Omklædning til et almindeligt lægeliv

At være kollega på fuldtid. Kun have ét job og at »for alvor stemple ind i teamet« som en, der kan sige: »Vi ses i morgen« i stedet for »på torsdag« eller »om 14 dage«. Og ja, på privatfronten at kunne en holde en vaskeægte weekend, og at en biograftaftale med vennerne ikke først kan blive uger ud i fremtiden – hvis altså filmen stadig går til den tid …

Jo, der er flere ting, Helga Schultz glæder sig til, når hun nu stopper som forperson for Yngre Læger og igen »bare« skal være HU-læge på fuld tid på Onkologisk Afdeling på Herlev Hospital efter fem et halvt år på halvtid og med et uregelmæssigt skema.

Og så er der det der lille sted på Herlev, hvor hun glæder sig rigtig meget til at hænge mere ud.

»Vi har et kontor for uddannelseslæger, hvor man ved, at man når man går derind på bestemte tidspunkter af dagen, så møder man de kolleger, man er tættest på uddannelsesmæssigt og også har kendt gennem flere år. Mens jeg har lavet fagforeningsarbejde og kun har været der på halv tid, er nogle af dem, jeg startede med, selvfølgelig kommet videre og er blevet afdelingslæger og overlæger og er på andre hospitaler, men så er der til gengæld kommet nogle nye gode kolleger til. Så det er et virkelig godt sted at være.

Og så er jeg startet i et nyt team på Herlev, hvor der er nogle rigtig spændende patienter og noget rigtig dygtigt personale, som det bare den korte tid, jeg har været der nu, har været en stor fornøjelse at være sammen med. Jeg glæder mig virkelig til at komme rigtig i gang med det kliniske arbejde«, siger Helga Schultz.

Planen for den nære fremtid er der styr på:

»Jeg skal blive speciallæge. Jeg ved godt, at man kan få et helt tilfredsstillende lægeliv uden at være speciallæge – det har jeg jo haft selv de sidste 20 år. Men når man skal være i klinikken i mange år endnu, som jeg regner med, jeg skal, så er det at være speciallæge den måde, jeg gerne vil arbejde på«.

Hvor hun tidligere har været mest optaget af arbejdet med de mest syge patienter og arbejdet med palliation, har HU-forløbet bredt interessefeltet ud:

»Man bliver gennem HU-forløbet præsenteret for forskellige dele af specialet, og jeg er endt med at synes, at rigtig mange dele af onkologien er interessante. Jeg har ikke tænkt over subspecialisering endnu, og jeg tror, at jeg er kommet frem til, at det vigtigste for mig er at arbejde et sted med gode kolleger med forskellige fagligheder«, siger Helga Schultz.

Og ja, så skal hun snart prøve egen medicin:

»I næste måned skal jeg på ledelsesafklaring med min fagforening – når jeg ikke længere er forperson. Det bliver spændende at finde ud af, om jeg godt kan lide at være leder, og hvordan jeg kan være det …«

Fleksibiliteten stadig i spil

Men nu, hvor hun så at sige sidder i omklædningsrummet og skifter fra den fagpolitiske til den lægefaglige uniform, synes hun, at tiden som forperson for Yngre Læger har været travl, men dybt meningsfuld. Også selvom det ikke er alle de mærkesager, hun gik til valg på i sin tid, der har udviklet sig, som hun helst havde set det.

Det gælder bl.a. de vidtstrakte krav om fleksibilitet i forhold til arbejdsforhold, som de yngre læger, da hun stillede som forperson, blev mødt med, og som har fyldt og fylder rigtig meget i hverdagen for Yngre Lægers medlemmer, konstaterer Helga Schultz:

»Jeg synes, vi har fået italesat det, og at vi er blevet mere klar over, hvad det er Yngre Lægers medlemmer efterspørger. Men jeg synes desværre også, at arbejdsgivere og arbejdstagere taler sig længere og længere væk fra hinanden«.

Hun nævnet forhandlingerne om OK24 som eksempel:

»Den fleksibilitet, man har brug for – jeg var lige ved at sige som menneske i det her samfund, men også som familiemenneske, hvor man har et liv, hvor der er andre, der er afhængige af en – den kan lige nu være meget svær at få som ansat på de offentlige hospitaler. Og på overenskomstniveau bliver alt, der bare lugter en lille smule af, at arbejdsudbuddet bliver sænket, afvist.

Vi har prøvet at sige, at vores medlemmer er veluddannede akademikere, der også er efterspurgt andre steder, og selvom mange af dem meget gerne vil arbejde både i det primære sundhedsvæsen og på hospitalerne, skal de altså bydes nogle vilkår, der er tilfredsstillende – ellers kan de søge andre steder hen, og så er de tabt for de offentlige arbejdsgivere.

Det synes jeg ikke, vi har fået en særligt god samtale med arbejdsgiverne om. Vi vil ikke true med, at folk forsvinder, men vi vil gerne sige, at hvis det skal hænge sammen på sigt – ikke bare i den her overenskomstperiode og ikke bare de næste 5-10 år – så bliver arbejdsgiverne nødt til at indrette arbejdsmarkedet på en måde, der imødekommer, at folk på forskellige tidspunkter af deres liv har forskellige behov.

Det er ikke en trussel, bare en konstatering af en tendens i hele samfundet – det er jo ikke kun os yngre læger, der har det sådan. Hvis du er tilpas ung og kan se frem til, at din pensionsalder løbende stiger, og du skal arbejde de næste 40 år, så bliver du nødt at have det lange lys på. Det perspektiv synes jeg ikke, vi er lykkedes særlig godt med at sætte igennem over for modparten«, siger Helga Schultz.

Men, understreger hun, det handler om at holde ved:

»Selvom vi som centrale parter ikke er lykkedes særligt godt med det, kan vi se, at der ude lokalt bliver fundet løsninger, som kunne forstørres op. Men det fleksibilitetsspørgsmål, der var der, da jeg tiltrådte, det er der endnu. Det har vi bestemt ikke løst«, konstaterer Helga Schultz.

Et nej forpligter

Et af mange spørgsmål forud for de kommende måneders forhandling om den fremtidige indretning af sundhedsvæsenet er, hvor de yngre lægers arbejdsvilkår – og forventninger og krav om fleksibilitet – bliver påvirket, påpeger hun.

»Præmissen er, at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske, men de strukturændringer, der måtte komme, kan blive en test på vores måde at arbejde på som fagforening. Der kommer formodentlig politiske ønsker og signaler, hvor der bliver efterspurgt noget, som vores medlemmer ikke har lyst til at imødekomme.

Men hvis vi skal tages alvorligt som faglig forening og som lægestand er det forhold, vi skal være med til at løse. Vi kan ikke bare sidde og kigge på, at lægedækningen nogle steder er så dårlig, som den er, og der tror jeg, at hvis vi ikke er med til at finde på løsninger – også nogle, der måske kan gøre lidt ondt – så er der andre, der vil bestemme det hen over hovedet på os.

Det har vi set før – og det fik vi demonstreret med det sidste eksempel med forslaget om tjenestepligt, hvor vi sagde fra på vores medlemmers vegne. Tvang hører ingen steder hjemme og er en dårlig løsning for både læger og patienter.

Mit budskab er, at når vi har sådan en afværgedagsorden i en sag, hvor der skal løses et reelt problem, så forpligter det også den anden vej. Så skal vi kunne komme med bud på, hvad løsningerne så kan være«, siger Helga Schultz.

En ulige kamp om ulighed

Det samme gør sig gældende, når det handler om en anden af de mærkesager, hun gik ind til forpersonposten med: ulighed i sundhed. Hun sukker lydeligt:

»Problemet med ulighed i sundhed er – groft sagt – at alle taler om det, men ingen gør noget ved det. Vi kan godt som lægefaglig forening pege på nogle steder, hvor vi godt kunne ønske os det anderledes, eller steder, hvor der åbenlyst er ulighed – men så har vi brug for, at der kommer nogle politikere på banen og er med til at løse det«.

Hun nævner et – endnu en gang – aktuelt eksempel: tolkegebyret.

»Her fører man indvandrerpolitik på sundhedsområdet med et åbenlyst ulighedsskabende initiativ – der bliver jeg helt mismodig. Altså, hvis man støtter op om tolkegebyret, synes jeg næsten ikke, man kan få lov til at tale med om ulighed i sundhed, for gebyret er systematiseret ulighed i sundhed drevet af politik, der intet har med sundhed at gøre«, konstaterer Helga Schultz.

Derudover efterlyser hun »politikere på banen« i en række andre sammenhænge:

»Hvad gør det ved vores sundhedsvæsen, at der er sundhedsforsikringer, og hvad gør det ved vores sundhedsvæsen, at Alles Lægehus driver klinikker på den måde, de gør? Det har det været svært i min tid i Yngre Læger at få nogle politikere med på at tage alvorligt.

Men hvis de kigger på børne- og ungdomspsykiatrien, må de jo spørge sig selv, om de er tilfredse med, at de danskere, der har en forsikring og/eller pengene til det, får udredt deres børn før alle andre. Er det der, vi vil hen? Det er jo det, der for alvor kommer til at ske, og dér synes jeg slet, slet ikke, vi er lykkedes med at tale nok om lighed. Eller det vil sige, vi har jo talt en masse om det – også over for politikerne. Men hvis det for alvor skal rykke, skal politikerne gribe bolden«, siger Helga Schultz.

Hun peger på, at Yngre Læger har arbejdet med at dæmme op for uligheden med indsatser i forhold til fælles beslutningstagning og ved at insistere på en dagsorden om diversitet og normkritik, der »skal åbne lægers og andre sundhedsprofessionelles øjne for de fordomme, vi alle sammen bærer med os, og sørge for, at det ikke skal gå ud over patienterne«.

»Men det er det strukturelle, der virkelig vil flytte noget – f.eks. når det gælder lægedækning og sundhedsforsikringer. Og det går ikke helt godt. Det er en bred front, der skal kæmpes over, og vi skal have politikerne til ikke bare at tale om det, men handle på det – det er det, der er hovedbudskabet«.

En bred butik

Yngre Læger er på volumen den største af de lægefaglige organisationer, og den er – mildt sagt – bredt sammensat fra de yngste, helt nyuddannede læger og til et voksende antal speciallæger med mange år i faget. Men det kan og skal organisationen favne, mener den fratrædende forperson.

»Jeg ser det ikke som et problem, men som at sådan er vores forening skruet sammen. Vi gør hele tiden vores bedste for at imødekomme medlemsgruppernes forskellige behov og ønsker. Nu er det ikke længere særligt i forhold til uddannelseslægerne, at vi beskæftiger os med arbejdsmiljø, overenskomst og videreuddannelse. Nu gør vi det også for speciallægerne, ligesom vi har set nærmere på, hvad de mange speciallæger yderligere har behov for fra os«.

Det er bl.a. sket gennem nedsættelsen af et speciallægeudvalg, hvor »speciallægerne nu har et forum, hvor de kan komme med indspil til den politik, vi bedriver som samlet organisation«.

»Jeg synes, at vores seneste overenskomstforhandling har vist, at vi har det fokus på speciallægerne, der skal til. Både for de speciallæger, der ønsker at fortsætte med at arbejde på den ordning, der findes i dag, og for de speciallæger, der gerne vil noget andet. Men også på de speciallæger, der gerne vil være overlæger hurtigst muligt. Det er bestemt ikke med vores gode vilje, at regionerne har besluttet, at der skal være færre overlæger. Vi arbejder fortsat for, at alle, der ønsker at blive overlæge, kan blive det. Men for dem, der ikke ønsker det, eller som må vente længere på en overlægestilling end man har gjort før, er det vigtigt, at der også er gode karriereveje i en speciallægestilling«.

Hvor bliver de unge af?

Tilsvarende synes Helga Schultz, at de helt unge læger har masser at hente gennem deres medlemskab:

»Grundlæggende set synes jeg, vi er en god organisation for dem, for det, de har brug for, er noget af det, vi har lavet i mange år. Mens jeg har været forperson, har vi styrket samarbejdet med Gruppen af Yngste Læger, og jeg synes, vi er blevet bedre til at spørge dem til politiske udfordringer vi som forening skal løfte. Vi har ikke bare afklaret det i repræsentantskabet, men fået inddraget nogle af de helt nyuddannede læger«, siger hun og peger som eksempel på sagen om psykiatriens placering i KBU-forløbet og revisionen af den lægelige videreuddannelse.

»Men vi kan også konstatere, at mens de unge læger er nogle af dem, der efterspørger allermest fleksibilitet og nye måder at gøre tingene på, fordi de er en del af de yngre generationer, er udfordringen samtidig, at de ikke er så interesserede i at organisere sig på traditionel vis.

Måske har vi taget det for givet, at selvfølgelig skal man være med i Lægeforeningen og selvfølgelig melder man sig ind i i sin fagforening. Men sådan er det ikke alle nyuddannede læger, der tænker. De er ikke truet af ledighed, så medlemskabet hos os skal være drevet af, at man har brug for sin fagforening og sin standsforening på anden vis. Det skal generelt være et stort opmærksomhedspunkt fremover«, siger Helga Schultz.

Forlist fusion

Men, siger hun, Yngre Læger står trods de helt unge lægers tøven faktisk stærkere nu, end da hun trådte til:

»Jeg kom ind i en stærk organisation, og jeg synes, at jeg også nu står i en stærk organisation. Politikere og magthavere i bred forstand vil helt naturligt gerne arbejde sammen med en fagforening, der organiserer 16.000 læger. Vi er så store og interessante, og vi opfører os konstruktivt og fornuftigt, så vi er gode at samarbejde med.

Sådan var det også, da jeg trådte til, og det har bare gjort os endnu mere interessante, at vi blandt vores medlemmer har flere og flere af de speciallæger, som sundhedsvæsenet virkelig har brug for. Det er i høj grad dem, der driver sundhedsvæsenet og får noget til at ske. Med dem blandt os står vi står stærkere, synes jeg«.

Og så er vi fremme ved noget af det, der nager Helga Schultz som afgående forperson: den forliste fusion med Overlægeforeningen. At det ikke lykkedes går hende på:

»Helt sikkert. Fusionen handlede for mig allermest om, hvordan vi som hospitalsansatte læger samlet står i forhold til at forhandle overenskomst. Det er jo noget af det allervigtigste, vi laver, og hvis du kigger på speciallægerne i Overlægeforeningen og speciallægerne i Yngre Læger, så laver de i forhold til det kliniske arbejde et langt stykke hen ad vejen det samme – sådan en til en..

At sidde og have to forskellige forhandlinger for to grupper, der laver det samme arbejde, stiller os samlet dårligere, end hvis vi forhandlede som én gruppe – det synes jeg er indlysende. Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke lykkedes med at få den fusion igennem, men der var der nogle omstændigheder, der gjorde, at det ikke lykkedes.

Set fra et forhandlingssynspunkt er det bare stadig det eneste rigtige, at vi forhandler tættere sammen. Om det så skal være en fusion, eller om det skal være en samling af forhandlingsdelegationerne, eller om det er en sammenlægning af sekretariater – man kan jo forestille sig alt muligt«, mener Helga Schultz.

Og der kan komme noget udefra, som kan skubbe til status quo, påpeger hun, og hvis anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen og de efterfølgende politiske forhandlinger fører til en omfattende omkalfatring af sundsvæsenet, skal alle de lægefaglige organisationer være klar.

»Der kan måske komme nogle helt andre brudflader. Vi har f.eks. været vant til, at det mest er PLO’s medlemmer, der tager sig af det primære sundhedsvæsen, men det kan måske være, at der skal være flere speciallæger, der ikke er almenmedicinere, ansat i almen praksis, og hospitalslæger, der skal ud og arbejde andre steder i primærsektoren? Og det kan være, vi får en anden modpart når der skal forhandles overenskomster? Dér må vi både være klar til forandring og stå sammen som lægefaglige organisationer«, siger Helga Schultz.

Retfærdighedssans og politik

Da hun trådte ind i rollen som forperson, fortalte hun i et interview med Ugeskrift for Læger, hvordan hun allerede som barn havde en stærk retfærdighedssans, der fik hende til at reagere og sige fra, når noget bare ikke var i orden. Hvordan har den det nu? Hun griner:

»Den er intakt. Når noget simpelthen ikke føles rimeligt, er jeg nødt til at sige fra. Jeg tror, det er kommet mest til udtryk, når vi har snakket om de helt store sundhedspolitiske dagsordener – f.eks. ulighed, tolkegebyr og psykiatri. Virkeligheden i psykiatrien i dag … den har i den grad aktiveret min retfærdighedssans og min indignation.

Og så er der de helt store dagsordener, der er kommet udefra. F.eks. i forhold til krigen i Ukraine og Ruslands invasion, hvor jeg synes, det var meget, meget forkert, at man besluttede, at flygtninge fra Ukraine skulle behandles bedre end andre flygtninge i Danmark, og jeg følte, at vi som lægeforening faktisk var med til at understøtte det. Jeg synes jo faktisk, at alle flygtninge i Danmark bør behandles som de ukrainske. Og tilsvarende nu, hvor det handler om Israel-Palæstina, hvor jeg har været ked af, at vi som lægeforening ikke har fyldt mere i vores kritik af den danske opbakning til den israelske krigsførelse. Det har ikke givet mening for mig, at vi i den grad er gået med laveste fællesnævner fra WMA.

Men jeg er klar over, at det er nogle diskussioner om storpolitik, som er meget komplicerede og kan være svære at føre, når man nu er valgt til at arbejde med noget helt andet. Vi har bare ikke kunnet undgå at have de her diskussioner, og der har min retfærdighedssans kunnet ønske, det var endt et andet sted«, siger Helga Schultz.

Men kan hun så holde sig væk fra fagpolitik og politik i en bredere forstand? Kunne hun finde på at gøre fagpolitisk comeback?

»Jeg synes, det har været så givende, meningsfuldt og tilfredsstillende at lave lægefagpolitik, så det kan da sagtens være, jeg skal det igen. Og selvom jeg nu ikke er forperson længere, er jeg jo valgt ind i Yngre Lægers repræsentantskab, og hvis jeg kan blive genvalgt der, skal jeg i hvert fald sidde og være med til at lave politik i det forum i min fagforening.

Men derudover har jeg ikke nogen planer på den front – og i det næste års tid skal jeg fuldt og helt koncentrere mig om at blive speciallæge, det er helt sikkert«.

Et andet menneske?

Fem et halvt år er både kort tid og lang tid. Hvad har rollen som forperson gjort ved personen Helga Schultz, spørger Ugeskrift for Læger – og får et svar, som Helga Schultz selv med en grin kalder »lavpraktisk«:

»Jeg har aldrig haft så høj vægt, som jeg har nu. Rigtig meget af det netværksarbejde, man laver som fagforeningsmenneske, foregår, mens man spiser og drikker. Nu drikker jeg stort set ikke alkohol, så det er ikke de kalorier, jeg er blevet mere rund af«, konstaterer hun.

»Men derudover synes jeg, at jeg virkelig har lært at have respekt for at tale på vegne af og som repræsentant for mange andre mennesker. Dels synes jeg, at jeg er blevet bedre og bedre til det, og dels har jeg også virkelig fået respekt for andre, der gør det.

Og som menneske og person har jeg heller aldrig før prøvet at arbejde så meget, som jeg har gjort de sidste fem et halvt år, og det har begrænset en række andre ting. Det er en vigtig erfaring, når jeg skal beslutte noget om resten af mit arbejdsliv. Jeg har været meget glad for at lægge mine kræfter i arbejdet i Yngre Læger, men det er da virkelig en overvejelse, hvor stor en del af resten af mit liv, jeg skal arbejde så meget«.

Højdepunkter

Men blandt de mange timer, der er lagt i rollen som forperson, er der så noget, der skiller sig ud som det, der for alvor gjorde det umagen værd? Mange ting, mener Helga Schultz og fremhæver tre:

Hun fremhæver både medlemsinddragelse op til og selve forløbet af forhandlingerne om OK24 som rigtig gode.

»Jeg er glad for resultatet med væsentlige forbedringer for vores speciallæger, for den rigtigt høje stemmeprocent og selvfølge for, at der blev stemt ja. Og hvis man kan koge det ned til et øjeblik, så må det være der, hvor vi havde sagt ja, det her er resultatet – og så køreturen hjem i en taxa midt om natten. Der var jeg meget glad.

Og så vil jeg sige, at dengang det lå fast, at vi havde fået afværget tjenestepligten – det var også et stort øjeblik, for det ville have gjort så meget dårligt for vores sundhedsvæsen, både for patienterne og lægerne. At kunne sige, at vi var med til at afværge noget, der potentielt kunne have skadet så meget; det var godt.

Og ja, selvfølgelig corona – det var en vild tid, som vi nærmest har glemt igen. Men at vi som fagforening sagde til medlemmerne, at lige nu, der gælder overenskomsten altså ikke – det var ærefrygtindgydende. Der var vi helt afhængige af det samarbejde, vi som parter havde haft før, og det, vi skulle have bagefter.

Vi stolede på, at der var nogle ledere, der traf de gode beslutninger – selvom OK-reglerne ikke var der. Og det var jo sådan det, det blev langt de fleste steder, og at vi rent faktisk kunne gøre det, afspejler, at vi har et godt samarbejde – også når der ikke er krise«, siger Helga Schultz – og tilføjer:

»Det skal vi huske og lære noget af«.