Fremover skal alle forældre til 12-årige piger modtage et brev, der opfordrer dem til at få deres døtre vaccinerede og tilbyder en snak med egen læge, hvis de er usikre på vaccinen. Det foreslår Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Efter en voldsom mediedebat, hvor flere piger har stået frem med symptomer, som HPV-vaccinen får skylden for, er antallet af vacciner faldet drastisk. 79 procent af pigerne født i år 2000 er fuldt vaccinerede, mens det kun gælder for 15 procent født i 2003. Og det får nu Danske Regioner til at træde til handling.
”Vaccinen beskytter beviseligt mod, at piger og kvinder udvikler livmoderhalskræft, som hvert eneste år koster liv. Når færre lader sig vaccinere, siger det sig selv, at flere vil udvikle forstadier til livsmoderhalskræft. Som ansvarlig politiker på sundhedsområdet hverken kan eller vil jeg sidde den udvikling overhørig”, siger Ulla Astman, formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner i pressemeddelelsen.
Hun forslår, at der fremover skal udsendes et brev, der opfordrer forældre til at få deres døtre vaccinerede med enten Danske Regioner eller de praktiserende læger som afsender.
”Vi er nødt til at finde løsninger. Det kan være informationskampagner eller et simpelt redskab som en indkaldelse fra den praktiserende læge eller fra regionen i eBoks, når pigerne nærmer sig 12 år. Indkaldelsen skal være til både pige og forældre og informere om vaccinen og indeholde et tilbud om at tage en snak med sin læge, hvis man er usikker på vaccinen”, siger Ulla Astman.
PLO imødekommer forslag
Der er endnu ikke indgået en aftale om det nye initiativ med PLO, der dog er positive over, at Danske Regioner vil sætte aktivt ind for at ændre den nedadgående kurve på HPV-vaccinationer.
”Vi skal have vendt udviklingen, og det bidrager de praktiserende læger meget gerne til. Det er oplagt, at egen læge har en vigtig rolle, når de unge piger og deres forældre skal informeres om vigtigheden af at blive vaccineret, og at vi kan være med til at skabe tilstrækkelig tryghed om vaccinen”, siger formand for PLO Christian Freitag til Politiken.
Også Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse roser initiativet. De er lige nu på vej med en stor oplysningskampagne om HPV-vaccination i samarbejde med blandt andre Lægeforeningen.