Opgør med afdelingsledelser i Nordjylland

Der skal ske noget nyt«.

Sådan lyder den allerførste sætning i et oplæg til, hvordan det nordjyske sygehusvæsen ledelsesmæssigt skal organiseres fremover.

Og det er da heller ikke blot småjusteringer, regionen tyr til for at nå sit mål, som bl.a. omfatter større effektivitet og mere fokus på de 75 pct. af de indlagte patienter, der har flere sygdomme end den, som de er indlagt for. I dag modtager kun 15 pct. behandling fra andre specialer end det, som patienten primært er indlagt under.

Ifølge oplægget, der netop har været i høring, bliver det sammenhængende patientforløb udgangspunktet for, hvordan behandlingen tilrettelægges.

De nuværende delte afdelingsledelser nedlægges, og specialerne samles i op til 12 klinikker, der får en samlet ledelse. De specialer, der skal indgå i samme klinik, skal være »naturligt sammenhørende«, dvs. at det skal give mening at koble specialerne både i forhold til patientforløb og faglig udvikling.

Rationalet er, at specialiseringen er et gode, men den må ikke betyde, at patienten kun ses i ét speciales optik. Den endelige placering af specialer i klinikker er ikke endelig på plads. Det skal ske i en fælles proces mellem de somatiske sygehuse.

I de nye klinikker bliver der ikke en 1:1-sammenhæng mellem speciale og sengeafsnit og ambulatorier. F.eks. kan et sengeafsnit rumme patienter fra flere specialer.

De enkelte klinikker organiseres i team omkring den enkelte patient. Det sker for at sikre, at kompetencer og tid bruges optimalt. Et patientteam kan dannes i en klinik, på tværs af klinikker, på tværs af sygehuse og på tværs af sektorer.

Endelig introducerer oplægget en ny lederperson. Hver klinik får sin egen forløbschef, som skal sikre, at patientens forløb såvel effektivt som fagligt er optimalt, og uanset om hans klinik er hovedaktør eller har en lille rolle i forløbet.

Åben for forandringer

Opgøret med den velkendte specialeopdelte afdelingsstruktur er ikke nødvendigvis en bitter pille at sluge for Lægeforeningen.

»Nej, for os er den velkendte afdelingsstruktur ikke hellig. Vi bliver nødt til at forholde os til virkeligheden og have et åbent sind. Entydige faglige afdelinger er der jo allerede gjort op med i de fælles akutmodtagelser, hvor der også er en fælles tilgang til patienterne.

Men når det er sagt, er det vigtigt, at der er læger med i ledelsen - herunder at den introducerede forløbschef er læge. I det hele taget er det vigtigt, at der er et ledelsesrum. Vi ser indimellem eksempler på ledelser, der ikke har reel handlefrihed, men blot er ledelse af navn. Herudover må det sikres, at lederne har den fornødne ledelsesmæssige kompetence, og der må gøres en indsats for at spotte læger, der har talent for og interesse i ledelsesopgaven«, siger Lægeforeningens formand Mads Koch Hansen.

Lægeforeningen sætter i sit høringssvar spørgsmålstegn ved, om en så markant organisationsændring, der ikke er afprøvet og evalueret andre steder, »er at skyde over målet i forhold til det, der ønskes opnået«. Foreningen foreslår - i lighed med Overlægeforeningen - at regionen til en start afprøver og evaluerer, om de foreslåede ændringer virker efter hensigten.

»Så omfattende ændringer er jo ikke uden konsekvenser for medarbejderne, og vi bliver nødt til at være sikre på, at det vi gør, er rigtigt«, siger Mads Koch Hansen.

Frygter for specialernes skæbne

Det er Overlægeforeningens opfattelse, at der inden for den eksisterende struktur kan indføres lægefaglige forløbskoordinatorer - som det f.eks. kendes fra kræftpakkerne - og særlige team, der har fokus på patienter med flere samtidige sygdomme.

Samarbejde mellem specialer og faggrupper og på tværs af sektorer opnås ifølge Overlægeforeningen ikke ved at ændre på strukturen.

»Bedre samarbejde og bedre sammenhængende forløb er mere båret af personer, kultur og ledelse end af organisering«, hedder det i Overlægeforeningens høringssvar.

Foreningens formand Anja Mitchell advarer mod, at man »opfinder den dybe tallerken, blot fordi nogen har fået en smart ide«:

»Et patientforløb skal fungere smidigt, ja. Og selvfølgelig skal specialerne arbejde sammen. Den velkendte afdelingsstruktur er ikke hellig for os, men uddannelse og forskning er forankret i specialerne og skal tænkes ind i driften. Problemet i oplægget er, at der ikke er en tydelig forbindelse fra specialerne til afsnittene og ledelsen.

Og lad mig så lige minde om, at organisationen i lægelige specialer ikke er tilfældigt opstået, men kendt internationalt«.

Overlægeforeningen hæfter sig ved, at »specialerne kan synes placeret langt nede i hierarkiet«. Foreningen er ikke mindst bekymret for placeringen af de medicinske specialer, som »spredes ud« over en række klinikker. Foreningen mener, at der er en styrke i at holde hele eller hovedparten af området samlet, idet det giver bedre mulighed for faglig udvikling.