Skip to main content

OK26 – de centrale elementer

Forud for fredagens repræsentantskabsmøder i Yngre Læger og Overlægeforeningen har Yngre Læger sammenfattet hovedresultaterne i punktform.

På fredagens to repræsentantskabsmøder Yngre Læger og Overlægeforeningen bliver deltagerne præsenteret for og skal tage stilling de nye OK-forlig. Foto: Palle Peter Skov

Af redaktionen

5. mar. 2026
3 min.

Det samlede OK26-forlig består af et statsligt, et kommunalt og et regionalt forlig. Det regionale forlig er det, der omfatter den altovervejende del af lægerne.

Yngre Læger og Overlægeforeningen har denne gang forhandlet sammen og har indgået en ny fælles overenskomst for speciallæger og overlæger.

Yngre Læger har forud for sit ekstraordinære repræsentantskabsmøde udsendt denne sammenfatning af forligene til repræsentanterne:

Af væsentlige resultater på tværs af områderne kan nævnes:

- En økonomisk ramme, som sikrer, at lønudviklingen for de offentligt ansatte samlet set følger forventninger til det private arbejdsmarked for de kommende tre år, og som med de nuværende forventninger til inflationen sikrer en solid reallønsfremgang i perioden. Rammestørrelsen er 9,2 pct på det regionale, og 9,09 pct på det kommunale arbejdsmarked og 8,7 på det statslige, hvilket skyldes, at de statsansatte fik en del af lønstigningerne ’på forskud’ i november måned 2025 ved den såkaldte ultimoforhandling. Herudover tilføres på alle tre områder yderligere 0,2 pct fra en teknisk korrektion af reguleringsordningen.

- Oprettelse af en fritvalgslønkonto, som giver fleksibilitet til i en vis udstrækning at vælge imellem løn og frihed i en række situationer.

- Indførelse af mulighed for fri på barns tredje sygedag med løn samt præcisering af, at hjemkaldelsesdagen ikke tæller som barns første sygedag.

- Sikring af to ugers mere betalt barsel, som kan deles mellem forældrene.

- Sikring af lønrettigheder under barsel til sociale forældre og nærtstående.

Af væsentlige resultater på det regionale område kan nævnes:

- En grundlæggende reform af speciallægekarrieren med virkning fra 1. april 2027, som involverer en række elementer:

  • Indførelse af et nyt løntrin for speciallæger med fem års anciennitet som speciallæge, der i forhold til i dag sikrer en lønforbedring på mere end 80.000 kr. om året (100.000 kr. inkl. pension).
  • Forhøjelse af grundlønnen for speciallæger med mindre end fem års anciennitet med ca. 7.500 kr. om året.
  • Overgang til nye kliniske arbejdstidsregler for speciallæger, som involverer merarbejdsregler og en forudsætning om, at der skal afsættes arbejdstimer uden for det planlagte kliniske arbejde for alle speciallæger.
  • Ændring af ulempetillægget, så dette fremover gives fra kl. 18 på hverdage.
  • Ændring af hyppighedsreglerne for speciallæger, så man fremover kan planlægge arbejde frem til kl. 23 hvert fjerde døgn, og efter kl. 23 hvert femte døgn.
  • Afskaffelse af femårsreglen, så man fremover kan ansættes som overlæge efter opslag straks efter speciallægeanerkendelse.
  • Indførelse af mulighed for, at speciallæger med fem års anciennitet kan udnævnes direkte til overlæge uden forudgående stillingsopslag.
  • Sikring af en TR for special- og overlægerne
  • En overgangsordning, der sikrer, at man som allerede ansat speciallæge kan vælge at forblive på nuværende lønvilkår og overarbejdsregler, hvis man foretrækker det.

- Ulempetillægget for uddannelseslæger ændres med virkning fra 1. april 2027, så der fremover udbetales ulempetillæg fra kl. 18 på hverdage.

- Derudover forhøjes ulempetillægget for uddannelseslæger med 16,73 kr. per time ligeledes med virkning fra 1. april 2027.

- Der vil i perioden forventeligt være generelle lønstigninger på 6,24 pct.