OK-oplæg: »De praktiserende læger er en stopklods«

Ugeskriftet: Jens Stenbæk, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, sundhedsminister Astrid Krag sagde søndag til Jyllands-Posten, at regionerne skal kunne pege på, hvor i landet, der skal være praktiserende læger og lægehuse. Altså bypasse samarbejdsudvalget. Og ophæve de to parters ligeværdighed. Hvordan skal det kunne løse problemer med lægemangel i yderområderne?

»Regionerne har brug for bedre styringsredskaber i forhold til almen praksis. Det er ikke det samme som at ophæve de to parters ligeværdighed. Vi har heller ikke planer om at bruge tvang over for de praktiserende læger. Det er og bliver frivilligt, om man ønsker at praktisere for regionen, arbejde som ansat læge eller ernære sig på anden vis.«

Har I reelt ikke allerede i den nye overenskomst fået den mulighed, at I kan diktere geografisk placering af nye ydernumre/lægekapaciteter. Og placering af dem, der er blevet ledige som følge af praksislukninger?

»Jo. Men det er slet ikke tilstrækkeligt«.

Hvorfor ikke?

»Der er rent faktisk tilstrækkelig kapacitet eller overskydende kapacitet i det meste af landet. Der er meget få eksempler på, at der bliver udløst nye lægekapaciteter, som regionerne kan råde over. Problemet handler mest om fordelingen af lægekapaciteten mellem regionerne og mellem områder i regionerne, fx mellem by- og landdistrikter, og hvordan der kan skaffes langsigtede løsninger de steder, hvor en læge må lukke sin praksis uden at kunne finde en afløser.

Regionernes ret til at træffe beslutning om anvendelsen af ledigblevne kapaciteter er ikke tilstrækkeligt klar i aftalen, eksempelvis retten til at etablere satellitpraksis eller besætte en kapacitet ved at fastansætte en speciallæge til at arbejde hos en anden praktiserende læge. Her giver formuleringen af overenskomstens enkelte bestemmelser stadig anledning til tvivl om regionernes handlemuligheder.

Det er også et problem, at delepraksis er blevet en meget populær ordning, især i byer som Aarhus og Silkeborg, hvor der ikke mangler lægekapacitet. Delepraksis lægger beslag på ekstra speciallæger, som vi har brug for andre steder.«

Er de praktiserende læger i samarbejdsudvalget reelt en stopklods, hvis I vil placere ydernumre i yderområder?

»Ja«.

Kan I give konkrete eksempler på det?

»Der er eksempler på, at lægesiden i samarbejdsudvalgene blokerer for nye løsninger til at sikre lægedækning, som i realiteten allerede indgår i overenskomsten. Eksempelvis Ølgod, hvor regionen ønskede at etablere et ,ydernummer på licens`. Eller Kås i Jammerbugt Kommune, hvor der opstod en mulighed for at etablere en satellitpraksis.

Desuden er der en stribe eksempler på, at praksisudvalgene afviser at give tilladelse til at bruge ansættelsesmodellen, selvom muligheden bliver efterspurgt af nogle af deres egne kolleger. Det er et generelt problem, at regioner og kommuner ikke kan få de praktiserende læger til at bemande sundhedshuse, der udgør et vigtigt element i det samlede sundhedstilbud til borgerne, fx i forbindelse med sygehuslukninger. Som eksempler kan fremhæves Helsingør og Aalborg.

Region Sjælland har haft et ønske om at ,låse` ydernumre geografisk på matrikler i Kalundborg og Nakskov, men det kunne der ikke opnås enighed om i samarbejdsudvalget. Ønsket var begrundet i, at regionen har investeret i de gamle sygehusmatrikler til gavn for borgerne og for at sikre gode rammer til de praktiserende læger m.fl. og i det hele tage fremtidssikre borgernes behandlingstilbud.

Det er også et problem, at regionerne ikke har redskaberne til at sikre at kapaciteten bliver udnyttet hensigtsmæssigt på tværs af de eksisterende lægepraksis. Der er fx konkrete eksempler på, at lægesiden i samarbejdsudvalget har afvist at imødekomme ansøgninger fra en af deres kolleger, som har ønsket et højere patientantal.

I Region Nordjylland har der ikke kunnet opnås enighed om at sløjfe ,overflødige` kapaciteter i udvalgte områder af regionen, selvom en høring af lægerne om ønsket antal patienter har dokumenteret, at lægerne har tilstrækkelig kapacitet til at passe patienterne i området.

Situationen er i det hele taget mest tilspidset i Region Nordjylland, fordi der er områder i regionen, hvor der er decideret lægemangel. I Mou og Brønderslev har regionen oplevet, at PLO-Nordjylland har trukket processen i tiden op til en læges ophør i forhold til at finde en løsning. I Brønderslev blev det blandt andet forsøgt at finde en løsning med andre læger, der ville overtage klinikken.

Dette lykkedes ikke, og regionen fik derfor først i sidste øjeblik muligheden for at begynde at sikre lægedækningen ved hjælp af en regionsklinik. Situationen blev trukket i langdrag, fordi regionen ikke havde mulighed for at handle alene, men måtte afvente et forhandlingsresultat. Muligheden for at skabe gode og holdbare løsninger med kontinuitet bliver væsentligt forringet, når det pludselig er nødvendigt at finde en læge, der kan tiltræde med meget kort varsel«.

Modarbejder PLO den udvikling, som regionerne ønkser, og kan du give eksempler på det?

»Hvis man sætter det lidt hårdt op, så kan der opstå situationer, hvor de etablerede praktiserende læger, yngre speciallæger og patienterne har modstridende interesser. Det er forståeligt, at en ældre praktiserende læge gerne vil overdrage sin praksis og også gerne modtage betaling i form af good-will.

Omvendt kan en yngre speciallæge være mere interesseret i at starte op i et moderne sundhedshus, og lægen er eventuelt heller ikke indstillet på at binde sig til området i mange år ved at investere et større beløb med risiko for, at praksis ikke kan sælges videre.

Regionerne oplever nogen gange, at PLO forsvarer de etablerede lægers interesser i samarbejdsudvalgene, og det er vel i princippet også deres opgave som fagforening. Problemet er, når systemet bremser udviklingen og regionernes mulighed for at planlægge på kort og lang sigt.

Regionerne ønske ikke at ændre grundlæggende ved organiseringen af praksissektoren og princippet om privat ejerskab. Men nogle steder kan det være nødvendigt at supplere med andre modeller og tilknytningsformer for at sikre patienterne lægevalg og et sammenhængende sundhedstilbud af høj kvalitet.«

Ministeren støtter jer i ønsket om øget magt over ydernumres placering. Hvordan vil det løse problemerne, hvis I får lov til at bypasse samarbejdsudvalget?

»Det er en stor udfordring for regioner og kommuner at sikre lægedækning til borgerne i hele landet. Der er ingen nemme løsninger. Derfor er strategien flerstrenget:

• Rekruttere nye typer læger til at arbejde i almen praksis, fx via ansættelsesmodellen eller "ydernummer på licens"

• Skabe gode fysiske rammer, fx i sundhedshuse

• Sikre at arbejdet som alment praktiserende læge er fagligt attraktivt

• Understøtte tværsektorielt samarbejde

• Sikre et tilstrækkeligt driftsgrundlag for den enkelte praksis, så det både er muligt at investere i gode faciliteter, aflønne praksispersonale og have et pænt overskud

• Udvikle almen praksis blandt andet via mere effektiv arbejdstilrettelæggelse

• I særlige tilfælde kan målrettede økonomiske incitamenter komme på tale

Den tid, hvor alle problemer i almen praksis kan løses med øget honorar til lægerne, er forbi. Entydigt. Det er flere ting, der skal til for at få det her til at gå op. Det er en pakke, hvor planlægningskompetencen er et element. (...)

Helt konkret kan løsningen fx være at sige ja til doktor Hansen i X-købing, når han ansøger om at ansætte sin vikar uden tidsbegrænsning. Eller at en initiativrig lægepraksis i Århus får lov til at etablere en satellitfunktion ude på landet. Eller at speciallæger i Region Sjælland henvises til at søge mod syd, hvor der mangler lægekapacitet, som alternativ til, at de alle sammen vælger at etablere sig i Holbæk og Roskilde.

Jeg anerkender ikke præmissen om, at læger ikke gider til udkantsområderne. Total set mangler vi ikke læger, de skal bare fordeles anderledes. Det bekræfter, at den styring og planlægning, vi har, ikke er god nok. Vi skal finde en anden metode. Og det er den vej, vi anviser.

Hvis vi kan gøre det mere attraktivt, så tror vi godt, at speciallæger i almen medicin vil ud at arbejde ude på landet. Vi har vel at mærke heller ikke problemer med at rekruttere læger til at arbejde i regionsdrevne klinikker«.