Skip to main content

OK 02: Nu er det op til medlemmerne

Journalist Klaus Larsen

2. nov. 2005
4 min.

FAYL's repræsentantskab kunne ikke anbefale foreningens medlemmer at stemme ja til forligsmandens mæglingsforslag.

Med den snævrest tænkelige margen afviste det ekstraordinære repræsentantskabsmøde den 25. marts at vedtage bestyrelsens forslag til en resolution, der betegnede mæglingsforslaget som »acceptabelt« ud fra de givne rammer.

Usikkert repræsentantskab

Bestyrelsen, herunder formand Erik Jylling, virkede tydeligt skuffede oven på afstemningen, der - selv om den kun er vejledende - giver et fingerpeg om de problemer, der kan vente forude, hvis medlemmerne vælger at forkaste mæglingsforslaget. Lars Hutters, Hovedstadens Reservelæger, havde opfordret: »Det skal blive et tordnende nej!« Mæglingsforslaget skulle forkastes, erklærede Lars Hutters, der om fornødent var indstillet på en strejke, frem for at »tage til takke med smulerne fra de andres bord« i KTO-fællesskabet.

Andre talere var mere forsigtige og vaklede nærmest: På den ene side kunne man jo næppe opnå mere, end der allerede var stillet i udsigt hos forligsmanden; på den anden side måtte man sende et signal. Ikke mindst, fordi de yngre lægers stærke ønske om bedre vagtforhold var blevet tilsidesat i mæglingsforslaget.

Dette signal - i form af et nej - ville være forholdsvist risikofrit at sende, da de yngre lægers afstemning alligevel sammenkædes med urafstemningerne på hele det øvrige, store KTO-område. Her kan med stor sikkerhed ventes et ja, og de yngre læger vil dermed blive »påtvunget« en overenskomst uden at behøve at stemme for den.

Gevinst ved solo-løb?

Erik Jylling havde i detaljer berettet om forhandlingernes forløb, frem til sammenbruddet. Den mæglingsskitse, som efterfølgende var lagt frem i Forligsinstitutionen, og som både Amtsrådsforeningen og FAYL har accepteret, var heller ikke Erik Jylling ubetinget glad for. Han delte således skuffelsen over, at man ikke var nået frem til den reform af vagtvilkårene, som FAYL havde lagt så stor vægt på.

Han pegede dog på, at forligsteksten holder en dør åben for at forhandle om emnet i den kommende treårs OK-periode. Mæglingsskitsen rummede dog også en samlet forbedring på 9,27 pct. fordelt på bl.a. 5,55 pct. i generelle lønstigninger og 1,87 pct. som forlodsfinansiering til decentrale forhandlinger.

Derfor ville Erik Jylling - trods alt - »stærkt anbefale« det opnåede delresultat, som han mente rummede mange forbedringer.

- Og til dem, der nu maner til konflikt, fordi det kunne have været meget bedre, vil jeg sige: Tænk på alternativet. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at læne mig tilbage og slæbe arbejdsgivernes krav om at afskaffe overarbejdsoverenskomsten, som vi er de eneste, der har, ned i Forligsinstitutionen. Eller andre af de klare krav om forringelser, som arbejdsgiverne havdestillet.

- Jeg synes, man skal bevare proportionerne og spørge sig: Tror vi på, at vi ved at forkaste dette, via en konflikt kan gå ud og hente noget, der er bedre.

40-39

Repræsentantskabet skulle også stemme om forliget på statens område, som i realiteten var en smule ringere end den amtslige. Den blev anbefalet med stort flertal. Forinden skulle der stemmes om bestyrelsens forslag til udtalelse med ordlyden:

»Repræsentantskabet tager bestyrelsens orientering om forhandlingsforløbet på det (amts)kommunale område og i H:S til efterretning. Repræsentantskabet finder, at der med de overordnede rammer for forhandlingerne - herunder de afsatte puljer til de specielle forhandlinger - er tale om et acceptabelt resultat. Det vurderes ikke, at det igennem konflikt vil være muligt at opnå et bedre resultat, og repræsentantskabet kan derfor anbefale, at medlemmerne stemmer ja til mæglingsforslaget«.

Denne udtalelse fik 39 stemmer for, men da otte undlod at stemme, og 40 stemte imod den, var forslaget faldet.

Bestyrelsen anbefaler et ja

Frank Weyhe, Hovedstadens Reservelæger, havde anbefalet at forkaste udtalelsen. Efter mødet mente han, at bestyrelsen formentlig kunne have undgået denne begmand, hvis den havde formuleret en mere kortfattet og klar tekst som fx: »Repræsentantskabet anbefaler medlemmerne at stemme ja til det fremsatte mæglingsforslag«.

I stedet valgte man, mener Frank Weyhe, at »sovse« budskabet ind i diverse beskrivelser med det noget tågede resultat til følge.

- Det er vigtigt at holde fast i, at afstemningen ikke kan tolkes således, at repræsentantskabet anbefaler medlemmerne at stemme nej, skrev han efter mødet på FAYL's debatforum.

FAYL's medlemmer har nu fået tilsendt materiale og stemmesedler til brug for urafstemningen.

Senest den 25. april skal FAYL meddele resultatet til Akademikernes Centralorganisation og må under ingen omstændigheder selv offentliggøre sit resultat.

Forligsmanden vil offentliggøre det, når det samlede resultat foreligger den 30. april.

Bestyrelsen anbefaler et ja til mæglingsforslaget. Repræsentantskabet kunne hverken anbefale et ja eller nej. Og spørgsmålet er, hvor sikker man skal føle sig, hvis man blot stemmer »et taktisk nej«,fordi man alligevel tror, at de andre organisationer i KTO majoriserer et samlet ja igennem. Der var nemlig rigtig mange, der fik en brat opvågnen, da mange taktiske nej-stemmer i 1998 førte til den absurde »gær-konflikt«, der i 14 dage lammede Danmark, demonstrerede hovedorganisationernes afmagt og endte med et regeringsindgreb.

Som det ekstraordinære repræsentantskabsmøde viste, er »nej'et« altid en mulighed - også, når ingen rigtig venter det.