Ølægerne lagde deres liv helt om: »Vi indså, at det ikke kunne blive ved med at gå«

Nogle mennesker kommer på et tidspunkt i livet til en skelsættende og til tider smertefuld erkendelse af, at de er nødt til at tage et opgør med deres hidtidige livsførelse. Livets kontinentalplader forskubbes, og en ny tilværelse åbner sig med ukendte muligheder, men også med potentielle faldgruber.

Tør vi tage springet?

Tør vi lade være?

I 2019 var Katrine Rose Larsen og Christian Lund Hansen nået til netop det sted i deres tilværelse. De var i gang med hoveduddannelsen i almen medicin i Brønnøysund på den norske vestkyst, og de kæmpede sig gennem dagene. Følte, at livet mest af alt handlede om overlevelse.

»Vi havde det ikke godt. Vi havde alt for travlt; arbejdede for meget og for længe, hentede vores to små børn, sørgede for at de fik lidt at spise og kom i seng, og så arbejdede vi igen et par timer om aftenen. Sådan gik dagene«, fortæller Christian Lund Hansen, 41 år.

Med bekymring læste de den ny PLO-arbejdsmiljøundersøgelse om praktiserende lægers psykiske arbejdsmiljø. Det var ikke opmuntrende læsning: 39,9 procent angav i undersøgelsen, at de var moderat udbrændte, mens 9,9 procent betegnede sig som alvorligt udbrændte.

»Vi kiggede på hinanden og spurgte: Er det det, vi vil? Skal vores tilværelse se sådan ud de næste 30-35 år? Det satte tanker i gang, og vi indså, at det ikke kunne blive ved med at gå«, fortæller Christian Lund Hansen.

Et rigt lægeliv?

Klokken var 14.08 mandag den 28. december 2020, da den lille færge fra Lolland Færgefart lagde til i færgelejet på Fejø. I land trillede Katrine Rose Larsen og Christian Lund Hansen og deres to børn, Erika og Asger, i familiens rummelige grå Mitsubishi Outlander.

Beboerne på den lille ø i Smålandsfarvandet havde fået to nye læger. Et lægeægtepar, som havde valgt at skifte deres hidtidige arbejdsliv i Norge ud med et liv som ølæger på den flade ø med godt 200.000 frugttræer og et mildt klima, præget af mange solskinstimer og begrænset nattefrost.

Ugeskrift for Læger besøger de to læger en sensommerdag i deres praksis, der ligger centralt på øens pulsåre, Herredsvej, som strækker sig dovent fra vest til øst gennem frugtplantager, kornmarker og murermestervillaer med fyldte vejboder. De vil fortælle om deres valg af et lægeliv, som måske ikke gør dem rige i kroner og øre, men som er rigt på både lægefaglig tilfredsstillelse og familieliv.

For at forstå den beslutning skal vi igen på en mental rejse tilbage til Norge, hvor de arbejdede som læger i fire år – først ved Kristiansand i Sydnorge, dernæst i Brønnøysund og til sidst på den lille nordnorske ø Lovund med cirka 500 indbyggere.

Beslutningen om at sadle om blev modnet, mens de krydsede flere og flere breddegrader. Jo længere nordpå, de kom, des mere bevidste blev de om, hvordan de ønskede at være læger – og familie.

»Vi talte dengang om, at vi gerne ville have et arbejde, som vi glæder os til at komme hen til. Men det skal også være et arbejde, som vi er glade for at gå hjem fra. Og vi var ikke glade i Brønnøysund. Vi var faktisk ret maste«, siger Katrine Rose Larsen, 46 år.

Deres beslutning om at træde ud af det mere normale karrierespor for læger har haft økonomiske konsekvenser. Lægeparret på Fejø deler en lægestilling, og det bliver man ikke rig af.

Men som Katrine siger:

»Man kan være så fattig, så penge er det eneste, man har«.

Et bæredygtigt liv

Katrine Rose Larsen og Christian Lund Hansen driver sammen Ø-Lægerne I/S, hvor de er ligestillede partnere. Patientgrundlaget er Fejøs 467 beboere plus 150 patienter på Lolland, som de overtog fra deres forgænger. Der er dog lukket for yderligere tilgang fra Lolland.

Sammen med deres kollega på naboøen Femø deler de lægevagtsansvaret døgnet rundt for deres egne patienter og for de cirka 100 beboere på Femø. Et speedbådscertifikat og familiens 18-fodsmotorbåd af mærket Rana Cabin er en vigtig forudsætning for den del af ølægelivet.

Et liv, som nu har fået præcis det overskud og den luft, som de savnede, da de sad i Brønnøysund. Familielivet er blevet bæredygtigt.

Christian Lund Hansen fortæller:

»På en almindelig arbejdsdag ringer vækkeuret klokken kvart i syv om morgenen. Så spiser vi med børnene og får dem i tøjet, afleverer dem i skole og børnehave, og klokken otte sidder vi i vores praksis med kaffen klar og kan tale med de første patienter«.

Ved 14.30-tiden henter de børnene – og på det tidspunkt har de endda også klaret den fælles daglige løbetur.

»Vi får et særligt honorar som ølæger, fordi det ikke ville kunne løbe rundt på normale vilkår med så få patienter, som vi har. Vores økonomi er ikke prangende, men det løber rundt, fordi husene er billige, og fordi vi ingen transportudgifter har«, siger Christian Lund Hansen.

Fra tid til anden vikarierer Katrine Rose Larsen i regionsklinikken i Nakskov. Det giver også en indtægt, men hun gør det primært for at få fagligt input udefra og for samarbejdets skyld.

»Regionen har været large, og derfor vil vi også gerne hjælpe dem, selvom vi ikke er forpligtet til det«, forklarer Katrine Rose Larsen.

Den vigtige tid, version 1.0

En patient er ved at få målt sit blodtryk. Patienten er fajbatting, som Fejøs beboere kaldes, og hun er en trofast en af slagsen. Hun har været på øen hele sit liv bortset fra et halvt år i ungdomstiden.

Blodtrykket ligger lidt højt her i konsultationslokalet, men Katrine Rose Larsen er godt tilfreds med de sedler med tre dages hjemmeblodtryksmålinger, som patienten har lagt på bordet foran hende.

»Hold da op et fint blodtryk. Det er næsten for lavt«, udbryder Katrine Rose Larsen. Hun beslutter sig for at regulere medicinen.

Katrine Rose Larsen har god tid. Hun har tid til at tjekke op på patientens ben, hun har tid til blodtrykket, hun bruger tid på at spørge, hvordan patienten ellers går og har det – og der er endda også tid til at høre svaret. Til sidst får lægen og patienten også talt om de tre fingre, som indimellem generer patienten, fordi de sover eller gør ondt.

Da patienten går ud, sidder der en enkelt patient i venteværelset.

»Vi prioriterer tid til patienterne. De får ikke tider på ti minutter eller et kvarter, og de får ikke at vide, at de kun må snakke om én problemstilling. Alle får i udgangspunktet en halv time. Det er nemmere for både patienterne og for os, at vi tager 2-3 problemstillinger i løbet af en konsultation, i stedet for at de skal komme igen en anden dag«, siger Katrine Rose Larsen.

Christian Lund Hansen siger, at det handler om arbejdsglæde. Om at have et arbejdsliv, som giver glæde og faglig tilfredsstillelse:

»Det betyder rigtig meget for os, at vi ikke er nødt til at få patienterne hurtigt ud ad døren. Vi har før prøvet at arbejde i praksis med et venteværelse, som er fuldt af patienter, der venter på at komme til. Man bliver superstresset af det, og så bliver man så træt af patienternes ,dørhåndtagsspørgsmål’ – for det er jo ofte vigtige spørgsmål, men man har ikke tid til at tage sig af dem. Og det er en meget ubehagelig følelse som læge«.

Dysreguleret

De fleste af dagens patienter kommer til blodtrykskontrol. Det er helt sædvanligt, for patientpopulationen på Fejø er en aldrende befolkning med diverse kroniske diagnoser, hvor især hypertension og diabetes type 2 fylder op.

På Fejø varierer patientsammensætningen dog lidt med årstidernes skiften og frugternes modning. Når sommeren går på hæld, og feriegæsterne forlader Fejø, dukker frugtplukkere fra lande som Italien, Spanien, Polen og Rumænien op i øens frugtplantager – og dermed også hos ølægerne.

I dag er en ung frugtplukker første patient i venteværelset.

»Der kan være udfordringer med sprogproblemer, og de kan også – på trods af deres unge alder – have tunge helbredsmæssige problemer. De er lidt en joker for os her i klinikken, fordi det er så vekslende, hvad de kommer med«, forklarer Katrine Rose Larsen.

Ølægerne har været på Fejø siden januar, og de er ved at lære øens rytme og beboere at kende. Selvom deres arbejdstider nu er familievenlige sammenlignet med mange andre lægers, arbejder de for meget. Deres samlede daglige arbejdstid løber op i cirka 12 timer. Det er i overkanten.

»Vi er to om én lægestilling, så vi burde egentlig kunne nøjes med at være i klinikken fra morgen til middagstid. Men der er meget ekstraarbejde her i starten«, forklarer Christian Lund Hansen.

Ud over det sædvanlige tidskrævende opstartsarbejde med it, bank og økonomi har lægeparret overtaget en praksis, som de ifølge aftalen med Region Sjælland skal bringe op til 2021-standard på alle parametre. Mange patienter er dysregulerede og har været det i årevis, en diabetiker har for eksempel ikke fået foretaget blodprøver i syv år, og der dukker stadig patienter frem »fra hjørner og sprækker«, som trænger til at blive fulgt tæt, fortæller Katrine Rose Larsen.

»Patientgruppen er som på Lolland; der er driftige, entreprenante folk, som er aktive i alt muligt fra sommerbio til vinbar, og så er der nogle få, der bor, så man undres over, at det er menneskebolig«, siger Katrine Rose Larsen.

Den første tid har de også brugt til at læse op på patienternes tidligere journalnotater, epikriser og blodprøver. Selvom lægeparret har slået sig ned på Fejø for at kunne prioritere familielivet, har de nemlig langtfra nedtonet deres faglige ambitioner.

»Vi har en ret høj faglig standard, men det betyder også, at vi giver os selv en del ekstraarbejde. Når vi sætter patienterne i ny behandling, afleder det opfølgende kontroller, og så skal vi måske regulere igen, og så skal de til en ny kontrol. Og så videre. Det fylder rigtig meget i vores praksis her i begyndelsen. Omkring 80 procent af vores arbejde er kontroller af blodtryk og diabetes«, siger hun.

Christian Lund Hansen fortæller, at det er vigtigt for dem at danne sig et overblik over patienternes historie, behandling og behov:

»Vi ser det som en investering. Vi lægger mange timer i det nu, men det letter forhåbentlig om et år eller to, når vi har fået et godt fundament. Det er i hvert fald planen«.

Ikke kun en diagnose

En del læger vil nok tænke, at et arbejdsliv, der består af 80 procent kontroller af hypertension og diabetes, lyder en kende trivielt.

Det kan da også godt være lidt rutinepræget, medgiver Katrine Rose Larsen, når man i begyndelsen af ugen er nået til sin 15. blodtryksmåling. Og så alligevel ikke. For konsultationstiden kan jo anvendes til at lære patienterne bedre at kende.

»Så snakker vi om alt muligt. Hvordan går det med børnene? Hvordan var det at være tømrer i Ghana? Det er sjovt og fagligt tilfredsstillende for os, og det virker, som om patienterne godt kan lide, at de får lov til at være andet end deres blodtryk eller deres diabetes«, siger hun.

De forventer også, at investeringen i et bredere kendskab til patienterne kan smitte positivt af på complianceproblematikken, som er et kendt fænomen i lægeklinikken på Fejø.

»Vi tror, at det hjælper på compliance, at vi kommer rundt om mennesket – og ikke bare diagnosen. Vi lærer patienterne at kende, og vi ser dem mere. Vi tror, at de patienter, som har svært ved at følge en behandling, oplever det som en hjælp, at der sidder en læge, der kerer sig om dem. En læge, som ikke er ligeglad«, siger Katrine Rose Larsen.

Det kan også være patienter med nydiagnosticeret cancer, som kan fylde meget i en lægepraksis, fordi de ofte har mange spørgsmål og mange ting, de er usikre på.

»Så hjælper vi for eksempel med at ringe til sygehuset, så de får styr på, hvornår de har tid til skanning. Vi har mange funktioner, og det synes jeg er fedt. Det er ikke, fordi vi skal være et socialterapeutisk tilbud, men for os i almen praksis er det jo en primæropgave at være tovholdere for vores patienter. Det kan vi her på Fejø, fordi vi ikke har 1.600 patienter hver«, siger Katrine Rose Larsen.

Det blå kliniktøj

Som ølæge skal man være af en særlig støbning. For man kommer tæt på patienterne. Og de kommer tæt på lægen.

Rollen som læge kan glide over i rollen som forælder i børnehaven, som spillekammerat i bandet eller som ven i gymnastikforeningen. Det tænkte Katrine Rose Larsen og Christian Lund Hansen en del på, før de kom. Som læge kommer man tæt på intime detaljer i patienternes liv, og den situation kan være svær at håndtere for både patient og læge.

Ølægernes blå kliniktøj har en helt central funktion i den forbindelse.

»I Norge gik alle i almen praksis i kliniktøj, og først brød vi os ikke om det, fordi vi opfattede det som et signal om afstandtagen til patienterne. Men så kom corona, og kliniktøjet fik en vigtig hygiejnisk funktion. Hernede har vi valgt at beholde det, dels af hygiejniske grunde, dels for at hjælpe både os selv og patienterne med at skelne mellem vores forskellige roller«, siger Christian Lund Hansen.

Når de to læger har det blå kliniktøj på, er de læger, og når de har almindeligt »civilt« tøj på, er de Katrine og Christian – eller Erika og Asgers mor og far.

Katrine Rose Larsen understreger, at patienterne kan stole på, at der er vandtætte skotter mellem lægefamiliens liv på øen og det, der foregår i klinikken. Der slipper ikke noget ud fra lægernes konsultationslokaler.

»Vi er jo en børnefamilie, som har brug for at indgå i et lokalt socialt netværk, og det kan måske forvirre nogle at møde os på den måde, når de lige har været hos os her i praksis. Men jeg synes faktisk ikke, at det er et problem. Tværtimod. Jeg oplever, at det er privilegeret som læge at få lov til at være vidne til patienternes største succeser og deres største katastrofer. Vi er med hele vejen, og jeg har også været med til patienters begravelse. Den intimitet, der kan opstå, er en enorm tillidserklæring, og det er en gave, man som læge skal forstå og passe godt på«, siger hun.

Sammen 23 timer dagligt

Men det er ikke kun patienterne, der kommer tæt på lægerne. De kommer også tæt på hinanden. Lægeparret er sammen derhjemme, de er sammen på arbejde, og de har ingen andre kolleger i praksis, som de kan få input fra. Ikke engang en rengøringshjælp. De står for alt i klinikken og skurrer både gulv og toiletter.

De siger da også mere »vi« end »jeg«.

»Men vi har aldrig spekuleret over, at det kunne være udfordrende at arbejde så tæt sammen. Vi har ikke oplevet det som et problem, men man skal da være rigtig gode sammen for at kunne holde det ud«, siger Christian Lund Hansen.

Katrine Rose Larsen tilføjer:

»Som Christian sagde til mig i går: Vi er faktisk sammen 23 timer i døgnet«.

Hvad laver I den sidste time?

»Ha-ha … går til købmanden og på toilettet og sådan noget. Det er virkelig ikke meget, vi er væk fra hinanden. Vi oplever det som en kæmpestyrke, at vi har hinanden og kan hjælpe den anden. Vi er gode til at kommunikere sammen – det øvede vi os jo også på i Norge – og vi er enormt tunede ind på hinanden. Vi kan godt mærke, hvis den anden lige har brug for at have en time for sig selv. Vi behøver ikke at sige det. Vi ved det bare«.

Den vigtige tid, version 2.0

Christian Lund Hansen og Katrine Rose Larsen går ned gennem den store grønne have, der omkranser Fejø Skole. Højt oppe på Christians skuldre troner seksårige Erika. De har lige hentet hende i skole.

Lillebror Asger på tre et halvt år hygger sig sammen med de andre børnehavebørn nede ved den lille skov. Børnene viser stolt deres hjemmebyggede huler frem i skoven.

Klokken er endnu ikke 14, de to lægebørn er stadig fulde af energi og har lys og gavtyvestreger i øjnene. Ulvetimen er langt væk.

Familien tager hjem til deres nyindkøbte hus: en stor murermestervilla med 6.000 kvadratmeter parklignende have, tæt på skole, børnehave og lægehus og blot fem minutter fra vandet. I haven ligger et tidligere hønseri, som de vil bygge om til lejligheder, så familie og venner på besøg kan få lidt privatliv. Pris: 1,3 millioner kroner.

»Vi synes, vi er rigtig heldige«, siger Christian Lund Hansen og tænker lidt. Så tilføjer han:

»Det kan godt være, at vi ikke tjener i nærheden af, hvad andre læger tjener, men vi skal nok komme til at tjene penge senere, hvis vi ønsker det. Vi føler, at vi har skudt papegøjen. Vi ønskede tid med børnene, mens de er små, og det har vi fået. Den tid kommer hurtigt til at gå. Om ti år vil de alt muligt andet end at være sammen med os, og så må vi se, hvad vi så gør«.

Det kan godt være, at Katrine Rose Larsen og Christian Lund Hansen bor på en ø, men de føler, at de er tæt på alting. Hvis de ringer efter en helikopter, er den på Fejø, inden der er gået et kvarter, og de har aldrig før boet så tæt på en millionby, som de gør nu.

Der er kun to en halv time til Hamborg. Men der er langt fra Fejø til udbrændthed.