Skip to main content

Om fraværet at retfærdighed

Almen praksis skal række ud efter patienter i kræftforløb. De har brug for oversættelse, forklaring og almen menneskelighed, lød det fra tidligere kræftramt skuespiller, der fortalte sin – og andres kræftramtes – historie i forestilling og dialog på kurset »Hvorfor mig?«

Nej, man kan som praktiserende læge ikke overgøre at række ud og tilbyde støtte til kræftpatienten, for som patient er man på ingen måde bange for at tale om sin sygdom – tværtimod, sagde Christina Selden. Foto: Claus Boesen.

Af Jens Nielsen, jen@dadl.dk

12. nov. 2025
4 min.

Hvordan kan noget, der vejer så lidt, fylde så meget? Er det lovligt?

Spørgsmålene stammer fra teaterforestillingen »Hvorfor mig?«, der udgjorde første del af mandagskurset af samme navn.

For hvordan kan sådan en lille knude i det ene bryst vende totalt op og ned på ikke bare ét liv, men på hele familiens liv og hverdag, og sende den kræftramte ud i et kaos af ensomhed, ventetid, usikkerhed og sorg?

Hvorfor er det lige ’mig’, der bliver ramt? Hvorfor har ’min’ krop svigtet mig og lukket kræften ind? Hvor er retfærdigheden i det? Og hvad skal jeg sige til børnene?

I en times tour de force gennem et kræftforløb – til dels baseret på hendes egne oplevelser – tog skuespiller Christina Selden kursisterne med på de nedture og enorme udsving, sådan et forløb er. En fritfaldsoplevelse, som hun kaldte det.

Og efterfølgende diskuterede hun og kursisterne, hvordan almen praksis bedst kan støtte op om kræftpatienten – der jo for den altovervejende del ses og behandles på hospitalsafdelingen.

Brudstykker

Kursusleder Helle Skelmose Ibsen – der senere på mandagen blev tildelt Mahlerprisen – lagde for med at konstatere, at hun havde troet, hun vidste, hvad der foregik, når en af hendes patienter blev ramt af kræft. Men at hun efter at have set forestillingen var kommet lidt i tvivl.

Flere af kursisterne supplerede:

»Vi ser kun brudstykker af patienternes forløb« og »jeg ser patienter, der lever fra skanning til skanning«, lød det blandt andet. Og en havde oplevet patienter med voldsom modvilje mod den behandling, som alt tilsagde ville være det bedste for dem.

Så hvad kan den praktiserede læge gøre for at støtte patienten i »at være tapper« og holde ud?

Christina Selden pegede på, hvor grundlæggende vigtigt det er at blive mødt med almen menneskelighed i almen praksis. Og på hvordan en følelse af uafvendelighed dominerer, når man træder ind i et kræftpakkeforløb:

Når man har sagt ja til at modtage behandling, er det som at sætte sig ind i et tog, der bare kører afsted. Man kan ikke stille så meget op – og må bare overvinde sin modvilje mod f.eks. kemobehandlingen: »Det er jo gift«.

Men de praktiserende læge kan hjælpe, sagde hun, ved ikke at pakke noget ind og ved at oversætte. Ved at italesætte, hvor hårdt et forløb der venter. Og de kan være med til at slå den frustrerende ventetid ihjel ved helt konkret at forklare, hvorfor det f.eks. kan tage ugevis at få et prøvesvar.

Ligesom hvis man sidder fast mellem to stationer i et tog og ikke kan få at vide hvorfor – så letter det frustrationen at få at vide, at det skyldes, at der ligger en ko på sporene … at der er en forklaring. Brug jeres faglighed til at give patienten den, lød opfordringen til lægerne i lokalet.

Sådan havde hun bare ikke oplevet det med sin egen praktiserende læge tilbage i 2008, da hun selv var syg. Ikke på grund af ond vilje fra lægen, men fordi hendes udredning, behandling og opfølgning fuldt og helt foregik i onkologisk regi.

Men egen læge er den, der kender en bedst, og derfor skal den praktiserende læge være opsøgende og den, der tager kontakt – ved at sende et Korsør-brev eller lave et telefonopkald. Som kræftpatient ringer man nemlig ikke bare selv, konstaterede Christina Selden.

Fandeme ingen taber

Det handler på ingen måde om, at man som kræftpatient ikke vil tale om sin sygdom. Tværtimod. Det er man ikke bange for, fastslog hun. Heller ikke når det handler, hvordan kemobehandlingen har »svitset« en stor del af hårsækkene på hovedet af, så man aldrig får sit ’eget’ hår tilbage.

Og nej, man kan som praktiserende læge ikke overgøre at række ud til patienten, understregede hun, da Helle Skelmose Ibsen spurgte, om det ikke kunne blive for meget.

Og så var der lige én ting, der helt tydeligt også vakte gehør hos kursisterne:

Flere gange – både i forestillingen og i debatten – kom Christina Selden også med svirp til den måde, man taler om kræft på som en ’kamp’. Og at når patienten så dør, har vedkommende tabt kampen – og er dermed blevet til en taber. Men hendes veninde, der døde af brystkræft, var fandeme ikke en taber!

Helt absurd blev det, da hun faldt over en dødsannonce, hvor det netop hed, at den afdøde havde tabt kampen mod kræften. Men den afdøde blev 101 år. Hun tabte ikke nogen kamp, men havde haft et godt, langt liv, konstaterede Christina Selden.

»Hvorfor mig?« er skrevet og iscenesat af Kamilla Wargo Brekling og produceret af Teater V.