Ole Hartling hædret

»Du har rusket op i danskerne«, sagde Lægeforeningens afgående formand Jesper Poulsen i sin hyldesttale til Ole Hartling, årets modtager af foreningens fornemste hæderspris, Barfred-Pedersen æresgaven.

»Senest ved at bekendtgøre Etisk Råds ja til befrugtning af lesbiske og enlige kvinder, hvor du udtalte, at vi ikke bør diktere for hinanden, hvad der er et godt, og hvad der er et rigtigt liv. Dit arbejde i Etisk Råd fortjener du megen hæder og anerkendelse for«, fortsatte Jesper Poulsen i talen til formanden for Det Etiske Råd gennem tre år og ledende overlæge, dr.med. Ole Hartling.

»Du har gjort det til dit livs mission at observere, stille spørgsmål og være kritisk - sådan ser det i hvert fald ud for os på sidelinjen.

Der stilles spørgsmålstegn ved dogmer som ,Det er bedre at forebygge end at helbrede` og andre indgroede forestillinger.

Du har i en artikel udtalt:

at sundhed er blevet samfundets vigtigste værdi

at vi har fået en ny slags religion, hvor vi tilbeder os selv

at den nye moral nu lyder: at være syg er det samme som at være skyldig eller syndig.«

Bevidstgørelse

Jesper Poulsen nævnte især Ole Hartlings interesse for screening og sagde:

»,Hvis vi ikke kan få fat om nældens rod`, skriver du i en artikel, ,så er det besluttet, at vi da i det mindste kan prøve at påvise en sygdom så tidligt, at den kan behandles`. Du har udtalt: ,Uanset udfaldet af screeningen fører selve screeningstilbuddet til en bevidstgørelse om mulig sygdom - en sygeliggørelse, som er en uafvejelig størrelse og derfor af ukendt betydning. Det er lagt ind i ens tanker`«.

I sin takketale, som forsamlingen kvitterede med stående ovationer, gav Ole Hartling med sin vanlige velfunderede og intellektuelt stimulerende Rasmus Modsat-attitude udtryk for sin holdning til det politisk hyperkorrekte og populære emne screening:

»I hævdelsen af selvbestemmelsesretten overlades mennesket til sin egen bestemmelse, overladt til sig selv, og det kan betyde det paradoksale, at mennesket svigtes. ...

I dag er det næsten blevet en ulykke at være gravid, for en gravid er en person, der risikerer at føde et handikappet barn - man taler om at man er risikogravid. Det nye forslag om, at alle gravide skal have tilbud om screening, stiller kvinden over for en række dybest set umulige valg, og da vi har mulighed for at frasortere nogle fostre, bliver det nogens fejl og nogens skyld at det ikke sker. Når vi i fremtiden møder en mongol, er det ikke et menneske, vi møder, men et kiks, et eksempel på at vores sikkerhedsforanstaltninger og teknikker har slået fejl. ...

Credoet er, at kvinden kan beslutte sig for en screening, blot hun er informeret grundigt nok, bare hun får fuld information, som det hedder. Men hvad vil det sige? For ret hurtigt kan hun befinde sig i et informationskaos, hvor hun skal afregne sandsynligheder og odds-ratioer. Hvem tør i selvbestemmelsesrettens tid forfægte det synspunkt, at kvinden nok er fri til at vælge, men helst var fri for at skulle?«