Skip to main content

Operation Afghanistan

Journalist Johan Engbo og journalist Carsten Mørk Jørgensen

2. nov. 2005
7 min.

Amerikanske Apache-helikoptere patruljerer i store ottetaller hen over byens hustage. Luften er tynd. Vi er i Afghanistans hovedstad Kabul, der ligger 1.800 meter over havets overflade.

Under den orange teltdug på Danish Emergency Mobile Hospital er den danske anæstesilæge Astrid Lindekær sammen med sine langskæggede afghanske kolleger i gang med dagens anden operation.

»Pigen her er blevet kørt ned og har en fraktur på sit venstre skinneben, som vi skal have sat på plads«, fortæller Astrid Lindekær, mens hun gør klar til at bedøve den femtenårige pige, som kigger uforstående op fra operationsbordet.

Astrid Lindekær arbejder som den eneste læge fra Danmark på det danske telthospital Danish Emergency Mobile Hospital (DEMH) i Kabul.

Hospitalet er et mobilt telthospital, der udsendes til kriseområder. Det drives af Beredskab Storkøbehavn med økonomisk støtte fra FN og det danske udenrigsministerium. Siden 18. august 2002 har teltpløkkerne været hamret fast i den tørre og hårde afghanske jord.

Hospitalet erstatter det lokale sygehus, der er under renovering, og består ud over et operationsafsnit af en medicinsk afdeling, et fødeafsnit og en skadestue.

»Vores hovedopgaver er at kunne levere fødefaciliteter og stille faciliteter til rådighed for det lokale hospitalspersonale. Samtidig skal vi kunne levere ordentlige traumefaciliteter, hvilket vil sige en god gedigen skadestue. Og sidst men ikke mindst skal vi stå for teoretisk træning, men navnlig også 'doing it live'. Det vil sige, at vi træner dem op under operationer, under fødsler, under behandling på skadestuen, og hvad der ellers har med læge- og sygeplejerskegerningen at gøre«, fortæller lederen af det danske personale på hospitalet, Jørn Rønn Larsen, fra sit kontor, der består af en rød skibscontainer.

Udenfor høres råb og skrig fra den nærliggende legeplads. En gruppe børn er i gang med en fodboldkamp ved siden af hospitalets område, der er bevogtet af vagter bevæbnet med kalasjnikover.

Langs barakken med fødeafsnittet sidder en gruppe kvinder på hug. Alle er de iført blå burkaer, der stråler om kap med himlen, som denne dag er skyfri. I horisonten anes de sneklædte bjerge, der ligger som en massiv ring omkring byen.

Ingen morskab

Hospitalet minder mest af alt om den amerikanske tv-serie MASH. Men morskab er der intet af. 257 børn ud af hver 1.000 dør, inden de er fyldt fem år. Dermed har Afghanistan en kedelig rekord som landet med verdens fjerdestørste børnedødelighed.

Inde på operationsstuen bliver anæstesilæge Astrid Lindekær pludselig afbrudt i sit forehavende af en de afghanske kirurger.

»Lunch! Lunch!« siger han storsmilende og peger på et bord, der står placeret foran indgangen til operationsstuen. Frokosten er ankommet, og den skal spises, mens den er varm - og så må operationen vente. Resten af det afghanske operationshold har allerede sat sig til rette foran de store portioner kødstykker, der nødtørftigt er pakket ind i avispapir. Astrid Lindekær protesterer højlydt men må til sidst overgive sig. Efter hun har sikret sig, at patienten har det godt og er ved bevidsthed, sætter hun sig til bords sammen med de andre.

»Det værste ved at være hernede er, at ens ambitionsniveau er for højt. Man håber, at man kan nå alt på ingen tid. Men selv de små skridt fremad skal man være glad for. Det er jo også typisk vi vesterlændinge, der kommer ud og tror, at vi skal revolutionere verden og »nu skal I se små børn«. Og så i løbet af fjorten dage skal det hele helst være lavet om til et grundtvigiansk samfund«, siger hun, mens hun nipper til de krydrede kødstykker.

Til dagligt er Astrid Lindekær ansat som tjenestemand i forsvaret, som hun skal stå til rådighed for to måneder om året. Resten af tiden arbejder hun på Rigshospitalet. Forsvaret har dog intet med hendes fjorten dages ophold i Afghanistan at gøre:

»Jeg er her på eget initiativ, fordi jeg syntes, det lød spændende. En af mine ortopædkollegaer, der har med Beredskabet at gøre, fortalte mig om det. Så det er sådan set min afspadsering, jeg bruger på det«, forklarer hun.

Kriger med vandslange

I Kabul har vejene ingen navne og husene ingen numre, og hospitalet ligger godt gemt af vejen mellem de endeløse rækker af små toetagers familiehuse. Men på trods af beliggenheden og de ydmyge forhold har 25.000 patienter allerede fundet vej til hospitalet her fire måneder efter åbningen.

Mange af dem ankommer slemt tilredte til hospitalet i taxaer, da der endnu ikke eksisterer en ordentlig ambulancetjeneste i Kabul. Der findes ingen kloakering i byen, og infektionssygdomme udgør et stort problem i befolkningen. Efter fem års tørke i Kabul har et tykt lag brunt støv lagt sig som en permanent hinde over hovedstaden. Lederen for den danske gruppe på telthospitalet, Jørn Rønn Larsen, tøver dog alligevel ikke med at kalde hospitalet for »det reneste hospital i hele Afghanistan«.

»Forståelsen for hvad der er god hygiejne lader noget tilbage her i landet. På et hospital inde i byen klarer de for eksempel affaldshåndtering ved at smide det hele ned i en gammel, udtørret brønd. Både almindeligt affald og organisk affald. Og når den på et tidspunkt er fyldt op, ja så lægger de bare et låg over, og så har man en tikkende bombe, der bare venter på at eksplodere«, fortæller Jørn Rønn Larsen. Forsøget på at opretholde en vis hygiejnestandard på DEMH fik ham på et tidspunkt til at bede hospitalets oversygeplejerske om at vaske gulvet på børneafdelingen:

»Oversygeplejersken er tidligere mujaheddinkriger og ikke uddannet sygeplejerske. Under alle omstændigheder var hans opfattelse af, hvordan man vaskede gulv, meget anderledes end den danske. Han tog ganske enkelt en vandslange og gik ind på fødeafdelingen, hvor der er 12 sengepladser til kvinder og deres nyfødte. Herefter åbnede han for vandet og spulede gulvet, indtil der til sidst stod en 10-15 centimeter vand over det hele. Da jeg kom, sad patienterne med store øjne oppe i deres senge. I sådan en situation er det svært at holde masken«, siger Jørn Rønn Larsen og griner ved tanken om den tidligere hellige kriger bevæbnet med vandslange.

Hårdhændet behandling

Astrid Lindekær og hendes kollegaer er på trods af frokosten endeligt blevet færdige med operationen af den 15-årige pige med fraktur på skinnebenet. Vi går over i messen. Et telt der ligger i forlængelse af den fælles sovesal. På et langt bord, der fylder det meste af teltet, ligger kulørte ugeblade fra Danmark og fortæller historien om prins Frederik, der også i denne uge skal giftes med Mary.

Astrid Lindekær føler sig meget positivt overrasket over den modtagelse, hun har fået af afghanerne både som læge og kvinde. Det kniber dog med begejstringen over den lægefaglige kunnen:

»Det virker på mig som om, at de godt ved, hvad tingene drejer sig om, men de er temmelig gammeldags. Finessen og elegancen mangler. Her er det det basale håndværk. Og så findes der kun ganske få anæstesilæger hernede. De, der går her på hospitalet, vil jeg nærmere kalde anæstesit eknikere. Anæstesisygeplejersker er de i hvert fald heller ikke«, fortæller Astrid Lindekær. Hun er overrasket over, hvor hårdhændet patienterne bliver behandlet i Afghanistan.

»For eksempel var der en stakkels mand med et brækket lårben, som kirurgen og anæstesiteknikeren uden videre satte op for at lægge en spinal, selvom han jamrede sig højlydt. Et brud, der står og skratter, gør jo ondt ikke? Og den kanyle til spinalen, den var godt tyk, så spinalvæsken stod ud i en tyk stråle, så vi hurtigt måtte sætte en finger for. Man mangler virkelig at sætte patienten mere i centrum«, siger Astrid Lindekær og fortæller, at kvinderne ved spontane aborter bliver skrabet uden anæstesi.

Fra den nærliggende moske bliver der kaldt til bøn for fjerde gang i dag. Astrid Lindekær er godt klar over, at her efter afslutningen på næsten 23 års uafbrudt krig i Afghanistan er prioriteringerne anderledes end hjemme i Danmark.

»Hjemme er noget af det bedste, der kan ske, at patienten får denne her 20 millioner kroners behandling. Hernede er det bedste bare, at patienten bliver bedøvet og får sat søm i hoften. Også selvom den sidder skævt. Men vi forholder os til de problemer, vi har i vores del af verden, og de forholder sig til de problemer, som de har her. Man kan ikke sætte sig til dommer over for andre«, siger Astrid Lindekær, før hun igen begiver sig over mod operationsteltet.

Fakta

Hospitalet er det eneste hospital i et område med omkring en million mennesker.

I slutningen af marts 2003 rykker hospitalet teltpælene op og bliver fragtet retur til Danmark.

DEMH bliver betjent af en dansk stab på 6-8 personer. Heraf to sygeplejersker og en læge. Herudover er hospitalet bemandet med lokalt personale. Hospitalet har et operationsafsnit, et medicinsk afsnit, en fødeafdeling og en skadestue.