Om at lyve for sig selv

»Der er nogle vadefugle, der prøver at overvintre her. De burde ikke være her. Men ellers er der sgu ikke mange fugle nu«. Bo Netterstrøms tynde pandelok danser i den iskolde blæst, mens de grønne gummistøvler bevæger sig hurtigt hen over et tæppe af mos og græs.

»I marts måned starter de store forårstræk«.

Den 56-årige overlæge og stressforsker går op over klitten og bliver stående lidt. Han kigger ud over det mørkegrønne hav og ser kort op i den gråhvide himmel.

»De flyver hen over her«.

Man kan ane et smil på de smalle læber. Bo Netterstrøm befinder sig på det sted, han holder allermest af: Ulvshale, nordspidsen af Møn.

Han er ærkekøbenhavner, men igennem 40 år er han blevet ved med at vende tilbage til nøjagtig dette stykke Danmark. Altid på udkig efter fugle.

»Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det. Det er vel sådan noget med `Guds natur,. Det er elementært på en eller anden måde«.

Men fuglene er mere end `Guds natur,.

De er stressforskerens eget private værn mod stress.

En dygtig dreng

Bo voksede op som en dreng, der kunne det hele. Han var god til at spille fodbold. Han var en af de bedste i klassen til det boglige. Han var eftertragtet af pigerne.

Der var ikke noget at sige til, at han var en glad dreng. Og nysgerrig.

Som 11-årig blev Bo optaget af fugle. Han tog ud i skoven, kiggede på fugle og rodede i uglegylp for at finde ud af, hvad uglen havde spist.

Han vidste, at han skulle være ornitolog, og efter gymnasiet begyndte han på biologistudiet. Bo Netterstrøms første videnskabelige artikel hed: »Den islandske ryles efterårstræk«. Et værk, der kostede adskillige tænderklaprende morgentimer på den jyske vestkyst. Det var hårdt arbejde. Men det har aldrig generet Bo Netterstrøm. Årsagen til, at han efter to år skiftede til medicinstudiet, var, at man ikke kunne leve af at være ornitolog.

»Så blev det medicin, selv om jeg ikke anede spor om, hvad det ville sige at være læge. Det naturvidenskabelige har altid interesseret mig. Og samfundsfag. Det kombineres meget godt i medicin«.

I løbet af de næste år gik han til oceaner af rockkoncerter, demonstrationer og andre aktiviteter i kølvandet på 1968 i København og fik et barn med sin daværende kæreste. Alligevel gennemførte han lægestudiet på normeret tid.

Bo var dygtig, som hans mor altid sagde.

Alt er skemalagt

»Vi bliver nødt til at gå op her«. Bo Netterstrøm styrer væk fra stranden, som er ved at blive mose. Hen over et åbent forblæst område.

Det er anden gang, at Ugeskriftet besøger stressforskeren fra Hillerød Sygehus. For nogle måneder siden sad han hjemme i dobbelthuset i Lyngby og fortalte.

Dengang var tonen anderledes.

Problemerne var vokset hen over sommeren. Længere tids arbejdspres var efterhånden blevet for meget. Og til sidst så han ingen anden udvej end at »hive stikket ud« i nogle uger.

Det hjalp.

I dag er han helt frisk igen, forsikrer han. Men alt er ikke ved det gamle.

Overlægen har været tvunget til at skemalægge sit liv. Telefontid mellem 11.30 og 12.30. To skrivedage om ugen. Maksimum 45 timers arbejdstid. Alt inklusive. Ikke noget arbejde om aftenen.

Det meste er sat i system for, at Bo Netterstrøm ikke skal køre sig selv ned endnu en gang.

Vi går tilbage ad en smal jordvej. Sommerhuset er et enkelt hus af sortbejdset træ og med store glasfacader på begge sider.

Bo Netterstrøm træder gummistøvlerne af og sætter sig i kurvestolen. På reolen, der adskiller køkken og stue står der fugemasse, pakker med filtpuder, en svensknøgle og en masse andre praktiske ting. Det arkitekttegnede hus er færdigt, men der mangler stadig et hav af småting.

»Tidligere har jeg været lidt tilbøjelig til at tro, at jeg kunne nå det hele på en gang. Og det har jeg fundet ud af ... det kan jeg ikke,« konstaterer Bo Netterstrøm.

Han ser hen over bordet et kort øjeblik og lader så blikket hvile mod de store vinduer.

»Vi er tilbøjelige til at tro, at vi kan mere, end vi kan«.

Ambitiøs

Da Bo var færdig på medicinstudiet, regnede han med, at han skulle være børnelæge. Han havde haft job som reservelægevikar på en børneafdeling under studiet og fandt ud af, at det var et rart sted at være. I modsætning til for eksempel de kirurgiske afdelinger, hvor tonen var hård.

På børneafdelingerne fik man ros.

Han indrømmer det blankt. Han har brug for ros. Han har behov for at folk synes, at han er god. Måske mere behov end de fleste.

»Jeg ved jo ikke, hvordan tingene hænger sammen, når det kommer til stykket. Men det er i hvert fald karakteristisk, at min mor var meget stolt, når jeg var dygtig i skolen. Og det var jeg så. Det var ligesom - når jeg kigger i bakspejlet - noget hun satte meget stor pris på. Det var hendes stolthed. I vores familie var det ,noget` at være dygtig,« siger han og trækker i ordet ,dygtig`.

Hver sætning lyder, som om han slår det hele hen. Men så fortsætter han alligevel: »Og det er nok det, som giver én selvtillid, når det kommer til stykket. At man er god til nogle ting, og folk godt vil spørge én om noget. Det er en måde at have en position på i livet. Der er måske nogle, der har det ved at have humoristisk sans ... jeg er måske ikke så ... måske ikke så stort et selskabsmenneske. Forstået på den måde, at jeg ikke er én man flokkes om i selskaber. Det er der nogen, der kan. Det er så deres force her i livet. Jeg tror vi får selvværd af, at der er nogle ting, vi er gode til«.

Læberne bevæger sig en anelse udad i et smil. »Der er nogle, som kvinderne er efter hele tiden ik... det får de selvværd af«. »Jeg har nok altid været meget ambitiøs«.

Regningen udskrives

Bo Netterstrøm blev aldrig børnelæge. I 1976 spurgte en bekendt, om han ville være med til at lave en undersøgelse af buschaufførers arbejdsmiljø. Det ville han gerne, og så havde Bo Netterstrøm taget stressbussen.

På det tidspunkt havde han aldrig selv mærket stress.

»Jeg arbejdede rigtig meget. Måske kan man sige, at jeg var stresset af og til. Men jeg betragtede det ikke som andet end hårdt arbejde. Dengang kunne jeg klare alting«.

Den flittige Bo Netterstrøm bevægede sig hurtigt op gennem sundhedssystemet. Som 44-årig blev han administrerende overlæge på Hillerød Sygehus.

»Mange kolleger sagde - og siger stadig - at det er noget pjat med det der stress. Det er ikke evidensbaseret, at man kan blive syg af stress. Det passer ikke. Og det har været en faglig udfordring for mig hele tiden at gøre noget ved den holdning«.

Der var mange andre faglige udfordringer, og arbejdsbyrden voksede op gennem 1990'erne. Bo Netterstrøm skrev bøger, holdt foredrag og byggede samtidig den arbejdsmedicinske klinik op fra at være ham selv og en sekretær til at bestå af 13 ansatte.

I 1999 skete d er imidlertid noget uventet. Bo Netterstrøm blev involveret i en større personalesag, som han ikke har lyst til at gå i detaljer med.

Men for første gang mærkede den altid glade københavnerdreng, hvordan det føles at være stresset: At føle sig nedtrykt. At være opfarende. At tage på arbejde klokken fem om morgenen, fordi det er umuligt at sove mere. At miste livsglæden.

Det lettede, da sagen blev løst. I hvert fald nok til at give den administrerende overlæge energi til at knokle videre. Han havde flere store forskningsprojekter kørende på samme tid: Patienterne. Forfattervirksomheden. Det administrative arbejde.

Og en oktoberdag i 2002 afleverede kroppen den første regning for mange års stort forbrug.

En tankevækker

Bo Netterstrøm er sammen med sin kone på Møn, da han mærker en trykken for brystet. Han tror ikke, at »det er noget«. Faktisk har han følt det et par gange før, men slået det hen med, at det nok er »noget galdesten«.

Det er det ikke. Bo Netterstrøm har en blodprop i hjertet, og han bliver indlagt på Amtssygehuset i Gentofte.

»Der lå jeg i fem dage og tænkte over sagerne«.

Han smiler pludselig.

»Jeg kan specielt huske den første dag, da jeg fik morfin. Da var jeg kæk«.

Han griner kort.

»Men derudover gik jeg meget rundt og tænkte. Altså lidt Kim Larsen-agtig: ,Fik du set det du ville`. Jeg kunne jo være død«.

Bo Netterstrøm aftalte med sin familie at geare ned.

»Jeg besluttede mig for en række små ting: Når jeg kom fra arbejde, gik jeg for eksempel straks i gang med et eller andet. Nu skal vi lige nå at lave mad, vi skal lige nå at købe ind. Det kørte

derudad. Jeg besluttede at lade være med at være så forjaget. Prøve at komme ned engang imellem. Det var en af de ting, jeg besluttede mig til. Det har jeg faktisk gjort«.

Han vender blikket hen over bordet som for at understrege, at det passer.

»Før i tiden kunne jeg godt nusse op på arbejdsværelset og sidde og lave noget om aftenen. Det er blevet sjældent efterhånden. Så den samlede arbejdstid er gået ned. Og jeg bestemte også, at jeg ville holde mine ferier og weekender rimeligt hellige«.

Han presser en finger mod kindbenet og trækker lidt i huden.

»Der er smuttere indimellem, men weekender og ferier dem har jeg holdt hellige. Det har jeg sgu«.

»Sådan en blodprop er altså lidt af en tankevækker. Man tænker: Det her kan ske igen. Og så siger man: Nu må du tage skeen i den anden hånd. Man må jo huske på, at det at have en svær sygdom i sig selv er en stor stressfaktor«. Bo Netterstrøm går direkte videre i den næste sætning. Som om det bare er en tilføjelse. En præcisering. Men det er noget mere end det.

»Så skete der jo desværre det, at jeg igen løj lidt for mig selv«.

Stressen kom snigende

Nogle måneder efter blodproppen, i vinteren 2003, rejste Bo Netterstrøm med sin kone til Brasilien.

De havde en hel måneds ren afslapning. Det gjorde underværker.

»Da jeg kom hjem, tænkte jeg: Nu går det, som det skal. Men jeg fortrængte, at jeg faktisk lige havde været alvorligt syg«.

Derefter påtog han sig for mange ting. Arbejdsbyrden accelererede stille og roligt.

»Jeg plejer at sige i mine foredrag, at man skal lære at sige ,pyt` og ,nej` noget tiere for at undgå stress, men jeg er selv meget dårlig til at sige nej«.

Det hele kulminerede en septemberuge i fjor, hvor han havde fem foredrag ud over det normale arbejde.

»For det første var jeg nogle gange led og ked af at høre på mig selv. For det andet blev jeg meget træt. Jeg var faktisk i en snigende depressiv tilstand, hvor jeg egentlig ikke orkede noget som helst. Jeg slæbte mig på arbejde«.

Han prøvede at trække i nødbremsen. Sammen med sin kone købte han en afbestillingsrejse til Menorca. For at få luft. Men det var ikke nok.

Bo Netterstrøm indså, at alt det han i årevis havde sagt til sine patienter også gjaldt ham selv. For eksempel at det tager op mod halv så lang tid at komme ud af en stresstilstand, som det tager at bygge den op.

At lyve for sig selv

Men hvordan kunne det overhovedet komme så vidt. Hvordan kan en ekspert i stress, lige så langsomt køre sig selv ned.

Det spørgsmål er oplagt. Ikke mindst for en stressforsker.

»Det er noget snigende noget«, starter han.

»Når jeg står ved sådan et foredrag og kan se, at tilhørerne er med, så kan jeg lige pludselig det hele. Lige før jeg går op, orker jeg måske slet ikke. Det er ligesom at være skuespiller, vil jeg tro. Man gejler sig selv op. Når man så kommer hjem, siger man: ,Det var jo meget godt`. Men grundliggende er ens sindstilstand på et lavere og lavere niveau, Og man har sværere ved at glæde sig over de ting, man normalt går rundt og glæder sig over. Det mærker man bare ikke, når det udvikler sig over så lang tid«.

»Det er som en gammel cirkushest. Man får et positivt billede af sig selv, når man står og siger noget, og publikum synes, at man er interessant. Det giver en selvværd, selvtillid. Man bliver bekræftet. Det kan vi jo alle sammen jo godt li'«.

Bo Netterstrøm bruger som regel ikke »jeg«, men i stedet »man« eller »vi«. Han er en videnskabsmand i sit eget liv.

»Jeg vil ikke sige, at vi lyver for os selv. Men vi har en dårlig selvindsigt. Vi er ret gode til at spotte de andres fejl. Men specielt mænd er dårlige til at lytte til egne signaler«.

Han taler om sin blodprop i hjertet. Som han i starten slog hen som galdesten på trods af, at smerterne faktisk sad i hjerteregionen.

»Der lyver man lidt for sig selv. For der kunne jeg godt være taget på sygehuset. Men det gjorde jeg ikke«.

Han stopper. Der bliver helt stille, bortset fra en svag tone fra vinden, der rammer fyrretræerne.

»Det der med at lyve for sig selv. Er det ikke også meget menneskeligt?«

Han smiler.

Flere fugle

Bo Netterstrøm mener, at der findes nogle fællestræk ved mennesker, som lider af stress.

De er som regel pertentlige og ambitiøse.

Han har beskrevet massevis af eksempler i sine bøger. Og når hans kone læser det, siger hun: »Kan du ikke se, at det er dig?«

Det kunne han ikke. Men det kan han nu.

»Jeg er et ambitiøst menneske. Og måske lidt for ambitiøs. For jeg kunne jo bare i gåseøjne sætte mig ned og hygge mig med min lille klinik med 12 ansatte i Hillerød. Men sådan har det altid været. Jeg er så nysgerrig efter at finde ud af noget mere. Ligesom når jeg skal finde ud af alle planternes navne her i området. Eller fuglenes. Nysgerrig-heden er jo egentlig drivkraften. For ellers kunne jeg bare sætte mig ned og se almindeligt syge mennesker. Være ordentlig over for dem, og så var det det. Men det er ikke nok. Der skal noget mere til«.

Han kigger ud gennem glasdørene, der vender ned mod havet. Siddende kan man lige netop ikke se havet. Klitten spærrer. Så drejer han hovedet helt modsat og ser på et sted inde i fyrretræerne.

»Men nu er jeg selv blevet lidt klogere. Og mine omgivelser er blevet klogere«.

Bo Netterstrøm har fundet ud af, at han ikke kan alt. Derfor har han besluttet at indsnævre sit arbejdsfelt på stress-klinikken.

Og så er der én ting mere.

»Jeg har i lange perioder ikke fået set fugle, og det har jeg haft det skidt med. Det er sådan et slags livsgrundlag for mig. Jeg glæder mig til at se mere på fugle«.

Journal

Navn: Bo Netterstrøm

Alder: 56 år.

Bopæl: Dobbelthus i Kgs. Lyngby, nord for København.

Familie: Gift med Ulla , der er uddannet socialrådgiver, men arbejder som it-konsulent.

Børn: Rikke, 31 år, Jacob, 30 år (Ullas søn fra første ægteskab) og Lasse, 23 år.

Titel: Administrerende overlæge ved Arbejdsmedicinsk Klinik, Hillerød Sygehus.

Uddannelse: Cand.med. Københavns Universitet (1975). Speciallæge i arbejdsmedicin/samfundsmedicin (1986). Medicinsk licentiatgrad og doktorgrad ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Karriere: Børneafdelingen, Sønderborg Sygehus (1975). Kirurgisk Afdeling, Centralsygehuset, Hillerød (1976). Medicinsk Afdeling B, Rigshospitalet (1976). Ortopædkirurgisk Afdeling, Hvidovre Hospital (1976-1977). Børneafdelingen, Roskilde Amtssygehus (1977). Medicinsk Afdeling, Roskilde Amtssygehus (1977). Forskningsstipendiat på Institut for Social Medicin, Københavns Universitet (1977-1981). Medicinsk Afdeling C, Amtssygehuset i Glostrup (1981-1983). Gynækologisk Afdeling, Amtssygehuset i Glostrup (1983). Direktoratet for Arbejdstilsynet, 10. kontor (1983-1985). Arbejdsmedicinsk Klinik, Rigshospitalet (1985-1992). Overlæge ved Arbejdsmedicinsk Klinik, Hillerød Sygehus (1992).

Derudover er Bo Netterstrøm klinisk lektor ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet (2001), foredragsholder, underviser og konsulent. Bo Netterstrøm har skrevet og bidraget til en række bøger. Blandt andet »Klar besked om stress«, Asche-houg Fakta 1997, »Stress på arbejdspladsen«, Hans Reitzels Forlag 2002 og »Når kroppen siger stop«, Krogs Forlag 2003.

Interesser: Bo Netterstrøm er fritidsornitolog. Tager ofte til Møn for at kigge på fugle. Har netop bygget et sommerhus på »yndlingspletten«. Han motionerer 2-3 gange om ugen - løber, cykler og spiller tennis. Hører meget musik. Før i tiden var det jazz og rock, men på det seneste er han begyndt at høre opera.

Kender du én?

Alle har en historie. Det er mantraet for portrætserien »Lægeliv«. Portrætterne er personlige og handler kort sagt om, hvem man er - ikke hvad man kan. Ugeskriftet har allerede bragt tre portrætter i serien (nr. 46 2003; nr. 50 2003; nr. 1-2 2004 - kan også læses på Ugeskrif-tets elektroniske arkiv).

Med serien prøver vi samtidig at vise bredden i Lægeforeningen. Både med hensyn til geografi, karriere, køn og personlighed. Derfor modtager vi meget gerne forslag. Kender du en læge, som du gerne vil læse et portræt af, så mail til redaktionen: edr@dadl.dk.

På forhånd tak

Redaktionen