Da det fra 1846 blev muligt at bedøve med æter, var det en revolution i kirurgien. Nu kunne man udføre længerevarende og mere omfattende operationer. Desværre forhøjede det også infektionsrisikoen.
Det blev bedre fra 1867, da den skotske kirurg Joseph Lister fandt på at bruge antiseptik i form af fortyndet karbolsyre. Først ved at gennemvæde forbindingen af operationssåret. Siden ved at spraye operationsstuen med karbol, så alt var gennemvædet og indhyllet i en karboltåge. Det reducerede dødeligheden af postoperative infektioner dramatisk. Men det var også årsag til store gener for læger og sygeplejersker, da karbolen irriterede hud og slimhinder og kunne medføre udslæt.
I 1870’erne blev årsagen til infektioner opdaget: bakterier. Det førte til erkendelsen af, at man var nødt til at operere aseptisk – dvs. sterilisere instrumenter og i det hele taget forbedre hygiejnen omkring operationerne.
Men der var stadig et problem: Uanset, hvor meget og hvor længe man skrubbede og skurede sine hænder, vaskede dem i grøn sæbe og kaliumpermanganat og desinficerede dem med karbolopløsning, biklorid og oxalsyre, var det umuligt at opnå fuld sterilisering. »En relativ Kimfrihed kunne vi opnaa, men ikke nogen absolut«, som det lød i Ugeskrift for Læger i 1897 [1].
Og selv, når man havde opnået den »relative« frihed for bakterier, ville hænderne hurtigt blive forurenet, så snart man kom »i Berøring med infektiøst Materiale«, og når man på det store sygehus måtte »operere i Flæng«, både på rene og på inficerede patienter.
Her hopper vi nogle få år tilbage i tiden, til vinteren 1889-1890, til en operationsstue på Johns Hopkins Universitetshospital. Her havde operationssygeplejerske Caroline Hampton pådraget sig et kontakteksem på hænderne på grund af karbol. Overkirurg William Halsted ville nødig undvære hende, så han bad gummivareproducenten Goodyear om at fremstille to par gummihandsker til hende.
Der har formentlig været mere end et rent professionelt forhold på spil, for to måneder senere blev de gift og levede lykkeligt til deres dages ende, i 1922. Hvorom alting er, havde Halsted ikke bestilt handskerne ud fra infektionshygiejniske overvejelser. Hans motiv var at beskytte sygeplejerskens (kærestens?) hænder.
Retfærdigvis var det dog Halsteds elev, reservelægen Joseph Bloodgood (et fascinerende navn for en kirurg), som nogle år senere opdagede og dokumenterede gummihandskernes potentiale som infektionsforebyggelse.
Bloodgood havde konstateret, at selv ved den grundigste desinfektion af operatørens bare hænder, fik omkring 10% af brokopererede patienter betændelse i operationssåret. Derfor begyndte Bloodgood at forlange, at hans medarbejdere benyttede latexhandsker, som inden operationen blev steriliseret med kogning og biklorid. Det resulterede i, at kun 1,7% blev inficeret ved tilsvarende brokoperationer.
I 1897 refererede Ugeskrift for Læger [1] som nævnt en tysk artikel [2], som diskuterede fordele og ulemper ved at bruge gummihandsker. Her beskrev forfatteren, kirurgen og generalstabslægen, Werner Zoege von Manteuffel, sine forsøg med at bruge »Gummihandsker, der i Forvejen vare kogte«. Kogningen skete primært med henblik på at sikre operatøren mod selv at få inficeret sine hænder, når han opererede »septiske Patienter«.
Men som en ekstra bonus nævnte von Manteuffel, at gummihandskerne også skærmer patienten mod infektioner fra lægen, »naar denne har Saar paa Hænderne, Furukler eller har været i Berøring med septiske Stoffer og desuagtet tvinges til at udføre et uopsætteligt Indgreb«.
Det tager jo mindst fem minutter, hvis man bare tilnærmelsesvist skal desinficere de bare hænder. Derfor, argumenterede von Manteuffel, er det en fordel, hvis man i tilfælde af akutte tilfælde »ved at trække et Par parat liggende sterile Gummihandsker paa bliver i Stand til straks at foretage det nødvendige«.
Von Manteuffel, som formentlig var den første europæer, som slog til lyd for sterile gummihandsker ved operationer, indrømmede, at det kan være »noget ubekvemt at operere med Handsker paa«. Dog betyder det ikke så meget, når man tager handskerne på for at beskytte sig mod en septisk patient. Men selvfølgelig skal handskerne passe nøje til hånden: »Sidder Handsken for stramt, bliver Hånden noget anæmisk og trættes snart. De Handsker, man kan købe, har desuden en Ulempe: Der er ingen Udvidelse ved Tommelfingerens Rod, hvorfor Tommelen er svær at abducere. Desuden – hvis Fingrene er for lange, hæmmer de Muligheden for at tage hurtigt fat – især ved Instrumenter med sakseformede Greb. Men også ved velsiddende Handsker, fremstillet efter Mål, vil Operationen vare lidt længere«, skriver von Manteuffel i originalartiklen (ikke ref. i Ugeskrift for Læger, red.).
Men som han tilføjer: »Men hvad betyder det i Forhold til den absolutte Sikkerhed, det giver at arbejde med ,en kogt Hånd’«.
Von Manteuffel slutter sin artikel med at anbefale »kogte Gummihandsker« som »et meget hensigtsmæssigt stykke Inventar i Operationssalen, som jeg anbefaler enhver Operatør«.
Selv lægen på landet kan uden større ulejlighed medbringe handskerne i en glasbeholder, omviklet med et sterilt klæde, »thi at desinficere Hænderne i Bondens Hytte vil næsten altid falde uheldigt ud – mens den kogte Gummihandske garanterer en absolut kimfri Hånd«.
Egentlig har historien ikke behandlet von Manteuffel særlig godt. Artiklen, som Ugeskrift for Læger refererede, var den første, som publicerede en videnskabelig artikel om fordelene ved at bære sterile gummihandsker under operationer. Det skete den 22. maj 1897 i Centralblatt für Chirurgie, som var samtidens mest ansete kirurgiske tidsskrift. To år før Bloodgoods artikel. Bloodgood byggede dog på evidens indsamlet gennem ti års praksis.
Efter århundredskiftet vandt gummihandskerne hurtigt frem på operationsstuen og blev snart obligatoriske sammen med sterile instrumenter, rene, hvide kitler, hvidemaljeret udstyr og let afvaskeligt inventar.
Det ændrede kirurgien for altid. Men i stedet for at blive hyldet på linje med Edward Jenner og Joseph Lister som en af medicinens pionerer må Bloodgood og von Manteuffel finde sig i at stå lidt i skyggen af Halsted på grund af den sjove anekdote om, at Halsted ville beskytte sin kæreste, oversygeplejerskens, hænder.
