Økonomiaftalen

Sundhedsområdet er igen i år blevet tilført væsentlige ressourcer. Efter økonomiaftalen med regeringen får amterne til næste år lov til at bruge godt en milliard kroner mere på området. Det giver muligheder for at styrke kræftbehandlingen, og det giver mulighed for fortsat at holde ventelisterne i ave. Det er fornuftigt nok at bruge penge på ventelister, men når der allerede er givet en behandlingsgaranti på to måneder, er det svært at forstå, at det er nødvendigt at øremærke penge til formålet. Amterne burde selv kunne fordele pengene og derved sikre, at der også kommer øgede ressourcer til det medicinske område.

Vi har op til forhandlingerne om økonomien for 2005 direkte opfordret amter og regering til at holde en pause med de økonomiske puljer til at reducere ventelister og i stedet prioritere en udbygning af de medicinske områder og af de fysiske rammer i sundhedsvæsenet. Der er afsat ekstra midler til det medicinske område bl.a. 105 mio. kr. til en styrket indsats over for den ældre medicinske patient. Det beløb skulle nok have været større. Der er aftalt en beskeden udvidelse af lånerammen til anlæg, men der er i rigtigt mange år ikke blevet investeret nok i tidssvarende bygninger og apparatur på sygehusene. Der er i de seneste fem år kun blevet anvendt det halve af, hvad man brugte for 20 år siden. Det er et drabeligt efterslæb, man sender videre til de kommende regioner.

En af de helt store udfordringer i fremtiden er at få uddannet de store generationer af nye kandidater, der i disse år kommer ud fra universiteterne, til speciallæger. I den forbindelse er den nye speciallægeuddannelse nu sat i værk, men det kræver ressourcer at sikre en succesfuld implementering. Det er positivt, at amterne og regeringen er enige om, at »der inden for de afsatte midler til sundhedsområdet er taget højde for de afledte merudgifter i 2005 inklusive den forventede stigning i antallet af tværfaglige kurser i speciallægeuddannelsen«. Til gengæld forstår vi ikke, at der samtidig står, at »de indholdsmæssige krav til bl.a. forskningstræningselementet, vejledning og evaluering m.v. i den nye speciallægeuddannelse vil blive tilpasset de skønnede merudgifter på op til 100 mio. kr. i 2005«. Vi har ikke fantasi til at forestille os, at denne formulering indebærer, at man vil beskære den nye uddannelse allerede fra starten.

Økonomiaftalen sikrer, at Den danske kvalitetsmodel får sin egen organisation med egen bestyrelse og eget sekretariat. Det er i sig selv udmærket, og det er en blåstempling af, hvor central Den danske kvalitetsmodel er for udviklingen af det danske sundhedsvæsen. Men det er også en minimalistisk løsning, og der er ikke tale om det stærke uafhængige institut, der efter Lægeforeningens opfattelse er brug for. Vi mener den ideelle løsning er et videnscenter, hvor det nationale kvalitetsarbejde er samlet i ét institut, der fungerer uafhængigt af driftsherrerne og de nationale myndigheder. Vi mener derfor, at også det vigtige kvalitetsarbejde i CEMTV og i Institut for Rationel Farmakoterapi bør lægges ind i et sådant uafhængigt institut.

Endelig er det med bange anelser, vi læser aftalens formuleringer om den elektroniske patientjournal. To år efter, at det blev aftalt, at epj skulle være gennemført nationalt inden udgangen af 2005, hedder det nu, at »der er enighed om, at indførelse af elektroniske patientjournaler til denne dato eller snarest derefter fortsat er målsætningen«. Det lyder lige så stålsat som den erklæring en tidligere amerikansk præsident afgav om, at han ikke havde haft en affære med praktikanten.