Ugeskriftet har bedt en række mennesker - læger og ikke-læger - om at kommentere den truende konflikt i det offentlige arbejdsmarked. Denne gang: Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse og mangeårig sygehusdirektør i Århus.
”Jeg har det som så mange andre, der ikke helt kan forstå, at de uenigheder, der tilsyneladende er mellem parterne, kan give anledning til en truende omfattende storkonflikt.
Jeg tror, at forklaringen er, at der er kommet nogle grundprincipper i spil. Og det er kommet til over en årrække. Aktuelt ser vi, at frokostpausen bare sådan uden videre er bragt ind som et overenskomstspørgsmål. Her har nogle i Finansministeriet siddet og talt og regnet på det – uden at vide meget om, hvordan det ser ud i virkeligheden. Indgrebet mod lærerne ved seneste overenskomst er også et brud på praksis. Det er svært at se, hvorfor de stridspunkter er de vigtigste, hvis man skal gøre den offentlige sektor bedre. Jeg kan derfor godt forstå dem, der mener, at den danske model er under pres.
Også andre nye tankegange har i de senere år præget den offentlige sektor.
Jeg synes, der er flere tegn på at parterne medvirker til, at den offentlige sektor bliver lønarbejdergjort, hvor man som ansat kommer og går til tiden og alene gør det, man får besked på. Det er ikke det, man som patient har brug for. Man har brug for et engageret sundhedspersonale, der brænder for patienterne og brænder for deres fag. Det brændstof er måske det allervigtigste for parterne at fastholde og fremme. Borgerne har brug for en dygtig offentlig sektor, vi kan have tillid til og respekt for, fordi vigtige opgaver bliver løst her.
Spørgsmålet er, om overenskomstkravene fra begge parter understøtter det. Jeg tror, at der i stedet er kommet et element af New Public Management-tankegangen ind, hvor man går meget op i regler og retningslinjer. Faglighed og fagetik forsvinder som styringselementer og tillid bliver erstattet med kontrol.
Den linje ser vi generelt for meget af i den offentlige sektor og det er for mig at se forklaringen på, at der er støtte hele vejen rundt til folkeskolelærerne. Indgrebet over for lærerne bliver i hvert fald klart oplevet som et skridt væk fra fagligt engagement og henimod mere kontrol. Og jeg har undret mig over, at KL ikke har sørget for at normalisere forholdene for lærerne efter lovindgrebet ved den seneste overenskomst, så man bedre fik fagligheden i spil igen og lærerne kom til at trives igen. Det ville have givet et bedre udgangspunkt for overenskomstforhandlingerne 2018.
Når det ikke er sket, kan det tolkes som at der fra myndighedernes side er en interesse i at fortsætte ad det spor, hvor de ansatte bliver lønarbejder-gjorte.
Jeg gætter på, det er derfor lægerne har koblet sig på lærerne. Lægerne kunne da være ligeglade med lærernes arbejdsforhold, men er det ikke. Fordi faglighed, tillid og respekt betyder noget for alle fagprofessioner – og det opleves måske sådan, at det lige netop er den manglende respekt og tillid til fagligheden, konfliktbruddet handler om."
