Skip to main content

OK-05 - nu også for de statsansatte

Lone Rasmussen, seniorkonsulent i Yngre Læger, lr.fayl@dadl.dk

31. okt. 2005
3 min.

Specielt for læger i staten

Det beror på en forhandlingsløsning, om resultaterne fra den fælles akademiske overenskomst overføres til Yngre Lægers overenskomst for læger i staten. Også denne gang er det lykkedes at forhandle sig frem til at overføre resultatet.

Lønstigninger

Der er aftalt generelle lønstigninger på i alt 5,76% i den 3-årige periode. Dertil kommer en pulje på 1,20% til særlige formål. Det samlede resultat lander dermed på 6,96%. Tabel 1 .

Reguleringsordningen

Reguleringsordningen, der sikrer en parallel udvikling mellem det offentlige og private område, fortsætter på det statslige område. Udmøntningen forventes at blive negativ i 2005 og 2006 med henholdsvis -0,54% og -0,46%, og positiv med 0,98% i 2007. Reelt bliver virkningen af ordningen neutral.

Barsel, adoption og omsorgsdage

Medarbejdere, der ansættes i staten den 1. oktober 2005 eller senere, får 2 omsorgsdage pr. barn pr. år indtil barnets fyldte 7. år. Det samme gælder medarbejdere, ansat pr. 1. oktober 2005 og som får børn efter den 1. oktober 2005. Afholdes omsorgsdagene ikke inden kalenderårets udløb, bortfalder de.

Skalaændringer

Den 1. oktober 2006 forhøjes basislønnen med 0,36% på alle trin. Det betyder, at basislønnen stiger ud over de generelle lønstigninger.

Pension

Pensionsprocenten forhøjes fra 16,8% til 17,1%. Pensionsforbedringen på de 0,3% kan efter ønske fra medarbejderen udbetales som et årligt engangsvederlag i forbindelse med novemberlønnen.

Endelig er der pr. 1. april 2005 fuld pensionsdækning under forældreorlov - det vil sige også under den del, hvor der udbetales dagpenge.

Kliniske lærere og lektorer

Yngre Læger og FAS har fremsat krav om bedre vilkår for kliniske lærere og lektorer samt forbedring af vagtordningerne på de retsmedicinske institutter. Kravet blev imødekommet med en pulje på 1,2 mio. kr., der skal udmøntes i overenskomstperioden efter aftale mellem Videnskabsministeriet og Yngre Læger/FAS.

Læger i Forsvaret og FN-tillægget

Yngre Læger og FAS har derudover stillet krav om bedre vagtforhold for læger i Forsvaret. Det krav blev imødekommet med en pulje på 100.000 kr., der skal udmøntes efter aftale mellem Forsvarskommandoen og Yngre Læger/FAS.

Som en del af CFU- resultatet blev FN-tillægget hævet fra 50.045 kr. til 55.205 kr. (niveau 1. oktober 1997). Det kommer læger til gode, der på en reaktionsstyrkekontrakt udsendes af Forsvaret for at deltage i de fredsbevarende missioner.

Sektorforskningsinstitutioner

I dag er yngre læger på sektorforskningsinstitutioner ansat efter overenskomst for læger i staten. Personalestyrelsen har et stort ønske om at få harmoniseret ansættelsen af forskere, således at alle forskere ansættes efter den fælles akademiske overenskomst.

Yngre Læger har afvist at opgive overenskomst for læger i staten men har imødekommet et ønske om at drøfte en stillingsstruktur for forskerstillinger på sektorforskningsinstitutionerne.

Universitetsområdet - ph.d. projektet

Ved OK-02 forhandlingerne startede man et ph.d.-projekt, hvorefter man som ph.d. blev ansat på den fælles akademiske basislønskala trin 3-5. Projektet videreføres i overenskomstperioden således, at man nu ansættes som ph.d.-med sin faktiske lægeanciennitet. Dertil kommer, at der i perioden sker en opbygning af tillægsstrukturen, således at tillæggene fordeles over hele ph.d.-forløbet.

Læs hele forhandlingsresultatet på www.fayl.dk