Landets overlæger befinder sig i et limbo. Mellem det trygge og vante, hvor man dagligt træder ind ad den samme indgangsdør på arbejdspladsen og beskæftiger sig med det samme som i går, til at skulle belave sig på, at man skal virke bredere og begive sig ud i nye sektorer og postnumre.
Eller som Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, udtrykte det på foreningens repræsentantskabsmøde lørdag i Vejle:
»Om ti år ser vores arbejde helt anderledes ud end i dag.
Vi står over for store forandringer, som vi ikke på nuværende tidspunkt kan se omfanget af, og det skaber usikkerhed. Hos os selv og hos vores kolleger. En usikkerhed, som vi skal kunne rumme«, lød det fra Susanne Wammen, der opfordrede sine medlemmer til at tage medansvar for at sikre lægedækning i hele landet.
»Vi skal væk fra ,dine og mine’ patienter og hen mod et fælles ansvar …
Men den største udfordring er kulturen, og det er reformens største ledelsesopgave …
Når vi bliver flere speciallæger, bliver løsningerne lettere at finde. Men lige nu – hvor vi mangler kolleger – skal vi også finde de gode svar«.
Susanne Wammen kvitterede for, at flere budgetaftaler for 2026 har fokus på at udvikle partnerskaber, transportordninger og andre tiltag, der skal øge lægedækningen.
»Jeg har selv peget på partnerskabsaftaler som en del af løsningen og argumenteret for, at vi lokalt på afdelingerne drøfter, hvilke opgaver der skal løses og hvordan. Det handler også om at sikre, at alle har de nødvendige kompetencer til at løse de nye opgaver, om at opbygge faglige fællesskaber, og om at der er den fornødne fleksibilitet, så hverdagen hænger sammen«.
Bekymringen for, at man som overlæge fremover vil skulle arbejde på to eller flere matrikler, fyldte dog blandt de fremmødte.
En overlæge i psykiatri italesatte det sådan her:
»Jeg er tryg ved at være på lukkede afsnit, men det er jeg ikke sikker på, er tilfældet, hvis jeg skal have udetjeneste på en afdeling, hvor jeg ikke kender patienterne og kollegerne«.
Susanne Wammen sagde, at hun forstår den rodløshed, der kan bestå i ikke at have et fast tjenestested:
»Vi skal stadig have et hovedtjenestested, hvor man har størstedelen af sit arbejde i dagstid, og skal helst kun have tjeneste på maksimalt to matrikler.
Lad mig dog minde om, at vi er i en transitionsfase, indtil vi har fået uddannet flere speciallæger, herunder flere praktiserende læger og flere praktiserende speciallæger. Til den tid vil der ikke være behov for, at vi skal sprede os ud over flere matrikler«.
En cheflæge kunne berette, at man på hendes hospital har arbejdet meget med partnerskaber. Og hendes erfaring er, at hvis forventninger og vilkår er afstemt – herunder transport og tillæg for udetjeneste – kan meget langt hen ad vejen lade sig gøre.
En uddannelsesansvarlig overlæge var betænkelig ved, om overlægerne overhovedet er klædt på til at skulle virke bredere inden for flere specialer for at sikre lægedækning i hele landet. Bl.a. med henvisning til »forårspakkens« dekret om, at man kun må tage én introstilling.
»Derfor er det vigtigt, at vi ikke har et A-hold af os, der har fået en speciallægeuddannelse efter de gamle regler, og et B-hold, der får en dårligere speciallægeuddannelse«.
Susanne Scheppan fra Overlægeforeningens bestyrelse forstod bekymringen, men understregede, at det ikke er meningen, at man som færdiguddannet speciallæge skal kunne favne alle fagområder på subspecialistniveau og selvstændigt kunne varetage de allermest komplicerede patienter.
Speciallægeloftet, der skal evalueres foråret 2026, og som fastfryser antallet af speciallæger på universitetshospitalerne, gav anledning til megen frustration blandt repræsentanterne.
I sin mundtlige beretning havde Susanne Wammen understreget, at mange sygehuse har indført kvalitative ansættelsesstop. Og at der nogle steder ligefrem er meldinger om, at antallet af speciallæger skal ned:
»Det skaber naturligvis bekymring blandt mange kolleger, ikke mindst på de sygehuse, som allerede har været ramt af gentagne spare- og afskedigelsesrunder. I Overlægeforeningen er vi der for de medlemmer, som bliver berørt. Derudover arbejder vi målrettet for, at den omstilling, politikerne har besluttet, sker så klogt som muligt:
For det første skal opgaver og antal ansatte følges ad. Også universitetshospitalerne skal først stoppe med at løse opgaver og se patienter, når der er andre klar til at gribe dem. Og for det andet skal indsatsen for at sikre lægedækning i hele landet samtænkes: Det kræver, at der faktisk bliver slået stillinger op på de sygehuse, som mangler. Et loft løser det ikke i sig selv«, lød det i formandsberetningen.
Under debatten fyldte især bekymringen for de kolleger, der f.eks. på grund af sygdom ikke kan arbejde fuldtid.
»Opretholdes speciallægeloftet i længere tid, risikerer vi, at de kolleger, der ikke kan varetage en fuldtidsstilling, bliver sagt op, fordi afdelingens drift fordrer, at alle skal kunne levere 100%«, lød det fra en af overlægerne i salen.
En ledende overlæge mente, at speciallægeloft går ud over sårbare og seniore læger: »De har det svært, og det gør ondt at se, hvordan de bliver behandlet«.
Susanne Wammen delte bekymringen: »Det er rigtig trist, hvis villigheden til at indgå senioraftaler falder, når man tæller hoveder og ikke årsværk. Det lægelige arbejdsmarked skal kunne rumme, at der er overlæger, der enten på grund af sygdom eller andre opgaver er på nedsat tid. Kan man ikke det, risikerer vi, at flere sygemeldes med stress, og at erfarne og dygtige overlæger forlader sundhedsvæsenet i en tid, hvor vi mangler speciallæger.
Vi har ifølge vores overenskomst ret til seniorsamtaler, der ikke kun skal handle om, hvornår vi agter at gå på pension, men hvor der skal være langt mere fokus på, hvilke andre opgaver som f.eks. uddannelse af yngre kolleger eller kvalitet, det vil give mening at beskæftige sig med«.
En overlæge beskrev dog, at hun har oplevet en region, der »udviser velvilje over for os mere slatne«: »Fordi vi netop har noget at bidrage med. Bl.a. i forhold til forskning, uddannelse og andet, som ellers er svært at nå i en travl hverdag«.
Overlægeforeningen samarbejder i forbindelse med OK26 nu for første gang med Yngre Læger. Mange af Yngre Lægers speciallæger løser mange af de samme opgaver som overlægerne, men på andre vilkår.
Målet med samarbejdet er derfor bedre og mere ensartede vilkår for alle speciallæger – overlæge eller ej. Både når det kommer til at gøre vagtarbejde og øvrigt arbejde på ubekvemme tidspunkter mere attraktivt og mindre belastende for den enkelte læge, men også for at sikre ensartede og attraktive vilkår for læger, der pålægges at skulle arbejde på flere forskellige matrikler. Ligesom både Overlægeforeningen og Yngre Læger ønsker at sikre sammenhæng og tydelige rammer for speciallægernes karrierevej i regionerne.
Derudover vil Overlægeforeningen separat have fokus på, at vilkårene for ledende overlæger og øvrige lægelige chefer skal forbedres.
På mødet i Vejle gav Overlægeforeningens forhandlingsdelegation en status på arbejdet.
Der var i repræsentantskabet generel tilfredshed med samarbejdet med Yngre Læger i repræsentantskabet, og en cheflæge forudså, at det ville gøre det nemmere:
»På vores afdeling har vi mange overlæger over 70. Det er superfedt, men det gør det også svært at bære den nye generation frem og give dem nye ansvarsområder – jeg må nærmest ikke i henhold til overenskomsten. Derfor ser jeg frem til en assimilering af vores overenskomster«.
Men der var også en opfordring til at holde tungen lige i munden: »Solidaritet og sammenhold er vigtigt. Men vær ikke for forlibt i, at der skal indgås en aftale for enhver pris«, lød det fra en repræsentant.
Hertil replicerede Susanne Wammen: »Vi står over for en total omvæltning af vores sundhedsvæsen, og det kan derfor ikke nytte, at vi her i rummet alene har øje for resultater, der er til gavn for kun os de næste tre år. Vi skal se længere frem, og også de kommende special- og overlæger skal kunne se ind i, hvad et arbejdsliv kommer til at bestå af og på hvilke vilkår«.
Forhandlingsdelegationen forklarede, at mens Overlægeforeningen sammen med Akademikerne vil rejse krav om at sikre reallønnen ved at prioritere generelle lønstigninger, så er der et stærkt krav fra arbejdsgiver om, at mere skal gå til lokal løndannelse.
Begejstringen for udsigten til – mere – lokal løndannelse var til at overse.
»Der hvor jeg kommer fra, er der flere, der ikke har forhandlet lokalløn de seneste ti år, så hvorfor skal vi have mere af det«, lød det fra en overlæge.
En anden var mere klar i spyttet: »Jeg hader lokal løndannelse – det er noget, fanden har skabt. Sidste år kom der en mail om, at nu var det tid til at søge om lokale lønmidler, men man får bare afslag og ved ikke, hvor pengene går hen«.
Og det er »dybt problematisk«, fastslog Susanne Wammen:
»Vi tilstræber derfor i vores generelle krav, som vi stiller i fællesskab med Akademikerne, at opnå den størst mulige lønstigning for netop at minimere lokale lønmidler.
Når vores modpart gerne vil øge puljen af lokale lønmidler, er det bl.a. for at kunne honorere lægedækning på de mere perifere sygehuse«.
Manglende tid og bemanding til, at man kan få den efteruddannelse, man har krav på ifølge overenskomsten, blev også vendt:
»Der er hverken tid eller bemanding til, at vi kan komme på efteruddannelse«, lød det fra en, mens en anden luftede den tanke at stille minimumskrav, således at den enkelte overlæge disponerer over et i forvejen fastsat beløb øremærket efteruddannelse.
»Det er rigtigt, at vi slet ikke er i mål, men det går langsomt fremad, kan vi se på vores medlemsenqueter. Ikke desto mindre er det et fokus, vi skal blive ved med at italesætte«, lød det fra Morten Olskjær Holm fra forhandlingsdelegationen.
Repræsentantskabet tog også hul på en diskussion af, hvad overgangen fra fem til fire regioner kommer til at betyde for repræsentantskabet og valg hertil. Foreløbig vil forårets valg foregå som hidtil med inddeling i fem valgkredse, idet Region Østdanmark først er en realitet pr. 1. januar 2027. Herefter og indtil næste valg i 2028 vil de valgte repræsentanter fra de to regioner fortsætte som repræsentanter for Region Østdanmark.
Endelig blev Johannes Krogh genvalgt til bestyrelsen uden modkandidat.
