sit projekt for at kunne give patienterne evidensbaserede svar på deres spørgsmål.
De første 200 kvinder, forskerne har haft igennem, er taknemmelige for at være med i projektet og den opfølgning, der er indbygget i projektet 3-6 uger efter tabet.
»Vi tager prøver, skanner deres livmoder for anatomisk forklaring og for at se, at den er helt tom, de får et umiddelbart svar på fosterets kromosomer, og deres forløb bliver gennemgået. At patienterne siger tak, efter at de har brugt timer på projektet, ser vi som et klart patientbehov«.
Hvorvidt de gode erfaringer betyder, at alle tab skal undersøges, kan vi ikke svare på endnu, forklarer hun.
»Vi er nødt til at have en basisforståelse, før vi kan ændre klinisk praksis, og det tager desværre tid, men det positive er, at vi er i gang«.
Der findes ikke forskning fra udlandet, der har undersøgt årsagerne til graviditetstab i det omfang, Henriette Svarre Nielsens projekt gør.
»Også metodologisk har det været svært at lave kromosomanalyse på væv fra fostre, der var døde. De celler, der voksede frem ved dyrkning på gammeldags metode, var mors celler. De tekniske udfordringer er overvundet nu«, siger Henriette Svarre Nielsen.
Øget risiko for andre sygdomme
Henriette Svarre har undersøgt, hvad tabene har af helbredskonsekvenser. Og her har forskerne kigget i registrene.
Kvinder, der oplevet mindst tre tab, har 10-15 år efter øget risiko for en række sygdomme. Hjerte-kar-sygdomme, mentale sygdomme, diabetes, astma og autoimmune sygdomme og mange flere.
»Graviditetstab er således en tidlig sygdomsmarkør og spørgsmålet er, om det er samme, bagvedliggende mekanismer, der fører både til tab og har betydning for helbredet senere, eller om det er tabet i sig selv, der fører til sygdommen? Det bliver yderligere interessant, hvis vi ved at forstå tabene kan sikre tidlig forebyggelse af nogle af de store folkesygdomme som diabetes og hjerte-kar-sygdomme – specielt hjerte-kar-sygdomme har vist sig at være forskellig for mænd og kvinder, og inddragelse af kvindens graviditetshistorie kan måske bidrage væsentligt til at bedre forståelse af hjerte-kar-sygdomme hos kvinder«.
Hvis en kvinde oplever tre tab, er forekomsten af moderat til svær depression desuden fem gange højere end blandt kvinder, som prøver at blive gravide og ikke har tabt, viser forskningen.
»Jeg er selv ikke i tvivl om de psykiske konsekvenser for nogle af de par, der taber. Men jeg har oplevet kolleger sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget man kan græde over en tom gestationssæk i uge syv. Her er man nødt til at være mere nuanceret og se graviditeten i kontekst. Har det taget en måned eller fem år at blive gravid, hvad har parret med sig af sygdomme, og hvor gamle er de. Der er lavet psykologiske studier, der viser, at sorgen kan være lige så stor over at miste tidligt som at miste sent. Forældrene græder ikke over, hvor stort fosteret er, de græder over, at de ikke skal være mor eller far«.
Studiet skal samle data i to år. Indtil nu har det kun været patienter, der er blevet set på Hvidovre Hospital, der er blevet inkluderet, men i sidste uge skrev forskerne ud til de praktiserende gynækologer i området, og siden har de fået fire par henvist.
Projektet er støttet af BioInnovation Institute. Målet er at udvikle en test, der kan bruges efter tab.
LÆS OGSÅ
Efter tre spontane aborter:»Læger skal huske, at selv de små indgreb er store i patientens liv«
