Opgaveflytning, bureaukrati og ansvar

De seneste tal for manglen på sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen er blevet brugt i argumentationen for at eta-blere en uddannelse som ekspertsygeplejerske. Sekunderet af nye beskyldninger mod lægerne for at ville blokere. Denne beskyldning er forkert. Vi støtter tankerne om at etablere overbygninger på sygeplejeuddannelsen for at hæve kompetencen og fremme opgaveflytningen mellem faggrupper i sundhedsvæsenet. Men indførelsen af ekspertsygeplejersker kan ikke stå alene. Der er brug for et bredere initiativ. Lægeforeningen finder derfor forslaget uambitiøst i forhold til at forbedre bemandingssituationen i sundhedsvæsenet.

Det er i sig selv en underlig omvendt logik, at personalemangel kan løses ved at give en gruppe, der er stor mangel på, en længere uddannelse og mere at lave. Opgaveflytning skal ses meget bredere og inddrage alle faggrupper, hvis vi skal løse manglen på kvalificeret personale. Det er muligt, at løsning af opgaverne på det lavest forsvarlige kompetence-niveau kan være styrende for processen, men det bør være det bærende princip, at der ikke flyttes en eneste opgave mellem faggrupperne uden, at det er til gavn for patienterne.

Desuden må opgaveflytning ikke udløse et nyt tyngende bureaukrati. Hvis vi skal til at have lovgivning om, hvilke procedurer, kontroller, præparater m.v. sygeplejersker kan ordinere, og i hvilke situationer, vil det kun medvirke til at stille enorme krav til vedligeholdelse af alle mulige vejledninger og bekendtgørelser hos myndighederne for, hvornår den ene faggruppe må tage over fra den anden. Det vil kun medvirke til at cementere et nyt sæt komplekse faggrænser. Det fremhæves ofte, at der er gode erfaringer fra andre lande med ekspertsygeplejersker, men det er en kendsgerning, at netop bureaukratiseringen er et problem.

Derimod kan der godt være behov for at præcisere lægernes ansvar for, at de som faglige ledere i klinikken rent faktisk tager ansvar for, at uddelegering finder sted, så behandlingsforløbene for patienterne bliver tilrettelagt mest hensigtsmæssigt. Der er ganske meget at hente i de gode eksempler på opgaveflytning, der allerede findes, og i at få systematiseret de mange eksempler på, at andre faggrupper bliver inddraget i diagnosticering, kontrol, rådgivning, kliniske procedurer, dataregistreringer m.v. Sundhedsstyrelsen har fastlagt vide rammer for, hvad der kan gennemføres af tværfagligt samarbejde, og alle muligheder er langt fra udnyttet i dag. Vi er enige i, at der skal mere dynamik i opgaveflytningen i sundhedsvæsenet.

Men alle forslag må vejes op imod patientens behov for et sammenhængende forløb, hvor ansvaret for patientens behandling og sikkerhed ikke udvandes. Tager man ansvaret for at ordinere et 12. præparat til patienten, tager man nu engang også ansvaret for de 11 andre, der er ordineret. Det kræver et samarbejde mellem relevante faggrupper og myndigheder at finde denne balance. Det er afgørende, at de danske politikere træffer deres beslutninger om opgaveflytning og kompetenceudvikling på et oplyst grundlag. Vi går gerne i arbejdstøjet sammen med relevante myndigheder, DSR, FOA, andre sundhedsorganisationer og speciallægeselskaber. Et tæt samarbejde og ikke sololøb for enkelte faggrupper.