Skip to main content

Nyt fra EMA - januar 2011

Bjarne Ørskov Lindhardt

11. mar. 2011
2 min.

The Committee for Medical Products for Human Use (CHMP) har godkendt en ny kombinationsbehandling til patienter med dyslipidæmi. Kombinationen af pravastatin og fenofibrat er intenderet til patienter med: høj risiko for hjertesygdom, dyslipidæmi med høj koncentration af triglycerider og lavt højdensi- tetslipoproteinkolesterol, hvis lavdensitetslipoprotein-kolesterol-niveauerne er velkontrollerede med 40 mg pravastatin.

Cabazitaxel er en nyt middel til behandling i kombination med prednison til ikkehormonfølsom metastatisk prostatacancer, som tidligere har været behandlet med regimer, der indeholdt docetaxel. Cabazitaxel virker ved at ødelægge mikrotubuli i cellerne og derved ultimativt forhindre mitose. De væsentligste bivirkninger er diare, træthed, kvalme, opkastninger og neutropeni.

Retigabin er et nyt antiepileptikum, som virker ved aktivering af KCNQ2-5-kaliumkanaler i cellerne. Indikationen for brug af retigabin er som tillægsbehandling ved partielle anfald med eller uden sekundær generalisering. De hyppigste bivirkninger er symptomer, der er relateret til centralnervesystemet (CNS), nyre- og urinvejssymptomer samt visse kardielle effekter.

Der er godkendt en ny behandling til multipel sklerose (MS). Fingolimod er indiceret til patienter med primær progressiv MS med attakker. Fingolimod er immunsuppressivt. Det virker som en sphingosin 1- fosfat-receptor-modulator. Det blokerer lymfocytter afgang fra lymfeknuderne, hvorved der sker en redistribuering af lymfocytter. Dette medfører nedsat infiltration af lymfocytter i CNS. Bivirkninger er hovedpine, diare, hoste og leverpåvirkning. Endvidere ses herpes zoster, lymfopeni, leukopeni, bronkitis og gastroenteritis.

CHMP har afvist et andet stof mod MS. Fampridin - en kaliumkanalblokker, der er undersøgt hos 540 patienter. Behandlingen gav patienterne en let øget ganghastighed over 7,5 m, men kunne ikke meningsfuldt associeres til anden symptomlindring. Endvidere bekræftede CHMP en tidligere beslutning om, at heller ikke cladribin kunne godkendes til behandling af MS.

Sluttelig har stoffet entecavir fået udvidet sin indikation til også at omfatte inkompenseret levercirrose på grund af hepatitis B-virus-infektion.



Korrespondance: Bjarne Ørskov Lindhardt, Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling S, Hillerød Hospital, 3400 Hillerød. E-mail: bolindhardt@dadlnet.dk

Interessekonflikter: ingen


Referencer

  1. www. ema.europa.eu.