Content area

|

HISTORISK: Operationsdødsfald anno 1848

På Københavns snavsede hospital døde under 14 procent af de benamputerede i første halvdel af 1800-tallet. I 2016 var dødeligheden ved benamputationer på Hvidovre Hospital mere end dobbelt så høj. Kan det virkelig passe?
Kirurgisk planche fra 1800-tallet viser en låramputation. (The Wellcome Collection)
Forfatter(e)
Klaus Larsen kll@dadl.dk

Midt i 1800-tallet var statistik en ny og usikker disciplin. Derfor er det svært at opgøre dødeligheden ved datidens usterile operationer.

Der er masser af operationsbeskrivelser fra læger. De er nøgterne og faktuelle og fortæller aldrig om den smerte, patienten måtte opleve, når knive, tænger, bor og save uden bedøvelse trængte gennem levende væv. Lidt oftere fremgår det, at patienten nogle dage efter indgrebet døde af »sårfeber«. Under de usterile forhold var infektioner uundgåelige, og lægen anså pusudskillelsen som en godt tegn.

Mens lægerne gerne berettede om deres operationer, findes der næsten ingen beretninger fra patientens synsvinkel. Måske fordi mange ikke overlevede. Men sikkert også fordi de overlevende bare ønskede at glemme rædslerne.

Antik statistik

Dødeligheden var der ikke noget at gøre ved. Den var lige som sårfeberen et givent vilkår. Men den er også svær at opgøre i dag på 170 års afstand. Statistik var kun i sin spæde begyndelse. I Danmark udkom det første statistiske »tabelværk« i 1835. Nu kunne man indsamle data og stille dem op i lange talkolonner, og videnskabelige tidsskrifter lavede statistiske tabeller over alt muligt. I 1837 præsenterede lægen Benjamin Phillips et forsøg på at lave statistik over dødeligheden ved amputationer i The Royal Medical and Chirurgical Society i London. Phillips havde gennemtrawlet årgange af medicinske tidsskrifter. »Af disse har jeg fremdraget 308 cases; resultatet af nogle af dem er muligvis tvivlsomme, men jeg føler mig overbevist om, at der er tale om 76 dødsfald, så tæt, som man kan komme på 24¾ procent«, forklarer Phillips.

Fra en række hospitalskirurger i London har han desuden indhentet »private notater« fra deres praksis gennem de seneste fire år. Her er tale om 107 amputationer og 28 dødsfald – altså lidt over 26 procent. Med andre ord, konkluderer Phillips, er dødeligheden ved amputationer i London højere end landsgennemsnittet.

Phillips har også tal fra Frankrig, Tyskland og Amerika og kan se, at dødeligheden ikke varierer voldsomt – selv om Storbritannien dog har en marginalt lavere dødelighed en gennemsnittet. Om det så skyldes klimaet, briternes konstitution eller behandlingssystemet, tør han højst gætte om; han tror dog, at »efterbehandlingen« er bedre i det britiske system.

En stank af råddenskab

Selve hospitalet var et befængt sted. Den skotske kirurg Sir Hector Cameron huskede fra 1860’erne, hvordan »enhver kirurgisk afdeling, uanset, hvor godt der blev luftet ud«, var fyldt af »en rådden, kvalmende odør«, der ramte den studerende lige så hårdt som det første syn af den dystre operationsstue.

Patienterne var udmærket klar over, at enhver operation var plat og krone med døden. Patienter, der skulle opereres på Frederiks Hospital, tog afsked med deres medindlagte, når portørerne kom for at hente dem til operation.

Operationsrummet lå hen i halvmørke. De rå gulvplanker havde opsuget årtiers snavs, blod og andre sekreter, og gulvet omkring operationsbordet var dækket af savsmuld, der kunne opsuge blodet.

Her ventede kirurgen, der havde iført sig operationstøjet – en gammel jakke, der var stiv af indtørret blod og pus fra tidligere operationer. Læger, studerende og andre interesserede stod og sad omkring operationslejet med gadens snavs i tøjet og beskidte støvler. Ved særligt interessante operationer kunne lokalet være proppet med tilskuere, der kæmpede om pladsen.

Paradoksalt nok ser det ud til, at indførelsen af anæstesi førte til en højere dødelighed – i hvert fald i England. Da kirurgerne nu kunne skære i patienterne, uden at det medførte smerte, blev operationerne stadigt mere dristige. Og dermed mere dødelige, fordi man endnu ikke havde lært at anvende sterile instrumenter – eller blot at vaske hænder inden en operation.

Var de bedre i 1848?

Også i vore dage er patienter, der får foretaget benamputationer, en gruppe med høj dødelighed. På Hvidovre Hospital var den postoperative dødelighed i 2016 cirka 30 procent inden for den første måned – tilsyneladende markant højere end i en række store europæiske lande i 1837. (Ved en målrettet indsats lykkedes det dog Hvidovre Hospital at sænke dødeligheden til det halve).

Derfor kan man undre sig, når en undersøgelse fra 1848 på Almindelig Hospital i København viser en endnu lavere – markant lavere – dødelighed ved amputationer i tidsrummet siden 1818. I disse 30 år har kirurgerne på hospitalet foretaget 54 »større amputationer«, som kun er resulteret i syv dødsfald. Amputationerne er inddelt i lår-, ben-, overarms- og underarmsamputationer.

Af 19 låramputerede døde tre, af 25 underbensamputerede døde også tre, mens tre overarmsamputationer resulterede i ét dødsfald. Af de syv underarmsamputerede overlevede alle.

Kan dødsfaldene da være sket efter udskrivelsen? Tilsyneladende ikke, idet indlæggelsestiden var ekstremt lang – i gennemsnit 112 dage. De rapporterede dødsfald skete 7-30 dage efter operationen – i gennemsnit efter 12 dage.

De fleste dødsfald kan formentlig tilskrives postoperative (hospitals-) infektioner. I et enkelt tilfælde opgives dødsårsagen som »arteriel efterblødning« 12 timer efter operationen.

Dødelighed var snarere 70 procent

Måske fortæller den store diskrepans mellem de gamle og de nye mortalitetstal bare, at statistik i 1849 var en uprøvet disciplin, og at indsamlingen af data var selektiv og præget af tilfældighed. At Phillips kolleger næppe har indsendt kasuistikker om alle deres operationsdødsfald, og at Phillips’ spredte læsning af tidsskrifter derfor næppe har afspejlet den reelle dødelighed.

Dertil kommer, at (civile) benamputationer i 1800-tallet fortrinsvis blev foretaget på yngre, stærke personer, fortrinsvis efter arbejds- og trafikulykker, mens de fleste af nutidens benamputationer foretages på ældre patienter med flere konkurrerende sygdomme som diabetes, KOL, åreforkalkning og forhøjet blodtryk.

I øvrigt viser tal fra London Hospital i 1850’erne en langt højere dødelighed end de tal, Phillips havde samlet 15-20 år tidligere. Her viser operationsprotokollerne fra 1852-57 en dødelighed på 70 procent for benamputationer efter traume. Tal, som svarer ret nøje til tal, som stammer fra den franske læge Malgaigne (Paris, 1842). (link: doi: 10.1177/014107680109400812) Og tal, som formentlig er noget tættere på virkeligheden.

Verdens hurtigste kniv

Før anæstesien var hurtighed en af kirurgens vigtigste egenskaber. Smerten ved operationer var uudholdelig, og bedøvelse – bortset fra en solid dosis brændevin – var ikkeeksisterende. Patienten måtte holdes nede af stærke mænd, mens kirurgen rubbede neglene.

Den skotske kirurg Robert Liston (1794-1847) var kendt som sin tids hurtigste kirurg, der kunne amputere et ben på to et halvt minut. Kollegaen Richard Gordon beskriver, hvordan den to meter høje kirurg stormer ind i operationsrummet iført en gammel, grøn frakke og gummistøvler. »Han sprang hen over de blodtilsølede gulvplanker og kastede sig over den dånende, svedende, fastspændte patient som en duellant, mens han råbte: »Tag tid, mine herrer, tag tid« til de studerende, der med lommeure i hænderne strakte hals bag galleriets jerngelænder. Alle ville sværge på, at knivens første glimten blev efterfulgt så hurtigt af bensavens raspen, at synet og lyden var simultane. For at have begge hænder fri, holdt han den blodige kniv mellem tænderne«.

Ved en lejlighed gik det så stærkt, at patientens testikler røg med i købet.

Gordon fortæller i øvrigt, at Liston ved en af sine lynamputationer snittede tre fingre af sin assistent. Ved denne operation var dødeligheden i øvrigt 300 procent, hvilket formentlig er rekord for kirurger.

Patienten, som han amputerede, døde kort efter af koldbrand. Assistenten, som havde mistet fingrene, døde ligeledes af koldbrand. Listons kniv skar desuden gennem stoffet på en tilskuers jakke. Tilskueren blev så forskrækket, at han faldt om med et hjertetilfælde og døde.

Liston var ikke meget afholdt blandt sine kolleger.

Blad nummer: 

Litteratur

  1. https://en.wikipedia.org/wiki/Robert_Liston

  2. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC1281639/

  3. Youngson AJ. The Scientific Revolution in Victorian Medicine. Croom Helm, 1979.

Right side

af Flemming Amter | 19/10
1 Kommentar
af Henrik Dibbern | 18/10
1 Kommentar
af Jens Langhoff-Roos | 17/10
3 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 16/10
1 Kommentar
af Lars Lindberg Andersen | 15/10
1 Kommentar
af Johan Tommy Robert Wallentin | 14/10
1 Kommentar
af Kristian Valbak | 11/10
2 kommentarer